Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

HP Pavilion dv6-6b38eo

HP Pavilion dv6-6b38eo gør i hvert fald en ting godt – den udstråler elegance.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den følger dog ikke trenden og er supertynd. Aluminiumschassiset indgyder respekt. Dog var den ikke fuldstændig vridningsstabil. Der er trods alt tale om en velbygget bærbar, der oven i købet er en smule billigere end konkurrenten fra Dell.

Cpu’en er en tokernet Intel Core i5-2430M på 2,40GHz, 6GB ddr3-ram, og grafikkortet er et Radeon HD6490M. Grafikkortet vis-te sig ikke helt at have helt så mange kræfter som de GeForce-kort, de andre deltagere anvendte. Det er med andre ord ikke ubetinget en bærbar for spilglade brugere.

Det er selvfølgelig stadig bedre end grafikken, der er integreret i cpu’en. Dv6-6b38eo klarer sig godt i den samlede PCMark Vantage-test, men også i flere af deltestene, hvor den scorer rigtig godt. Harddisken er her ikke den langsomste, dog ikke så hurtig som hos Dell. Det bevirker også, at boottiden er på 53,7 sekunder.

Gennem de forskellige Photoshop-operationer ligger den lidt hurtigere end Dell XPS over hele linjen. Til gengæld var batterilevetiden i ’Læs’-testen klart bedre end hos Dell. Skærmen er meget lysstærk og med flot billede, men den er meget sårbar over for lysindfald.

En ting, der kan være irriterende under fuld belastning, er blæserstøjen, der tydeligt høres i venstre side af den bærbare. De fysiske kvaliteter er glimrende, tastaturet er rigtig god med god fast respons. Touchpad’en er god, dog ikke enestående. Der er smarte ting som start af internet via knap, beats audio, der sikrer rigtig vellyd, og led-indikatorer i tasterne for at for vise, om trådløst internet og lyden er slået til eller fra.