Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: HP Omen X25: Design i særklasse

Omen X25 udmærker sig ved usædvanlig lækkert design, men ikke alt er godt.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Omen X25 får priskategoriens øvrige testdeltagere til at ligne en omgang billig plastik. HP bruger også plastik her, men foden bag skærmen er udformet i lækkert, sort metal, og den indbyggede skinne gør, at det er let at få skærmen til at glide op og ned. Desuden står skærmen særdeles solidt. Dette sammenholdt med den næsten rammeløse formgivning gør, at X25 slår de fleste i prisklassen med længder på design og kvalitetsindtryk!

Selve skærmen står meget klart og skarpt og har da også en opdateringsfrekvens op til 144 Hz som de øvrige gamingskærme i denne test. Men HP-skærmen har ikke helt samme knald på farverne som især testens BenQ. Det er ikke noget, du tænker meget over, når du bruger skærmen alene, men sætter man de andre testdeltagere op ved siden af Omen X25, er det tydeligt. HP-skærmen har dog en lidt bedre klarhed end Acer, som den slår med marginaler.

Isoleret set er X25 en uhyggelig flot gamingskærm til den stilbevidste. Til allroundbrug er den også relevant, da den ikke signalerer gaming. Men set i forhold til pris og ydelse får du bedre gamingskærm med testens BenQ og bedre allround-
skærm med den større HP-skærm i denne priskategori.