To ting skal være i topklasse, når vi taler bærbar gaming-pc. Det er de i denne HP Omen 15-dc1016no. Den ene ting er bestykningen. Her er vi helt oppe at ringe. Den anden er skærmen. Her får du en ægte gamingskærm på 15,6”.
Skærmen har en opdateringsfrekvens på 144 Hz, hvilket er på højde med det, man skal forvente af en separat gamingskærm. Og HP’s laptop-skærm står klippefast, når der games. Hvis du vil tilkoble en større skærm, så er det naturligvis også muligt – Nvidia-grafikkortet kan håndtere både heftige spil og store skærme.
Du bliver dog ikke specielt ked af at spille på computerens egen skærm. Den er løftet nogle centimeter højere op end på de fleste bærbare computere, og selvom det ikke er så kønt, så har det den effekt, at du sidder mere korrekt foran skærmen, når du skal koncentrere dig.
Opløsningen er Full HD, hvilket fungerer fint med de fleste spil, men naturligvis kunne være bedre, hvis du arbejder med billed-
redigering. Skærmen står ret skarpt og med en god dybde i farverne.