Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Totalt trådløse in-ears [STORTEST]: Nu er hovedtelefonerne helt trådløse

De nyeste in-ears har ingen ledninger overhovedet. De består blot af en lille øreknop til hvert øre. Men er der nogen særlig fordel i det, og hvilke af de helt trådløse hovedtelefoner er bedst? Vi har her testet fire nyheder.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Du tror måske dine in-ears er trådløse, bare fordi der ikke er ledning ned til mobilen. Men så må du tro om igen. Nu er de helt trådløse in-ears her. De har ingen ledninger overhovedet, heller ikke mellem de to øreknopper. De består blot af to øreknopper og ikke andet.

Designkiks hos Apple

Det var lanceringen af Apples seneste iPhone, der for alvor satte gang i udviklingen af de helt trådløse in-ears. Manglen på en fysisk indgang til hovedtelefoner gav behov for nem trådløs lyd. Apple var med det samme klar med AirPods – deres eget bud på en fiks løsning.

AirPods er som skabt til iPhone og bygger på samme design som de velkendte EarPods, der følger med enhver iPhone. Men i stedet for en ledning er der en lille stang ned fra hver af dem, hvori mikrofonen sidder. Et besynderligt designvalg fra en producent, der står bag nogle af historiens mest tjekkede tech-produkter. Det klæder ingen at have noget hængende ud af øret, heller ikke, selvom der står Apple på.

Resten af testdeltagerne er en mere homogen flok. Øreknopperne er større end de fleste almindelige in-ears, men mere diskrete – og i vores optik pænere – end Apples, omend Onkyos sølvlook virker lidt billigt. De halvstore klumper af plastik og gummi er designet sådan, at de så vidt muligt hægter sig fast inde i krogen af øret.

Hos testens to deltagere fra Jabra og Bragi er der også gummi-vinger og omslag, som får dem til at sidde ekstra godt fast. En fordel, hvis du dyrker sport med dem. Ved almindelig dagligt brug er der dog ikke den store risiko for, at de falder ud.

Der medfølger et godt udvalg af gummidutter. I Jabras tilfælde også silikoneklumper – i forskellige størrelser, så du kan tilpasse dem dine egne ører. Det er en anden sag med Apple. De har bare den størrelse, de har, og der er ingen dutter eller vinger med, så du kan tilpasse størrelsen.

Er man blandt de heldige med ører skabt efter Apples ideal-mål, sidder de fint, men har man, som undertegnede, ører der er lidt større, så sidder de ikke særlig godt fast.

Det kan gå an, når du sidder foran computeren, men de ryger ud, hvis du går, cykler eller er aktiv på anden måde – ikke helt ud af øret, men sådan at de sidder løst, hvilket går ud over lyden. Man kan dog købe gummidutter i løssalg fra tredjepartsproducenter.

Ørene fulde

Hvordan in-ears sidder i ørene er helt afgørende for lydoplevelsen. Sidder de for løst, mister man bassen, samtidig med at støj fra omverdenen slipper ind. Der var et problem med AirPods, men Elite Sport er dog heller ikke nemme at få til at sidde ordentligt.

Selvom de sad solidt og sikkert i øret, manglede der bund i lyden, de første gange vi prøvede dem. De gav blot en skærende mellemtone, der ikke var særlig behagelig.

Vi prøvede os frem med alle kombinationer af dutter og vinger, og gav faktisk op, indtil vi prøvede en sidste gang med de største silikoneklumper i pakken. Vi pressede dem helt ind i øret, til det nærmest var ubehageligt. Så lød de pludselig fremragende.

De leverede et virkelig flot balanceret lydbillede, med god klarhed og plads til alle elementer. Onkyos og Bragis hovedtelefoner var nemmere at få til at lyde godt. De sad ordentligt i ørene uden besvær. Begge leverer ganske glimrende lyd, dog med mest bund og fylde hos Onkyo.

