Din næste hovedtelefon skal byde på features som talekommandoer, kunne bruges til træning og ikke mindst have en lydkvalitet, så englene synger. Det er mønstret i Datatid TechLifes kæmpetest af 22 hovedtelefoner op til 3000 kroner i fire forskellige kategorier!
Der er noget at vælge imellem i dag. Men de mange kategorier er også et udtryk for, at der er en hovedtelefon til enhver type anvendelse: In-ear uden kabel, in-ear med kabel, on-ear og over-ear.
Men også i hver kategori findes variationer. Og generelt har markedet flyttet sig, siden vi sidst havde stortest af hovedtelefoner i Datatid TechLife. Trenden går klart i retning af flere kabelfri modeller – og nu også produkter, som ikke koster en lille formue.
Hovedtelefonproducenterne kunne selv vælge, hvilke typer de hver især ville satse på til denne test – under prismaksimummet. Resultatet var, at et stort antal over-ear-hovedtelefoner blev sendt ind til testen. Det overraskede os lidt. Men grunden er, at disse hovedtelefoners fysiske størrelse sikrer, at de kan levere bedre lyd for færre penge. Større membraner og mere plads til forstærkere og teknologi er billigere end at skulle putte samme lyd i et par små in-ear-propper.
Markedet efterspørger god lyd. Kig bare i gadebilledet – forbavsende mange mennesker bevæger sig rundt med en særdeles synlig hovedtelefon på hovedet eller hængende om halsen. Det er et signal om, at man tager musik og sig selv seriøst.
Uanset, hvilken model du vælger, er der en klar trend mod bedre interaktion med den smartphone de fleste af os benytter, når der skal lyttes til musik. Så de fleste – ja, nærmest alle – har nu en app, som anvendes til at styre forskellige features. Det kan være at nappe et opkald, men også at kunne udnytte brugbare features som ”hear through”, som tillader, at lyde udefra slipper igennem.
Det er mere trafiksikkert, men du kan også vælge at slå den støjreduktionfunktion til, som langt den overvejende procentdel af testdeltagerne også tilbyder. Også Google Assistant, Siri og lignende assistenter tilbydes oftere og oftere – så du kan give hovedtelefonerne mundtlige direktiver.
Flere modeller i testen er endvidere sved-resistente, så du kan bruge dem på en løbetur, under en varm tur i det lokale indkøbscenter, eller hvor du nu får pulsen op og sved på panden.
Kundernes voksende prioritering af god lydgengivelse slår markant igennem i denne test.
Vi noterer med glæde, at der er en stor overvægt af hovedtelefonerne, der leverer flotte musikoplevelser. Selvfølgelig mest i den dyre ende af testen, men der er også et par perler til omkring 1000 kroner i næsten alle kategorier.