Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: HP Spectre Folio: Luksuslaptop i læder

HP Spectre Folio er en hybrid-bærbar i den bedre klasse, iklædt et iøjnefaldende design af ægte læder.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvad skal man gøre for at skille sig ud på pc-markedet i dag? Man kan ikke bare lave endnu en blank aluminiumslaptop. Læder kunne være svaret. Det er i hvert fald hvad HP har kastet sig ud i med Spectre Folio, som vel nok er verdens første hybrid-bærbar skabt med et ydre af ægte kernelæder.

Tre tilstande

For at ret skal være ret, er der måske i virkeligheden mest tale om en ultratynd aluminiumsbærbar indkapslet i en overflade af læder. Et slags permanent cover, dog med integreret touchpad i læderdelen under tastaturet. Vi havde gerne set, at man havde forsøgt at smelte metal og læder lidt bedre sammen.

Men der er dog en mening med, at skærmen stikker lidt ud af læderet. Da der her er tale om en 2-i-1-maskine, er det i sagens natur muligt at flippe skærmen rundt for at skifte mellem forskellige tilstande. Det sker på en lidt anderledes måde end andre hybrider, vi har prøvet.

På midten af læder-bagcoveret er et knæk, så skærmen kan vippes bagover. Det giver mulighed for at lægge touchskærmen ned, så fronten er udad og bagsiden dækker tastaturet. På den måde får du en tablet. En lille hældning fra toppen gør, at den bliver nemmere at betjene i liggende tilstand. Det er da heller ikke ligefrem en tablet, du har lyst til at sidde med i hånden for længe, for Spectre Folio er ret tung.

Du kan også stoppe halvvejs og lade underkanten af skærmen ramme den magnetiserede hvileposition foran tastaturet. En god stilling, hvis du vil nyde underholdning eller foretage andet, hvor du vil have skærmen tættere på og ikke har brug for tastaturet. Det kunne være kreative grafiske opgaver. Der medfølger en pen, så du kan tegne, skitsere og redigere i hånden. En aktiv digital pen af ganske glimrende kvalitet, med fin respons og høj præcision.

Når du skal afsted, klapper du laptoppen sammen med lædersiderne udad og smider maskinen i tasken. Så ligner den en god gammeldags lædermappe eller en forvokset notesbog. Det virker som læder af fin kvalitet, der formentlig nok skal ældes med ynde. Tydelige syninger, der hvor bagsiden knækker, understreger det omhyggelige håndværk.

Hardware af høj klasse

Spectre Folio er forsynet med en rigtig glimrende 13,3”-skærm med høj lysstyrke, så du faktisk kan bruge den i direkte sollys uden de helt store problemer. Tastaturet er ligeledes af høj klasse, med fint mellemrum og god vandring i tasterne, trods den ret flade profil.

Bang & Olufsen har hjulpet med højttalerne, som med fintprikkede huller tager en del plads nedenfor skærmen. Det resulterer i ganske glimrende lyd, omend der efterhånden er mange producenter, som er begyndt at gøre en del ud af lyden i denne slags maskiner, og Spectre Folio når ikke helt op blandt de bedste.

Udvalget af tilslutninger er på helt tidstypisk vis utrolig skrabet. Udover et minijackstik til hovedtelefoner, klemt ind i siden af skærmen, er der blot tre USB C-porte, den ene dog med opladning og to af dem med Thunderbolt 3 samt understøttelse af HDMI, DisplayPort og flere andre standarder. Så du er faktisk ganske fint dækket ind med muligheder.

Det er også muligt at få eSim eller indgang til nanoSim, hvis man ønsker det.

Moderate kræfter

Modellen, vi testede, var med 512 GB lager, 8 GB ram og en
Core i5-processor. Den føltes smidig i brug og klarede uden problemer almindelige arbejdsopgaver samt videounderholdning og spil af den knap så ressourcetunge slags. Men det er absolut ikke en workstation. Den vil ramme en mur, hvis du presser den for hårdt. Det vil da nok også være de færreste, der køber denne type maskine til hardcore videoredigering og lignende. Men skulle det være tilfældet fås den også med Core i7-processor.

Batterilevetiden er svær at klage over. Med op til 18 timer på en opladning, skal du ikke bekymre dig om at løbe tør på turen.

Du betaler for designet

Du betaler en del for designet, og det er der som sådan ikke noget galt i. Byggekvaliteten fejler absolut intet, og er man til læderlooket, så er der ikke nogen vej udenom Spectre Folio.

Den snusfornuftige vil nok argumentere, at det er spild at bruge så mange penge på design og materialer, når teknikken er forældet i løbet af ganske få år, men den slags typer behøver man jo ikke at lytte til.