Home » Gaming & Konsoller » Historien om PC-Gaming
Historien om PC-Gaming

Historien om PC-Gaming

Share
Den første generation af spil

Fremskridt inden for mikroprocessor-teknologi gjorde cpu’erne mere effektive og billigere. Det betød, at man i 1970’erne fik en fremvækst af mikrocomputere. De var nemmere at opbevare og bruge end tidligere modeller, og de udgjorde en skabelon for de hjemme-desktop-pc’er, vi kender i dag. Den lavere salgspris betød også, at computerarbejde blev udbredt blandt hobbyfolk, således at både software- og hardware-entusiaster fik mulighed for at eksperimentere og udvikle i deres egne hjem.

Det bringer os til det, vi kan kalde den første egentlige generation af spil. Ubetalt udviklingsarbejde, foretaget af enkeltpersoner, og begrænset grafikkraft betød, at disse tidlige spil, der blev fremstillet og distribueret i hobbymiljøet, primært var simple tekstbaserede oplevelser. Interaktiv fiktion fandt vej til computerne, idet den lod sig inspirere af adventure-bøgernes kultsucces. Mange år senere eksisterer genren stadig i form af visuelle romaner (og ja, såmænd også dating-simulationer).

På dette stade så forlagsbranchen en chance for at kapitalisere pc-spillenes hurtigt voksende popularitet. Creative Computing var en af de første sådanne publikationer, og den kom i 1974. Magasinet blev ledsaget af kassetter, der rummede kode til forskellige spil og programmer, som satte læserne i stand til at stifte bekendtskab med et større udvalg af spil. Creative Computing nåede ikke at komme med i det 21. århundrede, men tendensen fortsatte og førte til nutidige giganter som PC Gamer og naturligvis det magasin, du læser i øjeblikket.

Da 1980’erne så dagens lys, blev de første konsoller solgt kommercielt, og personlige mikrocomputere udviklede sig til et niveau, hvor grafisk troværdighed begyndte at blive en reel mulighed. Pludselig blev de tekstbaserede adventurespil nødt til at tilbyde mere – bevares, en solid base i fortællinger plus rollespilsstatistikker kunne ikke skade, men nu ville spillerne se deres figurer bevæge sig gennem disse fantasiverdener.

The Bard’s Tale – der ikke er beslægtet med komediespillet af samme navn fra 2004 – var et af disse spil. Det inddrog detaljerede fremstillinger af drager og trolde, der understøttede mængder af tekst og skjulte terningkast. Folk elskede at kravle rundt i underjordiske gange – det havde formentlig noget at gøre med det sammenfald af elskere af brætspil og computer-entusiaster, der fandt sted dengang.

The Bard’s Tale lagde sig mellem computernørder og brætspilentusiaster.

De fleste andre spil, som opnåede kommerciel succes, var porteringer af i forvejen populære arkadespil såsom Frogger og Pac-Man. Simpel, men effektiv grafik var fremherskende i disse spil; Pac-Mans spøgelser var bittesmå sprites i lav opløsning med kun tre farver, men de er stadig ikoniske den dag i dag.

Se også:  Astro A50 [TEST]: Et gamingheadset i særklasse

Da seriøse (i hvert fald for 1980’erne) pc’er kom på markedet, havde gamerne meget at vælge imellem: ZX Spectrum, Commodore 64, Amstrad CPC og andre. Selv Apple II fik en hæderlig del af den tidlige spiludvikling, længe før Steve Jobs erklærede, at Apple-computere ikke var pc’er og dermed udløste en opsplitning mellem Windows-brugere og Mac-brugere, der kom til at vare i årtier.

De billigste hjemmecomputere var dengang temmelig kostbare, men dog sammenlignelige med en moderne pc i den høje ende; de fleste stod i cirka 15.000 kroner i nutidspenge. Der var endnu ikke rigtig nogen billige alternativer, men hvis man havde pengene, var der masser at vælge imellem.

