Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: HTC Vive Pro 2: Den vildeste VR-oplevelse

Vive Pro 2 er for dem, der ønsker det vildeste på billedkvalitet, lyd og features.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Virtual Reality er måske ikke så hot længere, som det var for nogle år siden, men fænomenet er heldigvis ikke dødt. Der udvikles i den grad videre. Vive Pro 2 viser, hvor langt vi er nået på nuværende tidspunkt.

Det nye headset er for dem, der ønsker det vildeste på billedkvalitet, lyd og features.

På brugervenlighed er det ikke på niveau med Vive Cosmos, som kan bruges uden basestationer. De to kameraer gør opsætningen lidt omstændelig. En lille hub skaber bro mellem headset, controllere og computer. Både USB 3 og DisplayPort skal bruges for at kommunikere med headsettet. Desværre medfølger ingen adapter til Mini DisplayPort og USB C, som ellers er ret udbredt i bærbare pc’er, så der kan være risiko for lidt tilkøb her.

Kræver en toptunet pc

For at få fuldt udbytte af headsettets tekniske formåen skal din computer være udrustet med grafikkort i den ekstreme ende af skalaen (GeForce RTX 2060 eller Radeon RX 5700) samt en DisplayPort 1.4. Mindre kan dog også gøre det, så får du bare ikke 5K og 120 Hz, og dermed ryger lidt af pointen. For så kan du næsten ligeså godt købe det ældre Vive Pro 1 eller Cosmos. Men også kun næsten, for Vive Pro 2 har mere at byde på end den forrygende billedkvalitet (og den er virkelig forrygende – vi har aldrig oplevet noget lignende i VR).

Headsettet leverer også lyd i hi-res med understøttelse af Spatial Audio, så du får en overbevisende fornemmelse af at befinde dig i en helt anden verden.

Det er en fryd at bevæge sig gennem det syrede univers i Paper Beast og opleve andre virtuelle verdener via dette teknologisk overlegne headset, som måske nok er et produkt for de få, men som enhver vil kunne sætte pris på.

Pris: 6399 kroner