Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: HP X360 1030 G3: Kompakt og stilsikker konvertibel maskine

HP kombinerer flot hastighed, underholdning og stil i en særdeles let indpakning.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne HP har næsten Mac-kvaliteter, når vi ser på designet. Du vil også nyde synet af skærmen, som i slukket tilstand er næsten lige så mat som skærmrammen, og du vil glæde dig over de flotte, små perforeringer, der sidder på begge sider af tastaturet, hvor lyden slippes ud. Lyden står B&O for, og så er det jo ganske passende, at X360 er en designperle.

Computeren er ren og meget enkel i sit udtryk. Den er lækker på afstand, men ikke prangende. Den er først og fremmest funktionel. Tastaturet har en gummioverflade, så fingerne ikke glider, og piletasterne er fint store. Samme gode stil finder vi i form af den lille ”brønd”, som udgør touchpad’en. Den er både meget præcis og hurtigt reagerende. Du kan også bare klikke på skærmen, som er berøringsfølsom.

Selvom der er tale om en konvertibel bærbar, er denne HP testens letteste – med få gram op til Lenovo, men med fin margin til testens Dell. Modsat Dell har HP dog blot 8 GB hukommelse samt en mindre kvik processor. I praktisk brug er det dog svært at mærke forskel på Dell og HP, og vores kontrolmålinger afslører faktisk, at HP’en er en anelse hurtigere.

Næsten ingen blæserstøj

Dell løber dog med guldet, da Latitude-maskinen på mange måder er mere brugbar i hverdagen med sin lækre overflade og lidt bedre tastatur. HP kan til gengæld prale af at være ret støjsvag, og tak for det. Vi oplever desværre alt for ofte, at netop HP-maskiners blæser kører lidt for meget og lidt for ofte. Men ikke her.

Skærmen står ret flot og med dybe farver. Nok en bagatel mere korrekt end hos Dell, men knapt så farvestrålende. Det er få ting, der adskiller de to. Vi synes, Dell er en bedre maskine til allroundbrug. Men HP’s Mac-lignende design vil helt sikkert trække kunder til.