Home » Mobiltelefon » Huawei Mate 30-serien er uden Google og kommer ikke til Danmark
Huawei Mate 30-serien er uden Google og kommer ikke til Danmark

Huawei Mate 30-serien er uden Google og kommer ikke til Danmark

Share

I går eftermiddags løftede Huawei sløret for Mate 30-serien, producentens nyeste topmobiler. De har vilde kameraer og masser af stærk teknologi, men vil ikke være i stand til at køre Google-apps. Af den grund kommer de ikke til Danmark i første omgang

Det var i går vi for alvor så konsekvenserne af Trumps handelsforbud mod Huawei. Vanen tro blev der holdt stort lanceringsevent for producentens nyeste topmobiler og entusiasmen hos Huawei-chef Richard Yu var til at føle på, da han præsenterede Mate 30-serien.

Især high-end-modellen Mate 30 Pro er spækket med stærk teknologi. Den er forsynet med Huaweis helt nye processor, Kirin 990, som blandt andet skal gøre den til verdens hurtigste 5G-telefon, i de lande man kan gøre brug af den slags.

Skærmen er 6,53″ og buer endnu mere ud i kanterne end tidligere modeller. Det gør at den skal være bedre at holde på, og så fungerer siderne af den også som touchkontrol til volumen, så man slipper for fysiske knapper. Den har et relativt stort notch, men som Richard Yu forklarede er det ikke bare et tomt hul i toppen. Ifølge ham er det verdens mest avancerede notch, da den sorte stribe ikke bare rummer selfiekamera og lyssensor, men også 3D-kamera til ansigtsgenkendelse og en helt ny gestik-sensor.

Vildt videokamera

Samarbejdet med Leica fortsætter og sammen med de tyske kamerakonger hos Leica har Huawei skabt endnu vildere kameraer på bagsiden af mobilen. Der er fire kameraet i alt – et 40 MP vidvinkel, et 8 MP tele med 3 x optisk zoom og 5 x hybrid zoom. Zoom-rækkevidden kan dog nå helt op på 45 x med digital hjælp, og der er desuden vild ISO på 409600 samt en 3D Time of Flight sensor til at lave bokeh.

Se også:  Huawei klar med en af markedets stærkeste processorer

Meget af det minder dog om P30 Pro. Det er på videofronten, der for alvor er sket noget.

Mobilen har nemlig et dedikeret 40 MP videokamera, som er i stand til at skyde 4K-video ved 60 fps, har ISO på 51200 samt stærk optisk og digital stabilisering. Det kan desuden skyde timelapse i 4K HDR+ og lave ultralangsomme slow-motion videoer med 7680 billeder i sekundet.

Så langt så godt. Efter alt et dømme en forrygende Huawei-mobil, der endnu engang skubber lidt til grænserne for, hvad der teknisk set er muligt med et kamera i en smartphone.

Lukket for Google-apps

Det de fleste formentlig havde ventet med størst spænding på, kom først som en afsluttende note, efter en række andre produkter, her iblandt et nyt ur og et tv, var præsenteret.

Her måtte Huawei endelig tage tyren ved hornene og forklare nærmere om software-situationen på deres kommende mobiler.

Richard Yu fortalte, at man har stykket et styresystem sammen af de stumper, der var tilgængelige hos Google og lagt deres eget EMUI 10 system ovenpå (som i øvrigt byder på ret spændende features, som eksempelvis AI Privacy, der skjuler beskeder, hvis mobilen fornemmer at nogen kigger med).

Der er imidlertid ikke afgang til Google Mobile Services, og derfor heller ikke mulighed for at hente hverken Google-apps eller nogen af de millioner af apps, der befinder sig i Google Play Store. Det vil formentlig kunne lade sig gøre, men det bliver næppe nemt, i hvert fald ikke nemt nok til at den almindelige bruger vil gøre det.

Se også:  Huaweis foldbare mobil er klar sidst i oktober

Mobilerne vil istedet anvende Huawei Mobile Services, som tillader at man henter apps fra huaweis egen app-butik, AppGallery. Her er på nuværende tidspunkt over 45.000 apps. Langt størstedelen vil dog ikke være relevant for danskere, mens essentielle apps som MobilePay, eBoks osv ikke er at finde på nuværende tidspunkt. Huawei har dog smidt 1 milliard dollars i udviklingen, så man i en fart kan få skabt nogle apps til platformen. Tidligere på ugen inviterede de således danske udviklere til at bidrage.

Ingen dansk lancering

Mobilerne blev faktisk blev præsenteret med europæiske priser – 799 euro for Mate 30 Pro med 8GB ram + 128GB lager, 1099 euro for Mate 30 Pro med 8GB ram + 256 GB lager og 2095 euro for Mate 30 RS Porche Design med 12GB ram og 512 GB lager.

Men Huawei tager nu alligevel konsekvenserne af den kritiske situation på software-fronten, og dropper indtil videre en europæisk og dermed også en dansk lancering af Mate 30-serien. I første omgang kommer den ud i APAC regionen, som inkluderer Malaysia, Filippinerne, Singapore og Thailand. Mate 30 ser dog til at komme til Europa på en eller anden vis, men fra hvilke kanaler den vil blive solgt vides ikke.

Det betyder imidlertid ikke at vi må undvære nye Huawei-mobiler i Danmark. Den danske afdeling lægger stærk vægt på, at vi i næste måned får en helt ny mellemklasse-mobil til landet med fem kameraer. Den vil blive solgt for under 4.000 kroner.


TAGS
handelskrig
Huawei
mate 30

DEL DENNE
Share

Seneste Tech test
Seneste konkurrencer

Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2019
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S