Af Palle Vibe, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
I maj måned 1958 udtrykte et ældre par, der boede i enden af Bjerregårdsvej i Valby, frygt for at passere en stor patriciervilla, hvor ejerne havde indviet en kolos, der jonglerede med atomer og elektroner. Når fruen gik forbi huset, kunne hun se et giftigt blåt lys og tydeligt mærke en voldsom prikken i huden, for hun vidste jo, at den slags kunne man ikke holde inden døre.
Lyset kom fra ensretterdelen, der strømforsynede den kæmpestore elektronregnemaskine, der netop var indviet i februar i villaens spisestue. Maskinen bar betegnelsen ”Dansk Aritmetisk Sekvens Kalkulator”, men det blev hurtigt bare forkortet til DASK.
Selvbygget er velbygget
Amerikanerne havde nu efter krigen overskud til at arbejde med atomer og elektroner på en lidt mere konstruktiv måde, og også tyskerne, briterne og svenskerne havde fremstillet dele til elektronregnemaskiner. Og disse dele kunne DASK uden videre være blevet opbygget af, hvis de ikke havde været alt for dyre for det danske computerbudget, så DASK-konstruktørerne måtte bygge det meste selv.
Og konstruktionen tog først og fremmest den unge ufaglærte elektrotekniker Tage Vejlø på sig. Han havde været i Sverige for at studere matematikmaskiner, som elektronhjerner også blev kaldt dengang. Vejlø indrettede simpelt hen et mekanisk værksted i billardkælderen i villaen, hvor alle specialkomponenterne blev fremstillet af ham og en lille håndfuld medarbejdere.
Holdet startede med at købe cirka 65.000 små ferritringe i USA (dengang forløberen for ram-kredse), som skulle indgå i maskinens ram-lager. Ud af de 65.000 ringe udvalgte Vejlø og hans team 43.000 særligt velvirkende, og de blev indsyet i et tredimensionelt netværk af 0,3 mm kobbertråd af hans kone Solveig, hans svigerinde Bodil og hendes datter hjemme ved køkkenbordet.
Se friske priser på Nilfisk-støvsugere her.
Lageret kom på den måde til at bestå af 1024 såkaldte helceller på hver 40 bits. DASK var fra starten tænkt som en elektronisk regnemaskine, og 40 bits giver faktisk en større talpræcision, end de fleste moderne maskiner kan præstere. I moderne enheder svarer det til 1024 x 40/8 = 5120 bytes eller 5 Kbyte.
Efterhånden blev kapaciteten af ferritlageret dog utilstrækkelig, så det blev nødvendigt at supplere med et tromlelager (en slags datidens harddisk). Tage Vejlø tog til Tyskland, der fremstillede færdige tromlelagre, men de var alt for dyre. I stedet konstruerede han et par tromler selv og belagde dem med magnetstof indkøbt i USA. For at fordele magnetlaget jævnt, tyndt og glat brugte den selvlærte elektrotekniker en sprøjtepistol koblet til en Nilfisk støvsuger.
Også læse-/skrivehovederne til tromlelageret var håndlavede ud fra hjemmekøbte ferrithalvdele, som velvillige ægtefæller havde siddet og rullet derhjemme. De små spoler blev poleret på samlingsfladerne og holdt adskilt af aluminiumsfolie med en tykkelse på 0,05 mm for at opnå en præcis afstand. De færdige tromler havde en samlet kapacitet på 256 kanaler à 32 helceller eller 40 Kbyte i moderne måleenheder. Til sammen kunne tromle- og ferritlageret rumme godt 9000 decimaltal.
Elektronikken blev indbygget i to mægtige lyseblå stålskabe, der strakte sig fra gulv til loft i hele spisestuens længde. Det ene stålskab rummede strømforsyningen og regneenheden, mens det andet indeholdt styreenheden, og skabene havde på forsiden skydedøre af glas, bag hvilke du kunne se de 2200 radiorør eller elektronrør, som var kalkulatorens aktive komponenter.
Stålskabene var forbundet med hinanden ved hjælp af kabler under parketgulvet. Den færdige DASK vejede tæt på 3,5 ton, og det kunne spisestuegulvet naturligvis ikke holde til, så hele gulvet måtte forstærkes med ekstra stolper i kælderen. Desuden udviklede den omfattende elektronik en masse varme, og maskinen måtte afkøles med et omfattende kølings- og ventilationsanlæg, der blev installeret i kælderen og forsynet direkte med vand fra vandværket.
