Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Endelig en netbook der sparker røv

... eller faktisk er det en fornærmelse at kalde HP Mini 5102 for en netbook, for med Windows 7 Professionel er der ikke meget netbook over den. Det er nærmere en bærbar, der er kommet ned i en virkelig bærbar størrelse.

Af Benny Christen Grandahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den følger mig overalt! Den er nemlig så lille, at den er lige så nem at tage med som en notesbog, og med indbygget bredbåndsforbindelse, OneNote og Outlook kørende hele tiden, kan jeg både følge med i mailstrømmen og hurtigt få skrevet tanker og ideer ned, når de opstår, uanset hvor end jeg måtte befinde mig.

Det allermest overraskende ved den lille svend er batterilevetiden. Hele seks timer har jeg computerkraft, når batteriet er fuldt opladet.

Så den rækker snildt til en dag i byen med møder, mailbesvarelser og diverse øjeblikke, hvor jeg lige kan få skrevet lidt tekst eller tilpasset en præsentation inden mit næste møde.

En bærbar bærbar

Jo, HP Mini 5102 er i sandhed en bærbar computer i de dimensioner, som en bærbar computer altid skulle have haft.

Olivetti var der allerede for små 20 år siden med deres lille sort/hvide A5-notebook med indbygget diktafon, men batterilevetid, vægt og performance var ikke med den.

Her næsten 20 år senere kom netbook’en med en størrelse, der igen var rigtig, men med processorkraft og operativsystem, der gjorde den stort set uanvendelig til andet end mailskriveri eller teenagerens første computer.

Og det der med at køre flere programmer på en gang, det var der simpelthen ikke saft eller kraft til.

2 GB hukommelse gør forskellen

Men sådan er det ikke fat med HP Mini 5102. Bevares, det er ikke en sportsvogn, og Windows Experience Index er på sølle 2,3, hvilket faktisk er 0,1 mindre, end den Packard Bell dot S2 vi bruger til madopskrifter derhjemme, men i praksis fungerer det fint nok at have f.eks. både Outlook, OneNote og Word kørende på en gang sammen med Messenger, Office Communicator og et par hjemmesider. D

en lille Intel® Atom™ Processor N450 på 1,6 MHz kører da godt nok på fuld kraft hele tiden, men jeg kan arbejde lige så gnidningsløst og hurtigt på HP’en som på min Lenovo W500, der er min ”normale” arbejdsmaskine.

Hemmeligheden er, at der er 2 GB hukommelse i maskinen, så jeg slipper for at skulle vente på, at sidefilen bliver opdateret på harddisken, for jeg rammer slet ikke loftet, hvilket man hurtigt gør på en almindelig Netbook, der kun er bestykket med 1 GB hukommelse.

En sikker vinder

Som computer på farten for en typisk bruger med informationworker-behov – altså primært kontorprogrammerne i Microsoft Office og tilhørende tilbehør – spiller den lille HP Mini 5102 simpelthen maks.

Ud over superpower-versionen med 2 GB og Windows 7 Professionel og indbygget mobilt bredbånd, som vi var så heldige at få lov at teste, fås den også med en lidt mindre bestykning med de traditionelle 1 GB hukommelse og Windows 7 Starter.

Den koster kr. 3.375,-, hvor den model, vi testede, koster små kr. 5.300,-.
Jeg er svært begejstret, om end prisen er lidt pebret i forhold til almindelige netbooks – men det her er mere en rigtig bærbar end en netbook. Derfor!