Home » Gaming & Konsoller » Historien om PC-Gaming
Historien om PC-Gaming

Historien om PC-Gaming

Share
Sommerudsalg

Platforme for salg af pc-spil var nødt til at udvikle sig. I takt med udviklingen af pc-gaming havde udviklerne fået brug for nemmere måder at få deres spil ud i hjemmene på. Noget, der var hurtigere end postordrekataloger og billigere end at producere tusindvis af fysiske eksemplarer.

Steam eksisterede allerede (det blev grundlagt af Valve i 2003), men så snart forbedret internetadgang blev normen, og telefonbaserede forbindelser uddøde, satte hjemmebredbånd platformen i stand til for alvor at overtage markedet.

Der kom konkurrenter til i 2010’erne, efter at Steam i nogle år havde haft næsten total dominans over det digitale distributionsmarked. Nogle gik til grunde – husker du Impulse? Det gør vi heller ikke – men nogle holdt ud, som regel med en raffineret vinkel. The Witcher-projektet tilbød DRM-fri spil til digitalt køb på GOG.com, og Blizzard brugte sin gamle Battle.net-gamelauncher til at sælge flere spil, herunder nogle fra partnerfirmaet Activision.

Mass Effect-serien var med til at bringe en cinematisk Hollywood-agtig air til gamingscenen.

Nogle større udgivere valgte at udbyde deres nye spil som tidsbegrænsede aftaler i deres digitale butikker (for eksempel Uplay og EA Origin), mens andre prøvede at udfordre Steam. Epic Games Store er ny i den digitale spilbranche, men den har skabt røre med sine gratis versioner og større indtjening til udviklere.

Se også:  Lækker teknik: Corsair iCue Suite

Det er en fascinerende situation, især når det gælder indie-spil. Det har aldrig været nemmere at udvikle spil til pc’er, og der er langt færre hurdles sammenlignet med at lave et indie-spil til konsoller. Derfor er pc’en det ideelle medie for en ny bølge af eksperimentelle og innovative spiloplevelser. Epics profitreduktion har fået mange små udviklerhold til at forlade Steam.

Uafhængige liv

Disse indie-spil er uhyre vigtige, fordi de ændrer definitionen på et spil. AAA-gamingbranchen er gået fra innovation til perfektion og jager konstant “den næste generation”. Vi afviser ikke nye funktioner som ray-traced lys eller avanceret destruktionsfysik, men teknologiske forbedringer synes i dag at være vigtigere end meningsfulde oplevelser for spillerne.

Se også:  Lækker teknik: Samsung Odyssey G7

I indie-spil er man ikke bange for at tænke nyt. Hvad enten det er stram fortælling i Gone Home og Oxenfree eller potentiale for spillerne til at lave deres egne historier i Among Us, tilbyder indie-spil et fristende kig ind i pc-spillenes fremtid. Mainstream-gaming er blevet til en enorm pengemaskine; indie-udviklingen er en vej ud af firmaforpligtelser, men den rummer også faldgruber.

Indie-darlingen Gone Home rummer ikke meget egentligt gameplay, men det har haft kolossal indflydelse.

Hvor skal pc-gaming nu hen? Det er umuligt at forudsige. Branchen er blevet kolossal, og millioner af gamere og udviklere trænger sig på. I skrivende stund er Apple og Epic Games midt i et juridisk slagsmål, der kan omdefinere grænserne for hele gamingbranchen, samtidig med at politiske organisationer begynder at fatte reel interesse for spil som en form for medie og for den indflydelse, de kan have på offentligheden.

Meridian 59 er i dag stadig aktiv på Steam – 25 år efter den første lancering.

En ting er sikker: Pengene fortsætter med at flyde. Branchen vokser vedvarende, og spillene bliver ved med at se bedre ud og fungere bedre. Fremskridt inden for AI vil medføre et nyt element af kompleksitet, og både augmented og virtual reality kan levere fordybelse på helt nye niveauer. Cloud-gaming bliver det næste, men det flytter fokus væk fra hardware, og derfor kan vi på AOD naturligvis ikke bare sådan gå ind for det. Vi håber, at hjemme-pc’er bliver mindre og stærkere, og vi håber, at folk som vores læsere bliver ved med at bygge dem og spille på dem.

Sport eller dovenskab?

E-sportshold er en af de seneste udviklinger inden for gaming. Og nogle af dem tjener mange penge.

E-sportsverdenen er et forunderligt fænomen. Konkurrencebaserede spil har eksisteret, siden Spacewar! var ung, og turneringer om arkadespil som Street Fighter var populære i USA og Asien i 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne. StarCraft havde kolossal succes i Sydkorea, og der blev afholdt tv-transmitterede konkurrencer med store pengepræmier.

Kampspil, skydespil og MOBA’er (multiplayer online battle arenas såsom League of Legends) dominerede markedet, og det gør de stadig. Det er dog først i det seneste årti, at e-sport har fået et gennembrud. Større udgivere begyndte at afholde deres egne arrangementer, og streamingplatforme som Twitch tilbød nye veje ind på konkurrencescenen.

Mange udviklere har prøvet at komme ind i e-sportsuniverset – med større eller mindre succes. For hver Overwatch og Valorant er der (eller var der) en Battleborn og en Lawbreakers. Det at opbygge det ideelle e-sportsspil er en kunst, der tilsyneladende endnu ikke er blevet behersket, men det har ikke forhindret spilbranchen i at tjene penge. Vi taler her om vældig mange penge. E-sportsbranchens samlede værdi overgik i 2020 en milliard dollars, og der er ingen tegn på, at denne tendens ikke skulle fortsætte.

COVID-19 har faktisk ført til en forøget interesse, idet flere mennesker har vendt sig mod gaming under nedlukningen og søger rådgivning hos professionelle streamere. Man diskuterer, om computerspil kan betragtes som rigtig sport, og den debat vil sandsynligvis fortsætte i nogle årtier endnu, til trods for at e-sport i stigende grad bliver populær på platforme som ESPN. Her i Danmark har Dansk Atletik Forbund i 2016 optaget E-Sport Danmark som associeret medlem. Hvad synes du om den udvikling?

1 2 3 4 5 6 7Forrige

TAGS
Gaming
pc-spil
retrogaming
Spil

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2021
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S