Det er imidlertid Apple, der tager prisen for bedste lyd. Når ørepropperne sidder, som de skal, er der punch i lyden som hos ingen af de andre, uden at det går ud over klarheden og definitionen, der er imponerende for et sæt små in-ears. Disse in-ears hovedtelefoner har for det meste en fin forbindelse. 

Fin forbindelse for det meste

Alle fire kobles til mobilen via Bluetooth. For Jabra, Bragi og Onkyos vedkommende sker det ved at parre dem på almindelig vis. Med AirPods sker det helt automatisk, når du tager dem ud af æsken. Det er enormt tjekket og brugervenligt. Har du først parret dem én gang, kobler de andre dog som regel også automatisk på mobilen, når du sætter dem i ørene. Det kan imidlertid være nødvendigt at aktivere den venstre øreknop separat, hvilket er en lille streg i regningen.

Forbindelsen er generelt fin. Kun en enkelt gang oplevede vi udfald i signalet mellem to øreknopper. Det skete med Bragi The Dash, som pludselig gav en konstant skærende tone i venstre øreknop. Netop dette headset havde også ualmindelig ringe forbindelse til mobilen. Lå mobilen i bukselommen var der så megen hakken i musikken, at det var umuligt at lytte på. Først når den kom op i inderlommen på jakken, var forbindelsen fin.

Der er mulighed for at betjene alle fire testdeltagere direkte på øreknopperne. Med fysiske knapper på Jabra og Onkyo og med touch på Apple og Bragi.

Fordelen ved fysiske knapper er, at du ikke så nemt kommer til at trykke forkert, mens ulempen er, at du kan komme til at presse ørepropperne skævt i øret, når du trykker knapperne ind. Som en ekstra finesse kan Bragi The Dash også styres ved at nikke og ryste på hovedet. Det fungerer dog ikke særlig godt.

Forskel i funktioner

Mængden af funktioner varierer. Apple og Onkyo er relativ simple, mens Jabra og Bragi byder på et udvalg af features, der kan matche selv de mest avancerede over-ears.
Der er ikke bare mulighed for at tale i telefon (som der i øvrigt er på alle testdeltagere), lukke lyd fra omverdnen ind og ud; der er også et helt univers af træningsfunktioner.

The Dash kan tracke løb, cykling, svømning og måle din puls. Der kræver dog en ekstra Bluetooth-parring af sensorer for at fungere.
Jabra måler din puls i øret samt dit VO2 Max-niveau og et væld af andre fysiske data. Begge in-ears har en app tilknyttet, hvor oplysningerne samles. Jabras app er dog længder foran Bragis, når det gælder fitness-funktioner.

Ekstra strøm i æsken

Det er selvsagt ikke meget batteri man kan klemme ind i så små enheder, så batteritiden er ret kort. Apple klarer sig bedst med omkring fem timers lytning på en opladning, mens Jabra og Onkyo ligger i bund med cirka tre timer. Fælles for dem alle er, at de leveres i et lille etui, der ikke bare tjener til at opbevare dem, så du ikke kommer til at smide en af dem væk, men samtidig også oplader dem. På den måde har du ekstra strøm til rådighed, selv når du er langt fra en stikkontakt.
Du får mest i AirPods, der har over 24 timers batteritid, når strømmen fra etuiet lægges oveni, og mindst hos Jabra, der kun byder på to ekstra opladninger af cirka tre timer hver.

Bragi skal have ros for sin æske, der med sit simple metallook, med diskret kig ind til de lysende øreknopper, er enormt gennemført. Jabras og Apples er enkle og funktionelle, mens Onkyos er stor, klodset og ærlig talt lidt kikset med sit tonede glas.

