Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Hoverboard Kawasaki: Svæv afsted over asfalten

Elektroniske transportmidler vinder frem. Segways, eldrevne skateboards og elektriske løbehjul bliver mere og mere almindelige i gadebilledet. Hoverboard Kawasaki ligger et sted mellem alle disse.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At kalde det et hoverboard er på sin vis falsk reklame – i hvert fald, hvis man tænker på de svævende skateboards fra filmen ”Tilbage til Fremtiden”. Ikke desto mindre har du fornemmelsen af at svæve over jorden, når du glider afsted på det tohjulede bræt. Boardet kører i den retning, du lægger balancen.

Det kræver lidt tilvænning, men responsen i det tunge og solide bræt er rigtig god, så det føles hurtigt naturligt at bevæge sig rundt på det. Jo mere du slapper af og bare flyder afsted, jo lettere går det faktisk. Topfarten er 15 kilometer i timen, så du er hurtigere end en forgænger, men langsommere end en cykel. I virkeligheden må du da heller ikke befinde dig hverken på fortovet eller cykelstien, når du kører på brættet.

Det er ikke godkendt til offentlig kørsel. Lidt ærgerligt, da du med cirka 20 kilometers kørsel på en opladning ellers fint kunne pendle til arbejde på det (en fuld opladning tager cirka tre timer at opnå). Men det er nok det sikreste for alle, at hoverboardet bliver i den private sfære, da det kræver et helt fladt terræn at køre sikkert. De mindste bump stopper brættet. Producenten anbefaler da også, at du bruger hjelm og beskyttere.