Kontrolpulten fra DASK har i dag en fornem plads på Teknisk Museum i Helsingør. Se mere på www.tekniskmuseum.dkLille P og Marshall-hjælpen
I virkeligheden blev tanken om en dansk elektronregnemaskine dog født tilbage i 1947, hvor organisationen ATV (Akademiet for de tekniske Videnskaber) nedsatte et udvalg med den opgave at ”følge udviklingen på de moderne regnemaskiners område”.
Udvalgets formand blev professor Richard Petersen også kaldet ”lille P” på grund af sin overskuelige statur, og det var ham, som det ældre ægtepar beklagede sig til over det blåligt lysende monstrum i palævillaen. Og sandt var det da også, at ”lille P” var manden, der oprindeligt havde skaffet penge til elektronuhyret gennem Forsvarets Forskningsråd, som beredvilligt havde overført hele 900.000 kr. overført fra Marshall-hjælpen.
Det danske forsvar havde nemlig på det tidspunkt ingen ambitioner overhovedet om at gå ind i edb-branchen, men indgik blot den aftale, at ATV skulle stå for at bygge maskinen for Marshall-pengene og siden drive den selv gennem en form for serviceorganisation.
Det blev starten på Dansk Institut for Matematikmaskiner, der i daglig tale blot hed Regnecentralen. Det lykkedes lille professor Petersen i sin egenskab af formand for bestyrelsen, at få stillet en villa, der tilhørte Carlsberg, til rådighed. Villaen lå på Bjerre-gaardsvej nr. 5, der er en sidevej til Valby Langgade. Her begyndte bygningen af DASK så i april 1956.
Papirhulstrimmel vs. skrivemaskine
DASK anvendte det ganske enkle maskinsprog ARGOL og tilbød fra starten kun følgende ”interfaces”: en 5-kanals strimmellæser, en 5-kanals hulstrimmeskriver (perforator) udlånt af Post- og Telegrafvæsenet samt en elektrisk skrivemaskine med magnetrelæer under hver tast og typearme, som dog kun kunne bruges til output.
Skrivemaskinen kunne i teorien skrive 12 tegn pr. sekund, men typearmene faldt gerne for langsomt tilbage efter et anslag, hvilket medførte at de filtrede sig ind i hinanden. Derfor blev skrivemaskinen kun brugt til kontroludskrifter af mindre omfang, og udlæsningen kom i stedet til at foregå på papirhulstrimmel.
Elektronikken blev styret fra et kontrolbord, der var en stor pult med knapper og lamper. Til at begynde med var det placeret i havestuen på et vaskebord hentet op fra kælderen, men på et tidspunkt slog man resolut hul i væggen mellem spisestuen og dagligstuen og monterede kontrolbordet i åbningen, så det kunne betjenes inde fra dagligstuen.
Den danske elektronhjerne kunne addere en million 12-cifrede tal pr. minut. En addering tog 56 mikrosekunder, og maskinen kunne med andre ord foretage 17.857 additioner i sekundet, hvilket godt nok ikke er imponerende efter vore dages standard, men dog dengang gjorde den til en for sin tid ret hurtig maskine.
DASK blev indviet den 13. februar 1958, og det viste sig faktisk hurtigt, at sådan en maskine kunne bruges til et utal af mangeartede opgaver. DASK kørte nærmest i døgndrift de første år, og der var fra den første dag voldsom rift om Danmarks eneste og første computer, der var i aktiv tjeneste fra 1958 til 1966 og bl.a. blev brugt under folketingsvalget i 1960. I dag er de vigtigste dele overdraget til Danmarks Tekniske Museum.
SMIL DASK
Det lidt muntre forkortelsesnavn DASK vakte en del betænkelighed i bestyrelsen så meget mere, som da det oprindelig var meningen, at DASK skulle være en kopi af en elektronhjerne, som svenskerne allerede havde klar, og som hed BESK (Binär Elektronisk Sekvens-Kalkylator). Denne maskine var bygget efter den ungarnskfødte matematiker John von Neumanns principper.
Men set i lyset af den rappe tekniske udvikling blev det hurtigt klart, at det skulle DASK ikke. Det blev dog besluttet, at DASK skulle være kompatibel med en anden svensk regnemaskine med det endnu mere glade navn SMIL i Lund (SMIL = Siffermaskinen i Lund), og det var en gældende overbevisning, at én regnemaskine i Danmark og maskinerne i Sverige måtte være nok til at dække behovet i Øresundsregionen adskillige årtier frem.