Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Den billigste er en hurtigløber

Høj hastighed er en af kvaliteterne HP Envy 13-d000no.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne pc er hele 2000 kroner billigere end den dyreste i testen. Alligevel bliver den kun slået marginalt af testens hurtigste i vores benchmark-måling, som måler på alle de mest centrale parametre. Selvom denne måling ikke fortæller hele sandheden, så giver den et solidt fingerpeg om, hvad du kan regne med i ydelse.

I praktisk brug skuffer HP’en da heller ikke. Under overfladen gemmer der sig en kvik Core i5-processor, en ssd-disk og 4 GB hukommelse. Det sidste synes vi nok er i underkanten, men når maskinen løber tør for ægte bruger-ram, får den hjælp fra ssd’en, og så holder den tempoet i vejret.

Vægten er tæt på 1,3 kilo, hvilket placerer Envy 13-d000no blandt de letteste i testen, og computerens samlede højde på 1,29 centimeter er også i den tyndeste ende af markedet.
Aluminiumsoverfladen er en smule ru, hvilket gør den modstandsdygtig over for beskidte fingre, plus at computeren er lidt lettere at holde fast på, end hvis overfladen var helt glat.

HP Envy 13-d000no Tastaturet vippes op mod skærmen, når computeren åbnes – godt tænkt, funktionelt design.


Stilrent design åbenbarer sig
Når du lukker skærmen op, åbenbarer der sig et virkelig stilrent design. På hver side af tastaturet er der lange perforeringer – her slippes stereolyden ud. Lydkredsløbene stammer fra danske B&O, hvis logo da også fremgår oven over tastaturet.

Netop tastaturet er funktionelt, med play-knapper og en direct-knap til fly-tilstand. Fint, for computeren er jo heller ikke større, end du let kan arbejde med den fra et flysæde – og måske nappe en film, hvis du trænger til noget underholdning.

Gør du det sidste, vil du nyde skærmen, der står med fin skarphed, men dog uden den helt rigtige glød i farverne. Skal du skrive meget, vil du nok kunne tænke dig et tastatur med lidt mere ”feeling”. Det er lidt for gummiagtigt, når man trykker tasterne ned. Det kan især tydeligt mærkes, hvis man lige har haft fingrene på Apples og især Lenovos tastatur.

Til underholdning er HP’en som sagt ikke så dårlig. Full HD-opløsning passer godt til det meste, og stereohøjttalerne giver en god effekt. Tilslut kvalitetshovedtelefoner, og lyden fortsætter med at være god og dynamisk. Lyden er ikke overraskende bedre med hovedtelefoner end med de indbyggede højttalere, der har nogle naturlige begrænsninger på grund af det tynde design.

Vi oplever generelt HP Envy 13-d000no som en kvik og god bærbar, og især prisen er attraktiv. Den er dokumenteret hurtig, og når den dertil er ultralet og -tynd, kan vi se igennem fingre med de småfejl, som den trods alt har. Envy 13-d000no giver fuld valuta for pengene og er let at kåre som testens bedste køb.

Langtidsholdbar
Batteritiden angives til 10 timer – det er lang tid!

B&O-lyd
Højttalerne er gemt bag perforeringer, og lydkredsløbene er fra B&O.

Ekstra lager
Trods det tynde design er der blevet plads til SD-kortlæser i siden.

HP Envy 13-d000no Det helt igennem rene look betyder, at testens billigste bestemt ikke ser billig ud.