Der er ingen tvivl om, at HP S430c vil være den foretrukne skærm af mange brugere. For selvom den billedmæssigt ikke helt har de samme kvaliteter som Lenovo, så har den ret meget andet, som er attraktivt i vores bog (og den er lidt billigere).
Vi venter lige med billedkvaliteten, for først og fremmest er skærmen smartere designet. Kvaliteten af materialerne er ikke bedre, men foden er noget mere indbydende at se på, og man har ulejliget sig med at lave en nogenlunde imødekommende bagside – modsat Lenovo, der mere eller mindre blot har ”klasket” en boks midt på bagsiden til at huse elektronikken. Til gengæld må du – modsat hos Lenovo – leve med en stor ekstern strømforsyning.
HP har ikke helt så mange og forskellige tilslutninger som Lenovo, men den har i praksis, hvad du får brug for. Og så har den flere tricks i ærmet. Du kan poppe et stort kamera op på bagsiden, så du kan logge på med ansigtsgenkendelse. Pop-op-kameraet har i øvrigt to integrerede mikrofoner og alt, du skal bruge for at lave videokonference – godt i disse corona-tider. Opløsningen er Full HD. Kameraet kan du naturligvis let trykke ned igen efter brug, så du er sikker på, at privatlivets fred opretholdes.
HP-skærmen kan ganske som hos Lenovo vippes, så du kan få en bedre betragtningsvinkel. De to skærme minder på mange måder om hinanden, da de har samme størrelse og krumning. HP’s fod kan dog ikke løfte skærmen så højt som Lenovos, og det er et lille minus i vores karakterbog.
Hvis du er meget høj, kan skærmen godt virke lidt lav, selv i højeste indstilling. Skærmen kører heller ikke så lækkert op og ned på foden som Lenovos, der er noget lettere at styre. Så alt i alt vinder Lenovo på ergonomien.