Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: HP Envy Photo 7830: Frustrerende fotoprinter

Der er godt smæk på farverne i HP’s billige fotoprinter, men det kniber med præcisionen, og betjeningen er lidt af et mareridt.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vil du have mulighed for at udskrive de bedste af dine pletskud fra den digitale samling, så kræver det en printer, der er i stand til at håndtere fotos. Det får du med HP Envy Photo, som er en fotoprinter i den billige ende af skalaen.

Pænt plastik-design

Printeren er skabt hundrede procent i plast. Designet er dog nydeligt, omend printeren er lidt stor. Den fylder godt i både bredden og dybden, hvis du har den stående på skrivebordet.

En lidt upraktisk detalje er, at bakken til print skal tages af for, at du kan lægge papirer i de to bakker derunder. Der er plads til almindelig A4-papir i den ene og til postkort-størrelse fotopapir i den anden.

Printeren kører med to blækpatroner, en til sort og en til farve. Det er dejligt simpelt at have med at gøre, men ikke det mest økonomiske i blækforbrug.

Tålmodigheden på prøve

Opsætningen burde være ligetil, når du anvender de tilhørende programmer og drivere. Det var den bare ikke. Da vi ville tilslutte printeren trådløst til computeren, dukkede den i første omgang kun op som en fax, og da vi derefter forsøgte at forbinde den via USB, stod computeren bare og søgte efter den i en uendelighed. Cirka ligeså besværligt var det at få forbindelse til en iPhone. Dog lykkedes det alt sammen efter nogle timers baksen, og på en Android-mobil gik det uden problemer.

Printeren kan desuden kobles på online-tjenester som Google Drev og Dropbox, så du kan printe billeder direkte derfra. Desværre kan man ikke se billederne på printerens display, så du kan nemt komme til at printe et forkert foto, hvis ikke du har navngivet dem meget præcist.

Printeren betjenes via en touchfølsom skærm og tre faste touchikoner ude i siden. Det er nogenlunde nemt at komme til de basale funktioner, Kopier, Scan, Foto, Fax og Apps, der hver har et ikon på hjemmeskærmen, men at få adgang til alle andre funktioner er besværligt, ikke kun på grund af den ringe touchskærm, der reagerer sløvt og upræcist, så man nemt får trykket på noget forkert, men også på grund af den forvirrende menustruktur og alt andet end intuitive navigation.

Skuffende print

Vi printede fotos af forskellig art - nogle møjsommeligt taget med et godt kamera og nogle skudt i en håndevending med mobilen. Til mobilfotos klarede printeren sig udmærket, men når de fine detaljer skulle gengives på et foto af høj kvalitet, magtede den ikke opgaven helt tilfredsstillende. Fine overgange i farvenuancer blev til klumpede plamager, der var udtværing hist og her, og generelt var der en tendens til at overdrive farvestyrken og mætningen i en grad, så billederne fik et smudset gulligt skær.

Printeren er i stand til at printe helt til kanten, det lykkedes os dog kun at opnå dette, når vi printede via mobilen. Den er ligeledes i stand til at printe tekst på almindeligt papir, og det klarer den sådan set ganske glimrende, med fin hastighed. Den kan også kopiere og scanne, omend du må kigge et andet sted, hvis du vil have præcise fotoscanninger.

I det hele taget vil vi anbefale, at du kigger lidt på alternativerne, inden du kaster penge efter denne printer. For godt nok er den billig, men du kan faktisk få printere i samme prisklasse, der både er mere brugervenlige og leverer bedre resultater.