Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: HP X27qc: Gamingskærm der kan meget mere end det

En buet gaming skærm på 27” med et meget hurtigt panel er godt. Når det er kombineret med en opløsning, der samtidig giver mening til det daglige arbejde, bliver HP’s X27qc lige pludselig ret interessant.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En gamingskærm har som regel full HD-opløsning (1920 x 1080 pixel), hvilket mange gamere foretrækker. Det har dog den lille ulempe, at tekst, ikoner og andet bliver lidt stort i det, og at der måske er for lidt plads på skærmen til at have mange vinduer åbne samtidig.

Denne gamingskærm fra HP er lidt anderledes – om end ikke helt unik. Den har nemlig en opløsning på 2560 x 1440 pixel, hvilket på mange måder er et perfekt format, når der både skal arbejdes med billeder og tekst. Nu er det ikke alle spil, der understøtter formatet, men selv i tilpasset opløsning, går det rigtigt godt.

Det skyldes ikke mindst, at HP X27qc har meget høj lysstyrke. 350 cd/m2 er bestemt i den øvre ende af den behagelige prisklasse, som HP-skærmen befinder sig i. Læg dertil en responstid på kun 1 ms og en opdateringsfrekvens, når du spiller, på forrygende 165 Hz. Resultatet er en skærm, der står klipperoligt.

Selv i heftige spil svigter gamingpanelet dig ikke. Har du grafikkort, der matcher, er der derfor ikke meget at være ked af. Farverne er ikke glansfyldte eller meget dybe. Men billedet har en god skarphed og ikke mindst ro. Skal du have de andre kvaliteter med, skal du ofre pengene på en mere kostbare skærm.

Buer kun lidt

Skærmen buer ikke særlig meget, så selv brugere, der normalt ikke bryder sig om at sidde foran et krumt panel, vil kunne acceptere denne HP X27qc-skærm.

De vil så også kunne glæde sig over skærmopløsningen, der som nævnt er tilpas høj, når du skal arbejde i produktionsapps som Word, Excel og lignende. Pixel-størrelsen favner bredt, så du har en god størrelse på tekst og samtidig mange detaljer i billeder.

Skærmen bevæges lodret i foden, og den kan vippes. Den kan ikke vendes, men det vil heller ikke give mening, når panelet er buet.

Det er bedre at arbejde med end full HD-opløsning, men selvfølgelig får du ikke de fordele, som 4K giver ved videoredigering og billedbehandling. Der er kun HDMI- og Displayport, og her savner vi især USB-C, som jo efterhånden er standard.

Der er masser af gode muligheder for at indstille skærmen ved hjælp af knapper bagpå skærmen. De er dog lavet lidt på gammeldags manér, hvilket betyder, at det er ret håbløst at bruge dem til at navigere med. Du skal først lære, hvilken knap der matcher det, der vises på skærmen.

Resultatet er, at du konstant tæller knapper fra top eller bund, og når du endelig finder den rigtige, er menuen forsvundet. Men det kan tilgives, når nu prisen er meget rimelige 2300 kroner. For det er nemlig prisen sammenholdt med alle de fordele, vi har afsløret i testen, der gør denne HP-skærm interessant.

Det er en ægte gamingskærm – endda med en lille krumning – men den kan bruges til alt muligt andet, uden at HP har måttet gå voldsomt på kompromis.