Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Her er hemmelighederne bag den perfekte gaming-maskine

Hvis du er entusiastisk gamer og fantaserer om at skabe den perfekte gaming-pc, så får du den komplette introduktion til bundkortet her.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Spille-pc’er fik deres debut i 1980’erne (specifikationerne vil nok i dag få dig til at grine). I 00’erne var specialbyggede maskiner udbredte, og i dag kan du næsten finde alt, hvad du har brug for, direkte fra hylderne. Det kan være alt fra farvede kabler til hele systemer svøbt i lys. At pille ved multiplikatorer og clockfrekvenser er mainstream.

Hvis du sammensætter en gaming-maskine, skal du naturligvis have et bundkort, men er et gaming-bundkort prisen værd? Hvad gør det egentlig for at forbedre dit spil? Sagt med et ord: overclocking. Dette er reelt, hvad det hele drejer sig om, nemlig at klemme hver en dråbe ydeevne ud af din processor og dine undersystemer.

De fleste, som vil bygge selv, ved, det handler om en stor køler, en ulåst processor og det rigtige bundkort-chipset. Men at få det rigtige bundkort til at binde disse ting sammen kan gøre hele forskellen ...

Pålidelig overclocking handler om at levere stabile spændinger under kølige forhold. Det er her bundkortets spændingsregulatormoduler (VRM’er) træder i aktion og sænker spændingen fra din strømforsyning (normalt fra 12V-skinnen) til den lave spænding, du ønsker for processorkernen, typisk 1,3V eller deromkring. Alle bundkort har dem, men de, som sidder på et gaming-bundkort, er specielt smarte.

Et godt, klart signal uden op- og nedture er nøglen her. Når du nærmer dig grænserne for CPU-ens kapacitet, ødelægger modulerne al det sjove, især spændingsfaldene. En VRM har fire hoveddele: kondensatorer, spoler (induktorer), metaloxid-halvleder-felteffekttransistorer (MOSFET’er) og en PWM-controller (en pulsbreddemoduleringschip).

VRM-systemet er reguleret af PWM-controlleren, som sender styresignaler via drivere til hver fase (integreret kredsløb for driveren er ofte inkorporeret i MOSFET-chips). Meget simpelt sagt bliver input fra strømforsyningen fodret ind i MOSFET’erne, derefter gennem en opsætning af spoler og kondensatorer, indtil en jævn lavspænding leveres til din chip.

Kondensatorerne er passive enheder, der hjælper med at udjævne et signal, og japanske kondensatorer har generelt høj kvalitet. Kondensatorer er ofte nævnt med en ”K”-klassifikation, for eksempel 10K. Dette viser levetiden for kondensatoren, så en 10K-kondensator skal vare i 10.000 timer. Det er ikke engang 14 måneder, hvis dit system permanent er tændt.

Denne levetidsklassificering måles ved en driftstemperatur på 105 grader, som kondensatoren ikke bør nå, medmindre du ikke har fået styr på kølingen. Kondensatorer lever længere ved lavere temperaturer, en fordobling sker for hvert dyk på cirka 10 grader. De holder også længere under lave belastninger.

Kondensatorer behøver ikke at være af japansk oprindelse, og en 10K-kondensator kan holde i årevis under de rette omstændigheder.

Du kan forvente, at en kondensator varer fire til ti, måske flere, gange længere end klassifikationen, hvis den ikke misbruges. Kondensatorer stopper ikke bare med at arbejde (hvilket udelukker lækage). I stedet dykker deres præstation.

Vigtigere er rippelstrøms-tolerancen, målt i mArms (engelsk for ”milliampere root mean square”, på dansk også kaldet effektiv værdi) – jo højere jo bedre. 5000 mArms er godt, 2-3000 mArms er gennemsnitligt.

Høj kapacitance (evnen til at opbevare elektrisk ladning) hjælper også med at håndtere store belastninger. Denne måles i mikrofarad; over 1000uF er kluntet, 600uF eller under er bedre. Gennemgang af specifikationer hjælper med at holde belastningen nede, da kondensatorer kører mere effektivt under lavere belastninger.

Kondensatorer er kablet forskelligt alt efter design, nogle bruger få og store, andre VRM’er kører med mindre i et parallelt setup. Præcise detaljer kan være svære at grave frem, så at afgøre, om du har fundet en god opsætning, er lidt af en tryllekunst.

