Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hold øje med hjemmet fra din smartphone

Hjemkomsten fra ferieeventyret kan være ubehagelig, hvis ubudne gæster har endevendt dit hjem. Men du kan holde øje med dit hus, selv hvis du sidder på den anden side af Jorden. Her tester vi tre nye overvågningskameraer.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvad sker der i mit hjem, når jeg er ude at rejse? Hvis dette spørgsmål pusler i dine tanker, mens du nyder en velfortjent kop morgenkaffe på ferie- eller forretningshotellets restaurant, skal du måske kigge på overvågningsløsninger, som sikrer hjemmet og giver dig sjælefred.

Vi har scannet markedet for sikkerhedsløsninger til private brugere og kan konstatere, at der er kæmpe prisforskel. Den store pakke, som tilbydes af sikkerhedsfirmaer, koster en mindre formue hver måned, men du ved til gengæld, at der er folk på sagen med det samme, hvis du får uønsket besøg.

Du kan også tage den billigste genvej og kombinere din computer, dens kamera (eller et eksternt, kabelforbundet kamera) og noget gratis software, som du finder mange steder på nettet, men denne metode kræver, at computeren står tændt hele tiden, og metoden er så indiskret, at kun indbrudstyven vil anbefale den. Den rette løsning er nok den teknologisk set gyldne middelvej: at investere i et dedikeret overvågningskamera.

Fordelen ved denne type kamera er, at det kører via hjemmenetværket, men er uafhængigt af en computer. Du skal sætte kameraet op i nærheden af en stikkontakt, men ellers kan du montere det, hvor du vil, for eksempel oppe i loftet i et hjørne af stuen, så det ikke er synligt ved første øjekast.

Flere funktioner i kameraerne

For få år siden var der ikke den store forskel på de dedikerede overvågningskameraer til brug i hjemmet og de almindelige webkameraer. Men i dag er der mange specialfunktioner i overvågningskameraerne.

Kameraer i prisklassen over 1000 kroner har for eksempel oftest nattesyn, så du får et klart og detaljeret billede af, hvem der færdes i dit hjem i de mørke timer. Ydermere er en bevægelsessensor i kameraet standardudstyr i dag, når du kommer op i mellemprisklassen, så du kan blive alarmeret via en sms eller en popup-meddelelse på din computer, når nogen bevæger sig foran kameraet.

Det er standard, at du kan hente en gratis app til din smartphone eller tablet, der gør, at du kan følge med i, hvad der sker indenfor hjemmets fire vægge. Har du netforbindelse på stranden eller i bilen, kan du hurtigt gå ind i appen og tjekke, om naboen er kommet for at vande blomsterne eller der er maskerede mænd, der tænker på andet end potteplanterne.

Sætter du et eller flere overvågningskameraer op i dit hjem, kan du hurtigt reagere på indbrud ved at ringe til politiet eller din nabo, som kan tage affære. Hvis du handler i tide, kan du være med til at afværge indbruddet, før tyvene kommer for godt i gang.

Ulempen ved de dedikerede overvågningskameraer er, at producenterne ofte ser deres snit til at tjene penge på abonnementer. Hvis du vil gemme optagelserne fra kameraet, koster det som regel penge for at benytte lagerplads i skyen. Og du har brug for lagret, for hvis uheldet er ude, skal du selvfølgelig kunne præsentere en optagelse af tyvens ugerninger for politiet.

Før du går ud og køber overvågningsudstyr, er der nogle juridiske detaljer, som er rare at kende – ikke mindst, hvis dine optagelser skal bruges i en potentiel efterforskning eller ved en domstol.

Du må ikke foretage overvågning af gade, vej, plads eller lignende områder, der bruges til almindelig færdsel. Det betyder, at du ikke må overvåge en offentlig legeplads, men det betyder også, at du ikke må sætte et kamera op i opgangen ved din lejlighed, da du dermed overvåger et almindeligt tilgængeligt areal – også selv om det kun er foran din hoveddør. Du må heller ikke sætte et kamera op i din indkørsel, så det peger ud mod gaden eller kan overvåge naboens grund.

Hvis du agter at overvåge en hushjælp, håndværkere eller en babysitter skal du tydeligt skilte med, at du har kameraovervågning i hjemmet eller på anden vis tydeliggøre, at folk bliver overvåget.

Hvis du vil spare pengene til et egentlig overvågningskamera, kan du få din computer til at holde øje med hjemmet. Det kræver blot, at du installerer en app på computeren og på den mobile enhed (smartphone eller tablet), hvorfra du tjekker kameraets billede – samt at din computer er tændt.
De fleste apps kan hentes i en prøveversion, hvor du kan teste funktionerne, før du betaler. Her er nogle af de gode apps.

iCamspy Videoovervågning

Er du på farten, giver iCamspy dig en alarmmeddelelse, hvis der er bevægelse foran kameraet. Du vil på en Android-enhed kunne se og høre, hvad der foregår i hjemmet i realtid. iCamspy har en fotofunktion, så du kan tage billeder af de personer, som dit webkamera fanger. Gratis prøveversion, 14,95 kroner for Pro-versionen.

iCam – Webcam VideoStreaming

For at udnytte iCam-appen skal du installere iCamSource på din computer. Når webkameraet opfanger en bevægelse, får du en alarmbesked, og der kan streames video fra din computer til din mobile enhed (Android og iOS). iCam-appen kan isolere en serie af billeder fra videoindholdet til en eventuel politiefterforskning. Dermed slipper du for at betale abonnement for lagerplads i skyen. Koster 27,32 kroner til Android og 32 kroner til iOS.

JumiCam Webcam Streamer

Med appen installeret på en iPhone, iPad eller iPod Touch kan du video-overvåge hjemmet. Men du har også mulighed for at tale med folk i dit hjem, mens du er på farten, ligesom du kan følge med i, hvad folk laver på din computer, hvis du låner den ud. Koster 32 kroner (kun iOS).

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Læs testene her:

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]