Af Mette Eklund Andersen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det er nok ikke nogen overraskelse, at Samsung sidder på toppen af smartphone-tronen, når det gælder salg af enheder, men ifølge nye tal fra IDC så har Huawei præsteret at overhale Apple og kan dermed kalde sig for verdens næststørste smartphoneproducent.
Placeringen skyldes blandt andet, at Huawei for andet kvartal i træk er i vækst og derved har opnået en global markedsandel på 15,8 %. Ifølge Huawei skyldes succesen blandt andet den nye Huawei P-serie herunder P20 og P20 Pro, som især danskerne er vilde med.
"Vi er stolte af vores præstation - især taget i betragtning af, at vi opererer på et ekstremt konkurrencepræget marked, der er nedadgående. Vores resultater vidner om, at forbrugerne i høj grad ser os som et brand, der leverer kvalitetsprodukter, som passer til deres behov," siger Marie Dam Feldborg, der er Senior Marketing Manager hos Huawei Danmark.
Øget dansk smartphonesalg
Den danske markedsandel for Huawei er da også steget til 17 % i første halvdel af 2018 og er derved vokset fra sidste år.
"Vi har øget vores markedsandele betydeligt i de priskategorier, som vores P20-serie smartphones ligger i, og vi har aldrig solgt så mange high-end smartphones i Danmark, som vi gør lige nu. Én af grundene til, at vi er lykkedes, er vores indsigt i kundernes behov og vores løbende investeringer i innovation og design," siger Marie Dam Feldborg.
Det er dog endnu for tidligt helt at hvile på laurbærrene, da Apples salg også steg, og der forventes nye iPhone-modeller her til efteråret, der kan sparke gang i salget af iPhones.