Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Huawei Matebook 13: Stilsikker allrounder til fornuftig pris

Matebook 13 byder på flot aluminiumsdesign og smarte funktioner, men halter på ydelsen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Huawei har ikke ændret meget på opskriften, siden de introducerede den første Matebook.

Minimalistisk aluminiumsdesign, mere eller mindre kvadratisk skærm samt smarte features som webkamera i tastaturet og fingeraftrykslæser i powerknappen.

Det kan vi ikke klage over. Det er glimrende funktioner, og dem får du også glæde af i Matebook 13. 

IKKE så LET endda

Det er en ret kompakt maskine, dog mærkbart tungere og mere buttet end Lenovo-maskinen. 

Tastaturet er strukket helt ud i siderne, så du får taster i fuld størrelse. Et udmærket tastatur uden at være noget særligt. Touchpad’en er dog glimrende og har den smarte egenskab, at du kan klikke overalt på den. 

Moderat ydelse

Skærmopløsningen er flot for en maskine til denne pris. Billedkvaliteten er heller ikke ringe, men lysstyrken er i den lave ende.

Imponerende er det også, at du får indbygget grafikkort. Det ses sjældent i letvægtsmaskiner og slet ikke i denne prisklasse.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. MateBook 13 bliver ikke et gamingmonster af den grund. Grafikydelsen er lavest i testen. Det samme gælder processor-ydelsen. Årsagen er, at Matebook 13 bruger en Core i7 af 10. generation, ikke de nye 11. generation, som de andre i testen. Der er dog alligevel kræfter til en del, og med lidt hjælp fra relativ hurtig ram og en fin ssd er oplevelsen generelt fin.

Batteritiden er godkendt. Op til 13 timer på lavt blus og halvanden ved maks. belastning. Opladning tager lidt over en time.

Matebook 13 er således fin til prisen. Hvis du kan finde pengene, vil vi dog anbefale at spendere lidt ekstra og købe den superlækre Matebook X i stedet.