Home » Andet » Her rammer mange ældre it-muren
Her rammer mange ældre it-muren

Her rammer mange ældre it-muren

Share

For mange borgere over 65 år er det en alvorlig udfordring, at vi danskere fra 1. november tvinges til at modtage post fra det offentlige gennem den digitale postkasse e-Boks. I den første artikel i serien kigger vi på, hvad det er nogle ældre ikke kan håndtere

Når vi danskere 1. november skal modtage al post fra det offentlige i en e-boks, bliver mange borgere over 65 år hægtet af. De har måske ikke en computer, eller også har de svært ved at få fuldt udbytte af den.
I den første artikel i en serie på tre ser vi på, hvad det er, den mest alderstegne del af befolkningen især har svært ved at håndtere foran skærmen.

En af de ældre danskere, som møder udfordringerne helt nede på gulvet, er 76-årige Ole Gran-Jacobsen, der underviser andre ældre i at bruge en computer og logge på e-Boks.

Han forklarer, at de fleste ældre, han møder, er positive over for at koble sig på internettets muligheder. De vil gerne kunne styre deres pengesager i netbanken og kunne følge med og svare, når børnebørnene sender mails og billeder fra udlandet.

[pt id=’2032486′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Et godt it-kursus er for mange ældre den bedste genvej til selv at kunne håndtere digital post.”‘]

Et godt it-kursus er for mange ældre den bedste genvej til selv at kunne håndtere digital post.

For de ældre kan de helt basale ting være vanskelige, forklarer Ole Gran-Jacobsen. Allerede tastaturet driller mange. Det er en klassisk fejl, at folk får trykket på Ctrl-knappen i stedet for Shift-knappen, når de skal skrive store bogstaver.

Ingrid Stokholm Lauridsen, jurist i Ældresagen, er enig i, at alt det, som vi andre tager for givet, er helt nyt land eller sort snak for de ældre.
”For mange ældre er det et helt nyt sprog, de skal lære, når de skal bruge en computer og gå på internettet. Det er ord som ”browser” eller ”Shift”, der er helt nye. Det er lidt som hvis vi andre skulle lære kinesisk. For dem er brugerfladen helt uoverskuelig,” siger hun.

Ældresagen afholder også kurser, og her er det afgørende, at deltagerne kan se idéen med at lære de nye færdigheder.
”Vi bruger meget motivation i vores kurser. Det handler om at finde ud af, hvad der kan motivere folk til at bruge internettet. Det kan være fritidsinteresser, som man kan finde mere information om, eller det at holde kontakt til familie via for eksempel Skype eller mail,” siger Ingrid Stokholm Lauridsen.

7-kabalen er god træning

Et af de tricks Ole Gran-Jacobsen bruger for at gøre de ældre fortrolige med brugerfladen er ganske enkelt spillet 7-kabale, som ligger på mange computere.
”Med det spil lærer man at bruge musen helt grundlæggende. Placere musen, holde museknappen nede, og trække den hen til et bestemt sted for at slippe kortet på den rigtige plads,” forklarer han.
”Og så skal man huske at få brugt det, man har lært. Helst hver dag eller i hvert fald en gang om ugen. Ellers glemmer man det ligesom med alt andet, man ikke holder ved lige.”

”En af de finere ting, jeg har hørt om, er et ældrenetværk, der skriver en mail til hinanden om dagen. De skriver om, hvad de har lavet, og hvordan de har det. På den måde bliver de en del af et netværk, de enlige føler sig ikke alene længere, og de får øvet deres computer-færdigheder,” siger Ole Gran Jacobsen.

Nogle ældre må dog give op. Og så er det vigtigt at kunne hjælpe dem med alternativer. Ingrid Stokholm Lauridsen forklarer, at man godt kan slippe for de nye it-krav. Man kan ansøge om at blive fritaget for at få al sin post fra det offentlige via e-Boksen.

Men en anden mulighed er, at man ikke melder sig fra, men allierer sig med et eller flere omsorgsfulde familiemedlemmer, som kan hjælpe i dagligdagen. Man kan give dem læseadgang til den digitale postkasse, og så får man som andre ”digitale” borgere offentlige henvendelser med det samme og skal ikke afvente, at et brev dukker op.

Fra 1. november skal alle danske borgere – også ældre – have en offentlig e-boks. Vi ser over tre numre på, hvilke udfordringer de ældste generationer har med de nye offentlige krav og med brugen af it. Her er den første artikel.


TAGS
it
ældre

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2021
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S