Du bliver nemt forelsket i denne bærbare computer. HP Envy er lidt af en nydelse – lige fra den gråsorte, anodiserede aluminium, der går igen inderst og yderst, til den kompakte formfaktor og lækre, vendbare skærm. Det er et produkt, man gerne vil eje.
Når du åbner for skærmen, kommer der også det danske logo Bang & Olufsen til syne lige under det lange perforerede område over tastaturet, hvor lyden slippes ud. For som det har været i mange år, så er det også her lydsnedkerne fra Struer, der står bag lyden. Og god lydgengivelse er ekstra vigtigt, da du kan vende skærmen rundt og bruge den som en minibiograf. Lydkvaliteten er meget klar, og især tale kommer godt ud, også når skærmen er vendt og lydpanelet vender modsatte vej.
Også under spil vil du sætte pris på lyden og ligeledes det faktum, at Ryzen 5-processoren ledsages af et dedikeret AMD Radeon-grafikkort, der gør, at Envy X360 faktisk godt kan skyde et spil af uden de store problemer.
Den er på dette punkt bedre end vores kontrolmålinger indikerer (de måler et bredt snit af typisk brug). Der er som hos Lenovo ikke tale om en rendyrket gamingmaskine. Langt fra. Men en underholdningsmaskine, der bestemt også kan bruges til gaming på et mindre ambitiøst niveau.
Ellers sætter vi pris på den meget lave vægt og det kompakte design. HP’en er let at tage med under armen og ud, hvor den skal bruges. Den er hurtig på nettet og finder nemt de netværk, den tidligere har været på.
Disken kan på nogle punkter være lidt længe om at reagere – især når der overføres fra anden disk. Men ellers oplever vi ikke de store unoder. Dog skal du nok ikke nappe et spil under en forelæsning: Denne maskine støjer, når den presses til sit yderste.
HP Envy x360 13-AR0800no
Det er nemt at blive begejstret for denne flotte, lette og kompakte Windows-maskine. Alt i alt har vi ikke meget at udsætte på HP Envy X360, når prisen også tages med i betragtning.
Producent: HP
Navn: Envy x360
Processor: AMD Ryzen 5, 3500
Ram: 8 GB
Harddisk: 256 GB ssd
Skærm: 13,3”
Opløsning: 1920 x 1080 pixel
Trykfølsom skærm: Ja
Grafik: AMD Radeon Vega 8
Styresystem: Windows 10 Home
Dimensioner: 306 x 212 x 14,7 mm
Vægt med batteri: 1,3 kg
Pris: 6499 kr.
PC Mark-måling*: 5758