Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Historisk anlægsprojekt koordineres med Lync

Den kommende faste forbindelse over Femern Bælt bliver koordineret ved hjælp af værktøjerne i Microsoft Lync. Betænkninger om med-arbejderprotester blev gjort til skamme, og i dag har hele organisationen taget den ny kommunikationsplatform til sig.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lync er skalerbart, fleksibelt og gør det nemt for os at tilpasse kommunikationen efter omstændighederne. Uanset om det i den givne situation er mest bekvemt med chat, tale eller en regulær videokonference.

Alt er integreret med Outlook og SharePoint, hvilket letter betjening, overblik og planlægning. Samtidig sparer vi penge på telefonkontoen, fordi interne kald er gratis,” indleder Tim Olsson, it-chef hos Femern A/S og manden i spidsen for den fem mand store afdeling, der har ansvaret for at opbygge og vedligeholde væsentlige dele af bygherreorganisationens infrastruktur.

It-afdelingen har blandt andet ansvaret for de it-systemer, der gør det muligt at koordinere alle aspekter af de omfattende tekniske og trafikmæssige undersøgelser samt planlægning af de udbuds- og anlægsopgaver, der er forbundet med den 17,6 kilometer lange faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland.

Tim Olsson forklarer, at Femern A/S er en lidt usædvanlig organisation i den forstand, at deres karakter, omfang og opgaver skifter en del i takt med, at projektet skrider frem. Men én fællesnævner er, at informationer og kommunikation skal flyde lettest muligt mellem de mange interne og eksterne parter.

Blandt andet derfor besluttede de at lade Lync erstatte den TDC Scale ip-teleløsning, de har kørt med de seneste fem år. Fleksibilitet, skalerbarhed, tæt integration med øvrige Microsoft-produkter samt en fordelagtig økonomi var blandt de primære argumenter for at vælge Lync som kommunikationsplatform.

Dertil kom ønsket om let at kunne etablere videokonferencer for at erstatte nogle af de mange fysiske møder mellem personer på et stigende antal lokationer i og uden for bygherreorganisationen. Endelig savnede man en effektiv omstillingsfunktion, der gjorde sekretærer og receptionister i stand til at se kalendere og aktuel tilgængelighed fra samme grænseflade som den, de modtag og sendte opkald videre fra.

Efter at have vurderet forskellige omstillingsfunktioner, heriblandt Lyncs egen, valgte Femern A/S Competella, der er integreret med Lync og med Outlook.

“Kort sagt var formålet med Lync at løsne op for en række af de kommunikationsmæssige knuder, vi tidligere har været belastet af i hverdagen. Og det er lykkedes,” konstaterer Tim Olsson. It-afdelingen var en smule betænkelig ved, om kollegerne tog Lync til sig. Blandt andet fordi man både skulle være en smule selvhjulpen i det løbende skift mellem mobiltelefon og kombinationen af pc og headset.

“Men her manede vores partner, MindZet, til ro og sagde, at så længe teknikken er sat ordentligt op, så vænner folk sig hurtigt til Lync. Og det havde de ret i; allerede efter ganske få dage sad de fleste med headset og skiftede gnidningsløst samtaler mellem telefon og Lync-app.

Brugerne – selv dem, der ellers ikke var videre tech-mindede – kørte ganske enkelt på med krum hals og begyndte bare at anvende systemet. Det var ret imponerende. Og medarbejderne er virkelig glade for løsningen. Ikke mindst fordi den er logisk, velfungerende og sparer tid og besvær,” afslutter Tim Olsson.