Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Huawei Mate 20 Lite: Fin Mate til fornuftig pris

Huawei Mate 20 Lite er ikke helt så fremme i skoene som sin storebror, men prisen er til gengæld betydeligt lavere, og den har, hvad de fleste har brug for.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mate 2 Pro er over en bred kam blevet udråbt som sidste års bedste smartphone. Vi melder os i koret her på Alt om DATA. Det er dog en ret kostbar smartphone, henvendt til dem, der hellere betaler lidt mere end lever med kompromisser.

For dem der kan klare sig med mindre, har Huawei skabt den betydeligt billigere lillebror Mate 20 Lite.

Ikke så meget tilfælles

Stik imod traditionen blev Mate 20 Lite lanceret før Mate 20 Pro. Mange af de banebrydende funktioner der er at finde i flagskibet – fingeraftrykslæser i skærmen, omvendt opladning og avanceret tripplekamera – er derfor ikke nedarvet til Lite’en.  Forventer man en nedskaleret version af Mate 20 Pro, kan man derfor blive lidt skuffet. Heldigvis er det en smartphone, der i sig selv har meget at byde på.

Gennemført design

I sit design er den som stort set alle smartphones, der kommer på markedet i disse dage. Glas på front og bag samt en skærm, der går stort set hele vejen ud til kanterne, med det notch i toppen, der nu engang hører til. Den er slank og let, og trods den store 6,3”-skærm føles den ikke klodset i hånden.

Der er fingeraftrykslæser på bagsiden – en imponerende hurtig en af slagsen – og så der er USB C i bunden til opladning. Gud ske tak og lov er der også en god gammeldags jackindgang til hovedtelefoner. Dem, der følger med i pakken, er ganske okay. Der er tale om en dual sim-mobil, hvor den ene sim-plads deles med microSD-pladsen. Du kan derfor ikke både udvide lagerkapaciteten og køre med to simkort samtidig. Her må du vælge. Det interne 64 GB lager burde dog række langt for de fleste.

Fornuftig ydelse

Skærmen står flot og skarpt. Opløsningen er god og lysstyrken særdeles kraftig. Vi er ikke helt på niveau med topmobiler som Mate 20 Pro og iPhone Xs, når det gælder farver og kontrast, men det er ikke desto mindre en rigtig glimrende skærm. Lyden fra de indbyggede højttalere er også helt anstændig.

Det er ikke Huaweis stærkeste processor, der sidder i mobilen, og ydelsen er da således heller ikke i nærheden af Mate 20 Pro. Men den er glimrende for en mobil i denne prisklasse. Du vil absolut ingen problemer have med at afvikle almindelige dagligdags opgaver, og endda heller ikke moderat videoredigering eller gaming, blot du ikke kaster dig over det allermest krævende indhold.

Huawei har drysset en smule ”kunstig intelligens” i chippen, så mobilen eksempelvis er i stand til at kategorisere dine billeder, fjerne støj i dine telefonsamtaler og optimere brugen på anden vis. Mate 20 Lite er forsynet med et generøst batteri på 3750 mAh, så den klarer snildt en dag til halvanden på en opladning. Der er desuden Quick Charge, så den er hurtigt ladt op igen.

Sjove kamerafunktioner

Kameraet er der, hvor Huawei for alvor har markeret sig med sine seneste topmobiler. Det er der således også gjort en del ud af i Mate 20 Lite. Dog er vi alligevel et pænt stykke fra storebroderens præstationer.  Der er dual kamera både bagpå og foran. De to hovedkameraer på henholdsvis 20 MP og 24 MP suppleres af to kameraer på 2 MP. Disse to fungerer dog ikke som selvstændige kameraer. De er dybdesensorer, som gør det muligt at lave billeder med flot sløret ”bokeh”-baggrund. Muligheden for at zoome optisk, som man kender fra Huaweis topmobiler, får du således ikke.  Til gengæld er opløsningen i de to hovedkameraer høj nok til, at du godt kan tillade dig at zoome en smule, uden det gør den helt store skade.

De fleste af kamerafunktionerne ligger i softwaren. Huawei har fyldt mobilen med smarte fotofeatures samt kunstig intelligens, som er i stand til at tilpasse indstillingerne til et væld af forskellige objekter og scenarier, som den automatisk genkender. Det kan give fine resultater, men vær lidt kritisk med brugen, for Huaweis forståelse af et godt billede er ikke nødvendigvis lig med din egen.

Frontkameraet er en særdeles habil selfiekanon med sjove AR-funktioner, såsom muligheden for at forvandle dig selv til en animeret emoji i diverse dyreskikkelser samt skifte baggrund og skabe forskellige temaer i realtid, mens du tager billedet.  Bagkameraet kan ligeledes levere rigtig flotte resultater, men lider lidt under mangel på billedstabilisering og halvsløv ydelse. Under halvmørke forhold bliver støjen fremtrædende, og billederne sløres nemt.