Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hurtig og effektiv pdf-læser

Glimrende alternativ til Adobe Reader.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Pdf-formatet

Pdf (Portable Document Format) filformatet er en af de mere nyttige opfindelser, ingen tvivl om det. Formatet gør det muligt at se dokumenter uafhængigt af hardware, operativsystem og anvendte tekstprogrammer på den enkelte computer. Alt man skal have for at kunne læse pdf-dokumenter er en pdf-læser, der kan afvikles på det operativsystem, der er på ens computer.

Alternativ til Adobe Reader

PDF-XChange Viewer 2.0, er et af alternativerne til den allestedsnærværende Adobe Reader. Et af ankepunkterne mod Adobe Reader gennem tiden har med rettet været, at programmet ressourcemæssigt kan være ret tungt at arbejde med.

Programmet her er en gratis version af PDF-XChange Viewer Pro fra samme firma. Det er muligt at installere og anvende programmet på en Windows-baseret computer i versionerne 2000/XP/2003/Vista samt Windows 7.

Når programmet hentes ligger det i en zipfil, hvorfra det skal udpakkes. Installationen kan dernæst påbegyndes. Læg dog mærke til, at programmet installerer ASK toolbar i din browser med mindre fluebenet ud for valget fjernes.

Gratis udgave af betalingsprogram

PDF-XChange Viewer er en gratis udgave af Tracker Softwares betalingsversion PDF-XChange Viewer Pro. Der er derfor enkelte funktioner der er markeret med et Pro-emblem og ikke kan anvendes frit men derom senere. Ved at fjerne et flueben i tilpasningsmenuen ”støvsuges” så at sige for Pro-kommandoer.

Selv om funktionaliteten er begrænset i forhold til betalingsudgaven føles den ikke skrabet. I hvert fald ikke i relation til det flertallet af os computerbrugere anvender en pdf læser til.

Første gang PDF-XCharge Viewer åbnes, virker brugerinterfacet måske lidt uoverskueligt med de mange værktøjslinjer. Men skulle det virke generende med de mange værktøjslinjer, er det heldigvis let at skræddersy, hvilke elementer der skal tildeles de enkelte værktøjslinjer. Det er også let helt at fjerne de værktøjslinjer der sjældent bruges.

Glimrende brugeroplevelse

Brugeroplevelsen er af den positive slags, når det kommer til almindeligt brug. Alt glider let og præsenteres på en overskuelig måde. PDF-XCharge Viewer anvender faneblade således at hvert dokument har sit eget faneblad. Det gør det lettere, at springe mellem flere åbne pdf dokumenter.

En anden funktion der letter navigationen især ved mange samtidige åbne dokumenter er, at man kan få vist hvert dokument/faneblad som miniatureudgaver. Det foregår med angivelse af dokumentnavn, totale antal sider og angivelse af aktuel visningsside samt angivelse af hvilket zoomniveau dokumentet er sat til.

Læg dertil, at programmet føles hurtigt - selv ved seks samtidige dokumenter af en vis størrelse bliver det ikke trægt. Åbningen af selv store pdf-dokumenter, går ligeledes hurtigt - det er bare dejligt at arbejde med.

PDF-XCharge Viewer kommer med et dansk brugerinterface, hvilket vil være et plus for mange.

Programmet giver brugeren god grundlæggende kontrol med pdf-dokumenterne. Der kan blandt andet zoomes ind på flere måder. Enten for hele dokumentet, eller man kan se indholdet i et specifikt zoom vindue, hvor zoomværdien kan indstilles uafhængigt af dokumentet.

Gode redigeringsmuligheder

Redigeringsmulighederne er ligeledes rigtigt gode. Kommentarsymboler kan isættes og de tilhørende kommentarbokse kan trækkes hvorhen man ønsker det. Holdes pilen efterfølgende hen over kommentarsymbolet toner det frem, hvilken kommentarboks den relaterer til. Når pilen fjernes forsvinder den virtuelle lyskegle der forbinder de to. Lægger man dertil, at der kan vælges mellem flere symboltyper og farver, kan kommentarskrivningen hurtigt sættes i system.

Det er ligeledes muligt at isætte tekstbokse samt at skrive direkte på dokumentets baggrund med skrivemaskineværktøjet. Tekstbobler kan også isættes, og de vil ikke gå udover dokumentets kant og har altid en pil der går til dem.

Udover dette er det muligt at frihåndstegne, isætte forskellige figurer samt påføre dokumentet diverse stempler. De medfølgende er med engelsk test, men det er muligt at skabe sige egne ud fra egne billedfiler. PDF-XChange Viewer kan en del mere, herunder kan der tages skærmbilleder af hele eller dele af siden i et pdf-dokument.

Kommandoer fra Pro udgaven

Som tidligere nævnt er der enkelte kommandoer, der ikke er til fri afbenyttelse i denne gratis udgave. Det inkluderer dokumenthåndtering såsom at tilføje eller fjerne sider fra dokumenter eller vedhæfte filer.

Det vil sige at man kan godt gennemføre de kommandoer, der hører til Pro udgaven af programmet. Dokumentet bliver dog tilføjet demo symboler med opfordring til at købe betalingsversionen i begge sider foroven i dokumentet.