Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: HP Sprocket: Fotoprinter i lommeformat

Hvis nogen lagde HP Sprocket på bordet foran dig, og du udbrød, ”næh endnu en powerbank, nydeligt design for øvrigt”, ja så ville ingen tænke, at du er helt galt afmarcheret. Men det ville du være, for Sprocket er en fotoprinter i lommeformat.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den lille fotoprinter er kun 11,6 cm lang og 172 gram tung, det kan derfor ikke overraske mange, at den er beregnet til brug sammen med smartphones og tablets, enten til Android- eller iOS-enheder. Der anvendes Zink printteknologi, kendt fra blandt andet Polaroid-kameraer, det betyder at der ikke anvendes patroner, men termisk papir til print. Betjeningen er ganske ligetil, man etablerer en forbindelse til printeren via Bluetooth og åbner for Sprocket-appen, der skal installeres på ens mobile enhed.

Appen er ikke kun udgangspunkt for valg af foto, der skal printes, her får man også adgang til redigeringsmuligheder, inden der printes. Efter omstændighederne kan man tilrette ens foto på mange felter, lige fra kontrast, lysstyrke og farvemætning over tilføjelse af rammer, beskæring, tilføjelse af tekst og frihåndstegning samt tilføjelse af færdigskabte skabeloner. Sprocket benytter specielt HP Zink papir specielt udviklet til Sprocket, der er tale om selvklæbende ark på 5 cm x 7,6 mm med blank overflade.

Udskriftkvaliteten og farvegengivelsen på print, der for øvrigt er på 313 x 400 dpi, kan i øvrigt blive ret god, specielt hvis man redigerer fotos, så de gengives optimalt, print har en tendens til at hælde lidt mod den mørke side. HP Sprocket undgår at falde i den fælde, som mange termiske kameraer eksempelvis gør, nemlig at papiret er så dyrt, at ingen efter kort tid vil benytte produktet, fordi det er for dyrt i brug.

Med en pris lige over 70 kroner for 20 stykker fotopapir er det for typen ret billigt at printe, husk at man heller ikke skal tænke på blæk. Sprocket lades op via det medfølgende microUSB-kabel, og printeren sparer strøm ved at slukke, hvis den ikke benyttes i nogle minutter. Sprocket er et nicheprodukt, men for dem der vil printe selfies, Facebook-billeder og kamerabilleder på farten, er det et oplagt produkt.