Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: HP Omen 15-en825no: Imponerende skærm i vild gamingbærbar

HP’s nye Omen 15-en825no leverer al den ydelse, du kan forvente af en gaming-bærbar, men det er skærmen og dens hurtighed, der stjæler billedet.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Alle gamere har fokus på hastighed og skærmkvalitet, og det sidste er der endda ikke altid nok fokus på, når det handler om bærbare pc’er til spil. Maskinerne bliver pumpet med flotte specs. Og skærmen er på mange måder god nok, men ikke særlig hurtig. Oftest må man nøjes med en standardtype, der ikke er helt kvik nok til at følge med i heftige spil.

Skærmen vender vi tilbage til, da denne Omen har en ganske interessant bestykning. Den er klart rettet mod den seriøse gamer. Modsat flertallet af markedets gaming-laptops er det nemlig ikke en Intel-processor, som driver værket, men en AMD Ryzen, der i mange test viser sig rigeligt at kunne følge med sin mere kendte konkurrent, men til gengæld er lidt billigere i indkøb for producenterne.

Høj opdateringsfrekvens

Her er den også kvik og hjælpes godt på vej af et Nvidia GeForce RTX grafikkort. Og netop de to kan sammen give skærmen den ”opmærksomhed”, den fortjener. For den har nemlig en opdateringsfrekvens på hele 144 Hz. Det sikrer et roligt billede i de hurtige sekvenser – helt på højde med, hvad en seriøs gamer vil forlange af en god ekstern skærm.

HP Omen opleves som en hurtigløber. Den løber dog ikke så meget stærkere end mange andre konkurrenter i prisklassen omkring de 10.000 kroner. Det er vanskeligt at mærke den store forskel i afviklingen af programmer og spil i forhold til konkurrenterne. Men den billedmæssige side er bedre end hos mange rivaler. Skærmen har fin dybde og klarhed, men den står samtidig roligt som en gamingskærm bør, og det løfter oplevelsen til et højere niveau. Opløsningen er i øvrigt ”kun” i full HD, hvilket de fleste gamere dog foretrækker.

Kvalitetsmæssigt er HP-maskinen godt med. Tastaturet har fin vandring. Vi kunne godt tænke os en lidt større returtast, men sætter pris på de brugbare ekstra knapper i højre side, hvor du normalt har numerisk tastatur. Her finder du også piletasterne placeret for sig selv – igen er gameren i fokus.

Designet skriger ikke gaming. Alt er sort, og kun få logoer pryder maskinen – her ikke mindst Omen-logoet under skærmen og et diskret Bang & Olufsen-skilt under tastaturet. De danske lydsnedkere står for lyden, og selvom den brager fint igennem de indbyggede højttalere, fortjener du bedre lyd via hovedtelefoner eller eksterne højttalere.

Når Omen presses, kan det bestemt høres, men varmen ledes effektivt ud gennem bunden, der har store luftriller og blæsere. Maskinen er hverken speciel tynd eller let, men kan sagtens fungere som en kraftig hverdags-pc. Foruden spil kan du også nyde en film eller en serie på den fine skærm.

HP’s Omen 15-en825no brager ikke ind på scenen og fejer al konkurrence af bordet. Men den har en fin balance mellem ydelse, pris, design og kvalitet. Og med den fremragende skærm som bonus. Det sidste udløser en anbefaling herfra.