Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Handelskrigen har ikke fået Huawei til at stoppe lanceringen af nye produkter, men hvorhenne produkterne kommer på markedet er indskrænket betydeligt, efter producenten har mistet adgang til Googles tjeneste.
Det betyder desværre at vi næppe kommer til at se den nye MatePad Pro i Danmark. I hvert fald ikke får før handelskonflikten mellem USA og Kina er løst eller at Google får en særtilladelse til at handle med Huawei, hvilket måske lige nu er det mest realistiske scenarie.
MatePad Pro kommer med Android 10 som styresystemsystem, suppleret af Huaweis eget EMUI 10, men der er ikke adgang til GMS - Google Mobile Services - og det betyder nul Google Play og dermed nul MobilePay, eBoks og stort set alle de apps, der er vigtige for danske brugere. I stedet er der HMS (Huawei Mobile Services) med adgang til Huaweis eget AppGallery, som stille og roligt er ved at blive bygget op, også med danske apps.
Skærm fylder det hele
På hardware ligner det en tablet, der vil være i stand til at konkurrere mod de bedste på markedet. Den er tænkt som en tablet til produktivitet, ligesom iPad Pro og Samsung Galaxy Tab S6.
Skærmen måler 10,8" og er en AMOLED-sag i 16:10-format med 2560 x 1600 pixel og en screen to body-ratio på 90 procent. Der er blot et lille prikhul til kameraet ellers fylder skærmen stort set hele fronten.
MatePad Pro har desuden fire højttalere og Dolby Atmos.
Det stærkeste fra Huawei
Huaweis tablet er, ligesom de nye Mate 30-mobiler, forsynet med det nye Kirin 990-chipsæt og den gås med 6 eller 8 GB RAM samt 128 eller 256GB lagerplads.
Trods en vægt på på kun 460 gram og en tykkelse på 4,9 mm er der blevet plads til et stort 7250 mAh batteri. Opladningen sker med Huaweis lynhurtige 40W SuperCharge-teknologi. Der er også mulighed for 15W trådløs opladning og 7,5W omvendt trådløs opladning.
MatePad Pro har en computertilstand, der minder om en Windows pc og der er mulighed for at tilslutte tastatur. Den fungerer også med Huaweis M-Pen, så man kan tegne og lave noter i hånden.
Huawei MatePad Pro fås i farverne hvid, sort og orange. Den fås med eller uden 4G og kommer til at koste fra 470 dollars og op. Men det er som sagt tvivlsomt at vi kommer til at se den i Danmark, før handelsforbuddet løftes.