Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Megamobil med to skærme

HTC har droppet jackstikket på deres nye kæmpemobil. Til gengæld får du en ekstra skærm og lyd, der tilpasser sig dit øre.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

HTC har stået bag nogle af de lækreste Android-mobiler de senere år, der er bare ikke særlig mange, der har købt dem. Med den nye U Ultra prøver producenten at gå nye veje. Men er det et desparat skud i tågen eller en vellykket genfødsel?

En ektra skærm

U Ultra er en stor mobil. Hovedskærmen måler 5,7”, og oveni den kommer så en ekstra 2” skærm på toppen. Selvom den er relativt slank og ligger godt i hånden, er den derfor svær at få plads til i en bukselomme. Designet er nydeligt. Med det buede glas på bagsiden minder den en smule om Samsungs nyeste Galaxy-mobiler.

Skærmen står skarpt i QHD, og sortniveauet er fint, men hvide baggrunde fremstår udvaskede og blege, hvilket nok mest af alt kan tilskrives LCD-panelet, som HTC af en eller anden grund har valgt at bruge.

Skærmen i toppen giver genveje til apps, kontakter, kalender, vejr m.m. via små ikoner, som du selv kan tilpasse. Den fungerer også, når hovedskærmen er låst, så man lige kan tjekke sit næste møde eller vejret de kommende timer, uden at låse mobilen op. En fin og velfungerende feature.

Farvel til jackstikket

De fremragende Boomsound-højttalere, som hævede HTC One-mobiler over konkurrenterne, er der ikke blevet plads til. Der er blot en ganske skrabet monohøjttaler i bunden.

Heller ikke et helt almindeligt jackstik finder du på mobilen. HTC er gået Apple i bedene, og tilbyder kun lade-indgangen som tilkobling til hovedtelefoner.
Der kompenseres med et sæt USonic in-ears, som kan sættes i USB C-indgangen. Disse er forsynet med adaptiv lydteknologi, så lyden tilpasser dine ører, og de lyder faktisk fremragende.

Et pænt stykker bedre end de in-ears man almindeligvis får med en mobil. HTC inkluderer dog ikke en USB C til minijackadapter, så man kan tilslutte almindelige kablede hovedtelefoner.

Glimrende kamera

HTC har også tryllet lidt med lyden, når du optager video. Fire indbyggede mikrofoner fanger lyden fra alle sider, så man får en 360-graders oplevelse. Det er svært at fornemme på mobilens indbyggede højttalere, men i lidt bedre højttalere opleves en god rummelighed i lydbilledet.

Billedet er også glimrende, når du filmer video, og det samme gælder, når du skyder stillbilleder. Selv i lav belysning er der en behagelig ro og skarphed i billederne.
Selfie-kameraet er også særdeles kompetent, og et af de mest alsidige du finder på markedet lige nu.

Der er mulighed for at skyde skarpe billeder på 16 MP eller bruge det lavere opløste UltraPixels-kamera, der suger mere lys og derfor klarer sig bedre i lav belysning.

Slår ingen rekorder

U Ultra slår ingen rekorder, når det gælder ydelsen, men den præsterer udmærket. I vores benchmark var den på niveau med Samsung Galaxy S7 fra sidste år.
Batterilevetiden er også anstændig. Du kan godt klemme lidt mere end en dag ud af den, og den lader ret hurtigt op igen, når du bruger den medfølgende Quick Charge-oplader.

Som sædvanlig har HTC gjort en del ud af Sense-softwaren, som er lagt oven på Android 7.0. Hvis du giver mobilen lov, kan den give et væld af personaliserede anbefalinger og hjælp til diverse ting i dagligdagen. Den kan også genkende din stemme, så du eksempelvis kan låse mobilen op ved en simpel talekommando.

Interessant megamobil

HTC er en kæmpestor, men veldesignet mobil, som byder på spændende, og i mange tilfælde velfungerende, tiltag, men også et par smuttere, som eksempelvis det manglende jackstik.

Noget afgørende nyt kommer den dog ikke med, og med en pris på omkring seks tusind kroner, så er den oppe mod særdeles hård konkurrence. Men det er ikke desto mindre et interessant bud på en mobil i megaformat.