Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hovedtelefoner [STORTEST]: Luksuslyd - helt for dig selv

For mange er hovedtelefonen den primære vej til store musikoplevelser. Hvis du også har det sådan, er det her, du skal sætte din hi-fi-investering ind. Vælg din næste hovedtelefon i denne test af luksus-modeller – både on-ear- og over-ear-modeller.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Giver det mening at ofre mange penge på en hovedtelefon? Ja, det synes vi, hvis du – som efterhånden flere og flere – bruger hovedtelefonen som den primære vej til store musikoplevelser, måske med en mobiltelefon og en streamingtjeneste. For så er det ”egoist-lyden”, du skal satse din største hi-fi-investering på.

Her tester vi on-ear- og over-ear-modeller op til 4000 kr., altså luksus-hovedtelefoner, som alle leverer høj lydkvalitet. Testen afslører dog, at nogle modeller har endnu bedre gengivelse end andre, og hvorfor ikke gå efter det allerbedste?

Høj pris – få funktioner

Testen afslører også nogle klare trends – og enkelte af dem vil du nok finde ret overraskende.

For eksempel: Jo højere du går op i pris, des mindre kan en hovedtelefon. Det lyder jo paradoksalt, men det er tydeligt, at mange topmodeller er renset for funktioner og smarte gimmicks.
Det er der flere grunde til. Blandt andet mener mange producenter – med rette – at funktioner som Bluetooth og støjreduktion ikke gør noget godt for lydkvaliteten. Et kabel er derfor bedre end en trådløs forbindelse, og støj må man bare leve med, hvis man ellers går efter den optimale gengivelse.

Bedre lyd med forstærker

Hvis du vælger at ofre ekstra mange penge på en særlig god hovedtelefon, er du sikret vellyd. Men du kan tage endnu et skridt på vej op i lydhimlen, hvis du også køber en god hovedtelefonforstærker.

Der er mange modeller at vælge imellem – priser på op til 20-30.000 kr. kan du sagtens støde ind i. Men mindre kan gøre det. En god genvej er selskabet Dragonfly, der leverer hovedtelefonforstærkere, som er puttet ind i en USB-stick. Slut den lille enhed til din computer eller via kabel til din smartphone.

Priserne starter ved rimelige 650 kr. for Dragonfly Black.

Allerede i dette prislag oplever du et hørbart kvalitetsløft i forhold til en mobiltelefons indbyggede lydkredsløb. Der gengives flere detaljer, og der er mere ro og dynamik i lydbilledet.

Vi har også prøvet Audioqust Dragonfly Cobalt til 2495 kr., der kan dekode de høje streamingformater – herunder Tidals Master-filer. Du vil opleve detaljer i både mellemtone og diskant, som er klasser over direkte tilsluttede enheder. Samtidig er det, som om bassen nu kan gå en oktav dybere end før.

Det er måske ikke så overraskende, at højttalerenheder, lydelektronik og materialer er af særlig høj klasse her i luksussegmentet. Til gengæld er det ikke nogen naturlov, at dyre hovedtelefoner skulle være lig med høj komfort. Men de fleste af testens hovedtelefoner er behagelige at bære i længere tid.

Det er godt, for komfort vil de fleste nok synes, er næsten lige så vigtigt som dynamik, basgengivelse og frekvensgang. Man skal jo kunne holde ud at høre den flotte musikgengivelse i mange timer.

Kabel eller ej

Nogle af testens hovedtelefoner er trådløse. Alligevel har vi i testen lagt mest vægt på, hvordan de lyder, når de er tilsluttet med kabel. Kabel giver alt andet lige den bedst mulige lydkvalitet.

Testens fokus er primært lydkvaliteten, og det afspejler sig i vores karaktergivning.

Men kontrollér alligevel specifikationerne. For de bedst spillende hovedtelefoner i denne test er ubrugelige på en flyrejse, mens testdeltagere med god støjreduk-tion ikke nødvendigvis er det
optimale valg, hvis du bruger din hovedtelefon til intensiv hi-fi-lytning hjemme i stuen.