Af Torben Okholm, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
GPS’er er i dag en fast del af mange menneskers hverdag. Og naturligvis er de til stor hjælp for mange af os.
Men spørgsmålet er, om deres udbredelse er gået for vidt. Der findes specielle GPS-enheder, som kan holde øje med ens børn. De er gerne camoufleret som smartwatches eller andre wearables, men hovedsagen er, at forældrene til stadighed kan overvåge barnets færden.
En forhandler skriver begejstret på firmaets hjemmeside:
”Du kan også se, hvor hurtigt barnet bevæger sig, om det for eksempel kører i bil, cykler, går eller sidder stille.”
Kører i bil? Nu begynder jeg at få det lettere ubehageligt. Barnet kører i bil, uden at forældrene ved det? Og hvem sidder bag rattet?
Man kan også læse, at ”en GPS-tracker giver forældrene den tryghed, som er nødvendig for at kunne have en harmonisk familie.”
Det kan man da sige sig selv: Naturligvis er ingen harmoni mulig uden et solidt stænk af Orwells Big Brother. Det giver mindelser om en vis justitsminister, som fra Folketingets talerstol erklærede: ”Jo mere overvågning, desto større frihed.”
Spionapparater
Naturligvis er ikke alle fornøjede. Således meddelte det tyske Bundesnetzagentur i 2017, at GPS-ure til børn var ”retsstridige spionapparater” og forbød salget af dem i Tyskland. Besiddelse af dem blev forbudt. Og agenturet gik endda så vidt, at man pålagde forældre at ødelægge disse ure, hvis de ville undgå strafansvar.
Så vidt er vi ikke nået i Danmark. Man kan tværtimod finde et væld af GPS-ure til børn på internettet – ”til drenge og piger”. Hvad er forskellen? Den er hjerteskærende forudsigelig: Drengenes ure er sorte, pigernes er lyserøde. Gid jeg en dag kunne finde det overflødigt at citere Prædikerens Bog, 1:9 – ”der er intet nyt under solen”.
Tænk selv
Naturligvis har GPS sin berettigelse uanset, hvad man mener om tvangsovervågning af børn. Men også sine begrænsninger.
Således kørte min hustru og jeg forleden aften hjem fra hundetræning i et område, vi ikke kendte godt. Derfor satte vi vores lid til GPS’en. Det foregik i ravnesort mørke på krogede markveje, som kun lige akkurat var asfalterede.
Den lidenskabsløse damestemme kværnede løs: til højre, til venstre, ligeud. Da vi omsider nåede tilbage til civilisationen, kunne vi konstatere, at hun havde sendt os på en vildmand. Før næste træning greb vi derfor Matrikelstyrelsens kort (1:100.000) og begyndte at tænke selv. Det hjalp!