Den er heller ikke nem at klemme øreknopperne ned i. Skulle en af øreknopperne blive væk, kan man købe dem separat. Jabra har har dog en tracking-funktion i sin app, der gør det muligt at lokalisere en øreknop. Det er utroligt, det kan lade sig gøre at klemme så megen teknolgi ned i så små enheder. Men giver det nogen særlige fordele at de er helt trådløse? Både ja og nej.

Der er da en frihed i at slippe for ledningen, men med det sagt, er det nu altså ikke særlig besværligt at have en ledning mellem sine øreknopper, og det gør samtidig, at den ene aldrig bliver væk fra den anden, og at de kan hænge om halsen, når du holder pause i musikken. Tiltaler det hundredprocent trådløse dig, er der dog ingen grund til ikke at købe et par.

Teknologien er moden. Kun hos Bragi The Dash oplevede vi tekniske problemer. Ærgerligt, for dette headset er det mest tjekkede af de fire. Det har masser af funktioner og smart betjening. Onkyos er til gengæld nemt at bruge og passer til alle. Apples lyder bedst, men er desværre ikke skabt til alle ører.

Når man har fundet ud af at klemme Elite Sport ordentligt på plads i øret, er det dog her, du samlet set får den mest komplette oplevelse. Designet er solidt, lyden er glimrende, og så er Jabra-enheden stopfuld af funktioner, som du godt nok får mest glæde af, hvis du er sportsudøver.
Jabra vinder derfor, mens Apple for en sjælden gangs skyld ender som bedste køb. 

Bragi The DASH

 

The Dash styres med touch på overfladen af øreknopperne.

 

Forbindelse: Bluetooth; BT LE
Holdbarhed: Vandtæt (IP67), stødsikker, svedafvisende
Sensorer: Accelerometer,
gyroskop, magnetometer samt pulsmåler
Styring: Touch
Batterilevetid: 3 t. + 6 t. i etuiet
Vægt: 4 g + 20 g i etuiet
Pris: 2399 kr.


Kvalitetsindtryk: 4/5
Brugervenlighed: 4/5
Funktioner: 4.5/5
Ydelse: 3/5
Pris: 3/5

Samlet vurdering: 3.5/5

Jabra Elite SPort

Der følger gummivinger af forskellig størrelse med Jabras øreknopper, så de kan sidde ekstra godt fast i ørene.

Forbindelse: Bluetooth
Holdbarhed: Vandtæt (IP67), stødsikker, svedafvisende
Sensorer: Pulsmlåler, accelerometer
Styring: Knapper
Batterilevetid: 3 t. + 6 t. i etuiet
Vægt: 4 g + 69 g etui
Pris: 1999 kr.

Kvalitetsindtryk: 4/5
Brugervenlighed: 3.5/
Funktioner: 5/5
Ydelse: 3.5/5
Pris: 3.5/5

Samlet vurdering: 4/5

Apple AirPods

Forbindelse: Bluetooth
Holdbarhed: Vandtæt (IP67), stødsikker, svedafvisende
Sensorer: Nærheds
Styring: Touch
Batterilevetid: 5 t. + 24 t. i etuiet
Vægt: 4 g + 38 g etui
Pris: 1379 kr.

Kvalitetsindtryk: 4/5
Brugervenlighed: 5/5
Funktioner: 3/5
Ydelse: 4/5
Pris: 4/

Samlet vurdering: 4/5

Onkyo W800BT

Onkyos øreknopper er nemme at få til at sidde godt, men det sølvfarvede plastik-look får dem til at virke lidt billige.

Forbindelse: Bluetooth
Holdbarhed: Vandtæt (IP67), stødsikker, svedafvisende
Sensorer: Nærheds
Styring: Knapper
Batterilevetid: 3 t. + 15 t. i etuiet
Vægt: 7,5 g + 98 g etui
Pris: 2499 kr.

Kvalitetsindtryk: 2.5/5
Brugervenlighed: 4/5
Funktioner: 2.5/5
Ydelse: 4/5
Pris: 3/5

Samlet vurdering: 3/5