Man havde stadig til gode at se World Wide Web medføre fora og online-multiplayer, men magasiner, udstillinger og hobbyklubber holdt udviklingen i gang. Konsollerne var også kommet for at blive – de var mindre alsidige, men de udgjorde billigere alternativer til dem, der var interesserede i hjemmegaming.

Før 1980’erne fandtes der stort set ikke tredjeparts-spiludviklere. De fleste spil blev fremstillet af hardware-producenternes moderselskab eller lavet uofficielt af amatørkodefolk. Først med fremkomsten af Activision i slutningen af 1979 opstod der tredjeparts-spilstudier. Det skete, da en gruppe af programmører forlod Atari for at udvikle deres egne spil og sætte standarden for udviklings-teams, som kunne arbejde uafhængigt af de virksomheder, der faktisk producerede og solgte computere.

Alting går op og ned

Eftersom både kvalitetskontrol og juridiske regulativer vedrørende pc-gaming stadig var i deres vorden, blev markedet oversvømmet med spil af ringe kvalitet og sjuskede kloner af populære titler. Fra 1983 til 1985 styrtdykkede interessen for konsolspil. Nogle frygtede, at pc-gaming ville blive det næste, der forsvandt, og at hele ideen om digitale spil ville blive afskrevet som en flygtig grille.

Konsol eller pc?

Konsolgaming-branchen er i årevis blevet udvidet sideløbende med pc-gaming. Vi kender alle giganter som Nintendo og Sony, men uanset hvilket tal der følger efter den nye PlayStation, er vi i øjeblikket i den niende generation af hjemmekonsoller.

Se også:  Fractal Design Ion SFX 650 Gold [TEST]: I toppen til det lille format

Den første konsol, der officielt kom på markedet, var Magnavox Odyssey, der indlæste spil fra “kort”, som i virkeligheden var udskårne trykte kredsløb. Det var flere år, før de første kassetter og diske blev normen. Odyssey var kun i stand til at vise en ensfarvet streg og tre prikker, og den havde i alt 28 spil, hvoraf de 12 var bundlet med systemet.

Mange tidlige hjemmekonsoller var i virkeligheden begrænsede mikrocomputere, der brugte dedikerede controllere i stedet for tastaturer. Atari 2600 kørte med et simpelt joystick, mens den lidet vellykkede Fairchild Channel F brugte en sælsom klikbar analog pind for enden af et håndtag. Det var først med den tredje konsolgeneration, at konventionelle gamepads begyndte at vinde frem, idet NES og Segas Master System gjorde den nye styringsmetode populær.

Magnavox Odyssey har ikke meget tilfælles med moderne hjemmekonsoller.

Der er ikke sket alverden siden da. Xbox Series X og PS5 er blot gaming-pc’er i smarte kabinetter, og de kører deres egne operativsystemer på specialdesignede APU’er. Konsolspillenes kvalitet er sprunget fremad med få års mellemrum i takt med, at branchen begiver sig ind i en ny produktgeneration.

Det står i modsætning til den rolige komponent-baserede drypvanding af forbedringer, som vi ser hos pc’en. Der et ét område, hvor pc’er har til gode at følge med, og det er håndholdte konsoller (selvom Alienwares Concept UFO er særdeles interessant). Den stigende brug af LCD-skærme i 1980’erne førte til fremkomsten af Nintendos Game & Watch-enheder, og begrebet bar omsider frugt i 1989 i form af Game Boy.

Den medførte en række succesrige håndholdte Nintendo-enheder og indædt konkurrence fra Sony med PSP- og PS Vita-produktserierne. Bliver håndholdte pc’er normen en dag? Vores telefoner er afgjort blevet mere og mere i stil med traditionelle computere (idet vi glemmer det akavede forsøg med Windows Phone). 5G indebærer, at streaming til en telefon eller tablet er en reel mulighed, men skal vi sidde og samle skræddersyede gamingmaskiner i lommestørrelse om ti år? Det gad vi gerne se.

TAGS
Gaming
pc-spil
retrogaming
Spil

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2021
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S