Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hub på elnetværket

PLA-teknologien er smart, men den kræver mange stikkontakter. Det er dog ikke tilfældet med D-Links 4-ports PLA-switch.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Under vores test oplevede vi på intet tidspunkt at blive koblet af nettet eller nogen form for netværksproblemer. Alt i alt opførte D-Links DHP-343 sig rigtig flot.

Alt om DATA har efterhånden testet rigtigt mange forskellige PLA-enheder, enheder der forvandler dit elnet til et datanetværk, eller sagt med andre ord, enheder der flytter dit internet-signal fra din router via elnettet til din computer. De fleste af de enheder er dog bygget op på stort set samme måde.

En enhed bliver sluttet til din router samt en stikkontakt, og den anden bliver sluttet til en stikkontakt og din computer. Hvis du vil have at flere computere skal bruge PLA-teknologien, skal hver enkelt have en PLA-enhed til sluttet. Heldigvis kræves det ikke, at der skal en enhed på routeren pr. computer.

Men besværligt er det nu alligevel. Derfor var vi også ret begejstrede over at skulle teste den nyeste PLA-enhed fra D-Link, Powerline HD 4-Port Starter Kit. Det er et sæt, der består af to enheder, hvor den enhed, der sluttes til din router, ligner en almindelig PLA-enhed, mens den anden er en 4-port switch. Det vil sige, at en enkelt tilslutning faktisk kan tilslutte op til fire enheder. En smart idé, som vi naturligvis med det samme kastede os over at teste.

Gode indstillingsmuligheder

I vanlig D-Link stil, medfølger der en dvd med installationsvejledningen på. Den guider dig igennem opsætningen af enheden og beder dig derefter om at installere et program på din computer, som du bruger til at opsætte enheden med.

Den del var faktisk ny for os, for normalt er der ikke den store opsætning med en PLA-enhed, det er som regel »plug&play«. Vi kørte programmet som hurtigt scannede vores netværk og fandt switchen og PLA-enheden ved vores router. Nu var der så tre muligheder. Vi kunne konfigurere sikkerhed, QoS og så kunne vi se på Systemoplysningerne.

Sikkerheden bestod i, at vi kunne give vores PLA-netværk et unikt navn, hvilket er smart nok, så er det kun folk, der kender netværkets id, der kan koble sig på det via PLA-enheder. Der var dog ikke så meget andet, vi kunne der, og heller ikke noget vi virkelig havde behov for. Et PLA-netværk kræver, at du er på samme elnet, så der er ikke den store brug for de vilde sikkerhedsforanstaltninger.

Meget mere spændende var QoS, Quality og Service. Her var der tre indstillinger. En for »Application QoS«, hvor vi kunne vælge type af applikation, der skulle have prioritet på netværket, for eksempel BitTorrent, VoIP og Video Streaming. Der var »Advanced QoS«, hvor vi kunne vælge forskellige kombinationer af TCP og UDP, og hvor vi også kunne vælge bestemte porte til de to protokoltyper. Ved at vælge at prioritere bestemte porte, skulle vi naturligvis vælge porten og derefter prioriteten, da der kunne vælges op til otte porte med hver sin prioritet. Her var vi så lige nødt til at kigge i manualen for at se, hvilken prioritet der var den højeste, vi kunne nemlig vælge fra nul til seks.

Det var muligt at vælge op til to prioriteter under »Advanced OoS«, hvilket giver god mening for eksempel, hvis man spiller forskellige spil, der bruger hver sin protokol. Under »System« var det muligt at slå strømbesparelse til eller fra, at nulstille PLA-enheden til fabriksindstillingerne og naturligvis at opgradere firmwaren.

God hastighed

Vi målte også lidt på hastigheden på vores interne netværk. Her opnåede vi generelt ret flotte hastigheder på omkring 60Mbps. Taget i betragtning af, at der blev målt, mens to maskiner var koblet på World of Warcraft, var det ret flotte hastigheder, der samtidig bliver holdt konstant.