Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Huawei: "Vi har hvad vi skal bruge for at lave den næste supermobil"

Selvom Huawei er pressede på leverancerne, mangler de ikke komponenter til den næste store flagskibsmobil, fortæller Yin Lin, Device CEO hos Huawei Danmark.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Huawei er udfordrede, når det gælder komponenter til deres smartphones. Båndet til Google er på nuværende tidspunkt kappet, men som erstatning for Google Mobile Services har producenten fået opbygget et fungerende alternativ i form af deres eget HMS-system, AppGallery og Petal Search.

Når det gælder hardware, har den amerikanske regering strammet grebet den seneste tid og sat en kæp i hjulet på samarbejdet med TSCM, som har leveret chips til Huaweis mobiler.

Det bliver dog ikke en hindring for produktionen af Huaweis næste flagskibsmobil, fortæller Huaweis danske Device CEO Yin Lin, som vi fik en snak med. "Vi er igang med at udvikle den næste generation af chips og har indkøbt så stort et stort lager, at vi kan lancere den næste flagskibsmobil helt uden problemer." Mere vil han dog ikke afsløre om mobilen på nuværende tidspunkt.

Grund til optimisme

For nylig måtte Samsung og LG stoppe leveringen af high-end-skærme til Huawei, grundet handelsblokaden, men dette udgør heller ikke et problem: "Vi er selvfølgelig ærgerlig over begrænsningerne i forhold til Samsung og LG, men de er ikke de eneste leverandører af skærme til os, så det udgør ikke et større problem, at vi ikke længere kan få displays den vej", fortæller Yin Lin.

Yin Lin, Device CEO for Huawei Danmark. Yin Lin, Device CEO for Huawei Danmark.

Samsung har allerede indgivet en ansøgning til den amerikanske regering om at få tilladelse til at samarbejde med Huawei, og det samme har en lang række andre leverandører, her iblandt chip-producenter som Qualcomm, MediaTek, Semiconductor Manufacturing International Corp, Micron Technology, SK Hynix og Macronix International. Og der kan faktisk være grund til optimisme, for så sent som tirsdag i denne uge fik chip-giganten Intel, som leverer chips til Huaweis bærbare computere, lov til at genoptage samarbejdet.

Huawei ser derfor fortrøstningsfuldt på fremtiden: "Leverandørerne har stor interesse i at samarbejde med os, da den mængde komponenter vi aftager er af betydeligt omfang. Men mens vi venter på at forstærke forsyningskæden, er vi også ved at opbygge en intern forsyning i Kina. Det går stærkt, for vi støtter stort op om de kinesiske producenter, der er med til at bygge en konkurrencedygtig forsyningskæde op."

På vej mod komplet uafhængighed

Med tiden, og sikkert hurtigere end man tror, vil Huawei således være i stand til at skabe mobiler af den standard vi har lært at forvente af dem. Ved Huaweis udvikler-konference for et par uger siden, indikerede CEO Richard Yu, at der allerede næste år kan komme smartphones med Huaweis HarmonyOS-system, som er et større økosystem, der kører på tværs af mobiler, tablets, tv'er, smart home enheder og meget andet, og som vil blive tilgængeligt for andre mobilproducenter også. Altså en direkte konkurrent til Android.

For at en smartphone for alvor skal være interessant for danskerne, skal den selvsagt byde på de apps, som er vigtige i brugernes hverdag. Det har taget lidt tid at fylde op på hylderne i AppGallery, men Yin Lin fortæller, at der indenfor den nærmeste fremtid vil ske en stor udvikling her. "Processen har taget lidt tid, men vi gør en stor indsats for at støtte op om de lokale udviklere. Det er måske vigtigt at huske at det har taget Google 12 år at etablere den appbutik de har i dag. Med en app på AppGallery kan man nå ud til et enormt globalt marked. Vi er den største smartphone-producent i verden, og en god portion af salget sker på det kinesiske marked, hvor AppGallery er den primære adgang til apps."

Foruden tredjeparts-apps har Huawei også lagt en stor indsats i at oppe et økosystem af egne tjenester, som musiktjenesten Huawei Music, video-tjenesten Huawei Video og flere andre.

https://www.altomdata.dk/huawei-p40-lite-test-utrolig-meget-mobil-for-pengene/