Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Honor 10: Stærk smartphone til en endnu stærkere pris

Hvis den super-anmeldte Huawei P20 Pro premium-smartphone koster lidt for meget til dit budget, kan det kinesiske firma tilbyde en Honor 10, der kan næsten det samme – til den halve pris.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Huawei behøver vel ingen nærmere præsentation i Alt om DATA. På rekordtid er den kinesiske koncern vokset fra nærmest ingenting til at være en globalt markedsledende producent af smartphones samt hele den bagvedliggende infrastruktur til mobiltelefoni.

En stor del af Huaweis succes på forbrugermarkedet kan til-skrives, at man har fokuseret på kamerasektionen i sine smartphones. Med hjælp fra tyske Leica har man udviklet kameraer, der også har kunnet bruges professionelt. Som Rasmus Elm Rasmussen skriver om den seneste topmodel, P20 Pro: Selv ”rigtige kameraer” kan have svært ved at følge med...

Honor til et yngre publikum

Huawei har også et såkaldt sub-brand, der hedder Honor og henvender sig til en yngre generation med færre penge, men endnu større lyst til at fotografere, videofilme og spille musik.Den nye Honor 10 har grundlæggende den samme hardware som Huawei P20 Pro. Det vil sige en 2,3 GHz Kirin 970 octa core-processor, 128 GB lager og 6 GB ram (4 GB i vores testeksemplar).

Begge smartphones har også et frontkamera på 24 MP (megapixel), men på bagsiden ”nøjes” Honor 10 med to kameraer på henholdsvis 24 MP (mono) og 16 MP (farve) – og kommer ikke med et Leica-logo.

Kunstig intelligens

Det kraftfulde Kirin 970-chipsæt omfatter også en NPU (Neural Processing Unit) processor, som bruges til AI (Artificial Intelli-gence) og gør det muligt for kameraet at genkende mere end 500 scenarier i 22 kategorier. Så er idéen, at kameraet selv forbedrer optagelsen, f.eks. ved at skabe bokeh (sløret baggrund) til portrætter eller give farverne et ekstra pift.

Denne feature understøttes af Semantic Image Segmentation-teknologi, som skal være en verdensnyhed, der kan identificere forskellige motiver i et enkelt billede og optimere parametrene til hvert enkelt foto i realtid. Det gør ethvert billede til et professionelt foto med blot ét klik. Lover Honor.

Fotomenu-en giver adgang til masser af muligheder for at bruge kameraet i forskellige situationer. PRO-undermenuen er indgangen til manuelle indstillinger af alle parametre –
ligesom på et systemkamera.

Vi er meget glade for kameraerne i Honor 10. Følsomheden er tilstrækkelig til meget dårlige lysforhold, og hvis man gør sig den ulejlighed at sætte sig ind i alle indstillingsmulighederne, kan man komme så tæt på kvaliteten fra et systemkamera med normal-objektiv, at der ikke er nogen grund til at forslæbe sig på flere kilo isenkram.

Honor har ikke sat AI-processoren til at forbedre billederne så meget, som vi frygtede, da firmaet præsenterede smartphonen. Græs bliver lidt grønnere – turistet – end i virkeligheden, men til feriebilleder er det fint. Til selfies kan man justere ”skønhedsniveau”, men selv når man skruer helt op til ”10” udebliver miraklerne – i hvert fald med denne skribent som motiv.

Og meget mere

På audiosiden kan Honor 10 emulere 7.1-kanal surroundlyd, og en særlig Party Mode gør det muligt at parre op til 35 telefoner af denne type til at spille den samme musik, når der skal gang i den.

Disse lykkelige ejere kan nemt finde hinanden i mylderet, for telefonen er designet med en 3D-bagside med 15 tynde lag glas, som skaber nogle unikke visuelle effekter.

Den store skærm på 5,84” (148 mm i diagonal) har en opløsning på 1080 x 2280 pixel og stærke, klare farver. En fingerscanner nederst på fronten kan åbne telefonen, men det er også muligt at bruge ansigtsgenkendelse.

Honor 10 er dejligt nem at komme i gang med. Vi satte den til at klone en Huawei P10 fra sidste år, og i løbet af 20 minutter fik vi overført kontakter, apps, fotos osv. helt smertefrit.

Og endelig er vi glade for den analoge hovedtelefonbøsning, plads til to simkort og det medfølgende cover i klart blødt kunststof.