Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: HP Omen 17-W120NO: Lige dele gaming og multimedie

HP Omen 17 er tydeligvis en gaming-computer, men også stærk som multimedie-maskine.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det røde logo, den 17,3” store skærm og tastaturet med rødt lys sender et gamingsignal. Men HP Omen 17 er designmæssigt alligevel ikke den mest ”højtråbende” i testen.

Målemæssigt ligger Omen 17 ret langt foran testkonkurrenterne, men dykker vi ned i målingerne, kan vi se, at den trods alt er lidt efter på grafikken. Under alle omstændigheder er det en heftig sag med 16 GB hukommelse (så er vi oppe i den ægte gamingklasse!), 256 GB ssd-disk foruden den traditionelle harddisk på 1 TB.

Til professionelt arbejde med tunge filer 

Det er en kombination, der betyder, at du kan arbejde med meget store filer – for eksempel billeder optaget med professionelle kameraer. For de 16 GB gør, at programmer som Photoshop kan tildeles masser af plads, og skulle billederne være ekstremt store, kan computeren bruge ssd-disken som ram-tilskud. Og så går det hurtigt. Vi har med HP’en billedredigeret en række store raw-filer (ukomprimerede billedfiler) i Photo-shop, og de blev eksekveret ret kvikt.

God til streaming

Den store skærm og god lydgengivelse – meget klar og dynamisk – betyder, at du også gerne napper en film fra Netflix eller en af de andre streamingtjenester. Lyden leveres som oftest ved HP af B&O-elektronik, og vi noterer med glæde, at der er gjort god plads til højttalerne over tastaturet.

Blæseren kører dog konstant, og selvom det er ved lav styrke, så er den generende. Desuden har den ellers præcise touchpad en tendens til at ”klapre”, når du tapper på den. Hertil kommer, at tastaturet er lidt for ”gummiagtigt”. Samlet er HP Omen 17 med sin høje ydelse dog en anbefaling værd.

[irp]

Højttalerne ligger under en næsten usynlig perforering, som bidrager til det fine design.