Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Huawei bekræfter: Mate 30 kommer uden Google-apps

Huaweis europæiske topchef var mødt op til en åben snak om den pressede situation, producenten står i lige nu med amerikansk handelsblokade og manglende adgang til Google-tjenester.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En ny topmobil fra Huawei er lige om hjørnet. Mate 30 lanceres d. 19 september, men Huawei står med et kæmpe problem. Producenten har ikke lov at bruge Google-apps på kommende mobiler. Det har den amerikanske præsident Donald Trump hindret med en handelsblokade, foranstaltet i maj. Google bekræftede forleden, at de ikke kan levere apps og tjenester til Mate 30.

Men hvordan ser fremtiden så ud for Huawei og deres produkter? Adam Mynott, Vice President for Corporate Communications hos Huawei EMEA, var mødt op til interview i København tidligere på dagen, for at svare åbent på alle de spørgsmål tech-pressen måtte have.

Android-mobil uden Google-apps

Først og fremmest blev det slået fast at handelsblokaden ikke rammer 5G-forretningen, og der blev lagt stor vægt hvor væsentlig en del af Huaweis virke den udgør samt hvor godt det går, trods visse udfordringer med at få lande som eksempelvis Danmark til at implementere Huaweis netværk. Alene i Europa vil 28 lande bruge Huaweis 5G-løsninger, når det nye mobilnetværk udrulles.

Betydeligt mere pressede er Huawei, når det gælder smartphone-forretningen. Blandt de første spørgsmål var derfor meget naturligt, hvilken software Mate 30 vil køre:

Adam Mynott forklarede, at det vil blive en Android-mobil. Googles system er open source og Huawei vil derfor fortsat kunne anvende det. Producenten har fornylig præsenteret EMUI 10, næste version af deres eget Android-baserede interface, og det er baseret på det helt nye Android 10, som rulles ud den kommende tid. Google kan imidlertid ikke længere tilbyde deres apps til Huawei. Mate 30 kommer derfor uden essentielle Google-apps som Gmail, YouTube, Maps og ikke mindst Google Play, som er den primære adgang til nye apps for langt de fleste brugere.

"Googles apps vil ikke være præinstalleret, men de vil kunne hentes til Mate 30. Det vil ikke nødvendigvis være nemt, man det kan lade sig gøre", forklarede Adam Mynott.

Adam Mynott. Adam Mynott.

En usikker fremtid

Han fortalte også, at udsigterne for den foldbare Mate X, som skulle have været i handlen i sommer, er endnu mere usikre. "Den kommer inden november, men om den vil køre Android er meget usikkert. Vi håber på det, men det er ikke til at vide nu. Situationen skifter hele tiden, og det kan være svært at sige, hvordan tingene ser ud om fjorten dage. Vi har vores eget alternativ, HarmonyOS, men det er ikke stress-testet på markedet endnu, og derfor ikke klar til brug i en smartphone som Mate X."

Huawei har også haft god succes med bærbare computere de seneste par år, men her er situationen ikke bare usikker, men helt uvis. Producentens computere er baseret på processorer fra Intel og software fra Microsoft, to amerikanske selskaber. På spørgsmålet om eventuelt kommende bærbare vil køre med Intel-chips og Windows som styresystem, lød svaret ganske enkelt: "We don't know".

Læs vores interview med Huaweis danske chef, Renke, her.