Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Huawei MateBook X Pro: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten

Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Huawei har etableret sig som en af de stærkeste spillere på smartphone-markedet, men når det gælder bærbare computere er den kinesiske producent ny i gamet.

Med Matebook X Pro beviser Huawei imidlertid, at de hører til helt forrest i feltet.

Stort set ingen ramme

Producenten har formået at overføre nogle af de ting, der gør deres smartphones gode.

Evnen til at presse skærmen helt ud til det yderste af rammen udnyttes også her. Den knivskarpe 3K-skærm dækker ikke mindre end 91 procent af rammen. Du får derfor en relativt stor skærm, selvom MateBook X Pro ikke fylder særlig meget.

Vægten er nede på 1,3 kilo, men der er tale om en særdeles solid bærbar, skabt i stærkt stål af en type, der også bruges til fly.

Skærmen er touchfølsom og udformet i 3:2-format med tusind pixels på hver led. Det giver god plads i højden til eksempelvis websider.

Kamera gemt i knappen

En skærm, der dækker så meget, gør det svært at finde plads til et webkamera. Huawei har fundet en interessant løsning. Midt mellem funktionstasterne i den øverste del af tastaturet er en tast med et kamera-ikon. Klik på denne og et lille kamera popper op.

På den måde kan du webchatte, når der er brug for det og gemme kameraet væk igen bagefter. Så er der ikke nogen risiko, at uvedkommende kigger med, uden du ved det. Kameraet er af skrabet kvalitet, men fungerer fint til Skype, Messenger og lignende.

Tastaturet er fremragende. Tasterne giver en god fast fornemmelse, og trods den relativt lave profil er der god vandring og feedback, når du trykker. Den store keramiske touchpad er ligeledes af fineste kvalitet, med en solid og præcis fornemmelse.

Lige over tastaturet, i højre hjørne, finder man powerknappen, som ganske belejligt er forsynet med fingeraftrykslæser, så man nemt kan logge på pc’en.

Udvalget af tilslutninger er dejligt simpelt. En udgang til hovedtelefoner og to USB-C-porte er det hele.

Imponerende lyd

Lyden er ikke noget, man forventer meget af i en bærbar som denne. Det slanke design er i princippet uforeneligt med lyd af bare nogenlunde kvalitet, men på forunderlig vis er det lykkedes at bøje fysikkens love, så der rent faktisk kommer lækker lyd ud af maskinen.

De fire indbyggede højttalere er fintunet i samarbejde med Dolby og understøtter Atmos, så de kan give en imponerende surround-effekt. Lyden breder sig langt udover computerens fysiske rammer og giver en stor og omsluttende oplevelse, når du ser film.

Også musik lyder ganske udmærket. Detaljerne står flot, og der er anstændig bund i lyden. Computeren er selv i stand til at identificere og justere lyden alt efter, om det er film, musik eller tale, man lytter til, og der er mulighed for at justere lydindstillinger i Dolby Atmos-softwaren.

Fuld af kræfter

Selvom det er en letvægter, er Matebook X Pro ikke en svækling. En Core i7 af nyeste generation driver maskineriet, og den grafiske ydelse står et Nvidia MX 150 grafikkort for. Med 16 GB ram og en hurtig ssd på 512 GB oveni, er der ikke meget, maskinen ikke er i stand til. Vores benchmark viste imponerende resultater for både cpu’en og grafikken. Eneste lille minus er, at computeren støjer en del, når den presses.

Selvom du sætter den på hårdt arbejde, taber den ikke pusten lige med det første. Matebook X Pro klarer snildt en hel dag på en opladning.

Kvalitet for pengene

Der er ingen tvivl om, hvilken bærbar Huawei gerne vil konkurrere mod. Og med Matebook X Pro har de da også skabt en særdeles værdig konkurrent til rivalen med æble-logoet.

Den er ikke bare spækket med kræfter, men byder også på innovative løsninger, man ikke finder andre steder. Det får du lov at betale for, men kvaliteten taget i betragtning er det ikke en dyr computer.