Spoler er afgørende for at sænke spændingen. Alle spoler er induktorer, men ikke alle induktorer er spoler. Induktorer modstår ændringer i spænding på grund af det magnetiske felt, de skaber, smart nok uden at producere meget varme. Se efter såkaldte Super Ferrit Chokes (SFC) eller variationer af legerede spoler. Her er fancy materialer af det gode.

De mest centrale dele

Vi er nu kommet til hjertet af en VRM, nemlig de dele, som tager det tunge læs: MOSFET’erne. I bund og grund fungerer de som kontakter. Du bør finde dem gemt væk under en køleplade. Jo varmere en MOSFET bliver, desto mere påvirker det modstanden, og effektiviteten falder.

Kort sagt fungerer MOSFETs ved hurtigt at tænde og slukke for en strøm ved hjælp af styresignalet fra PWM-chip’en, hvis frekvens indstiller udgangsspændingen. Brug af et enkelt kredsløb vil give et ret skævt signal og sende al strøm gennem en chip, så VRM kører et antal kredsløb parallelt. Hvert særskilt system kaldes en fase. Det har to MOSFET’er (eller bør have) og en spole. Spolerne oplades, indtil den ønskede spænding nås, og aflades derefter i rækkefølge.

Hver fase leverer en del af et signal, og spredning af belastningen på tværs af kredsløbene hjælper med at holde varmen nede og giver en meget jævnere spænding, da hver fase veksler. Jo flere faser desto bedre. VRM-faser er angivet som et tal, for eksempel 8 + 2. Første tal er antallet af faser for CPU’en, det andet er dem, som er reserveret til hukommelsen. PWM-chips i moderne bundkort har typisk fire, seks, otte eller ti faser. Så hvordan kan nogle bundkort prale af at have flere?

Nogle bundkort bruger en ”doubler”, et integreret kredsløb, der splitter et signal i to indflettede signaler, hvilket halverer omskifterfrekvensen. Det hjælper med at holde temperaturen nede ved at sprede belastningen, men tilføjer lidt til undertrykkelse af spændingen.

Det er en smart løsning til højspændingsudgange, men betyder, at en VRM angivet som otte-faset faktisk kan være en fordoblet fire-fase. Ser du et bundkort med 24 faser, er de altså ikke alle rigtige, separate faser. Andre tricks er brug af færre MOSFET’er, hvilket fordobler belastningen på nogle af dem, men det tæller stadig som et fuldt ottefaset kort. Listigt.

Den klumpede VRM. Tættest på sidder kondensatorer, bag dem er spolerne og under køleenhederne sidder MOSFET’erne.

Nogle budgetbundkort bruger også parallelle ledninger, hvor et fasesignal bruges til at drive to kredsløb. Igen betyder det køligere forhold med samme forbrug, men uden nogen ekstra udglatningseffekt. Nogle gange er dette annonceret som to faser, hvilket det egentlig ikke er. Udgangsspændingen kontrolleres i hver fase, så for optimal kontrol skal du have så mange ”sande” faser som muligt. Fabrikanterne slynger om sig med de større tal for at sælge bedre.

Overophedning dræber VRM’er. Gaming-bundkort har kølingsenheder (heatsinks). Nogle gange er det blot blokke af aluminium. Andre dækker kølenheden i en plastikhætte, som kan se cool ud, men giver ikke meget luft. Ideelt set skal du gå efter en ribbet eller slidset køleenhed i kobber. Tilføjelse af varmerør er endnu bedre. En termisk sensor, så du kan holde øje med temperaturerne, hjælper også.

Dit bundkort skal også parres med en anstændig strømforsyning, så det får en god, stabil spænding at arbejde med. Se efter lave niveauer af rippelstrøm, målt i mV (millivolt). En god forsyning kan klare under 30 mV, mens en i luksusdesign klarer under 10 mV.

Gaming-bundkort har tendens til at være overclocking-bundkort, og kvaliteten af VRM-systemet er vigtigt. Med et ringe kan du ikke udnytte den ulåste processor optimalt, og med et godt kan du justere og vride flere kræfter ud, men uden at gøre systemet ustabilt.
Bliv ikke forblændet af et højt antal faser; otte ”ægte” faser, måske fordoblet for bedre køling, er at foretrække. Tjek også komponentkvalitet og køleforhold.

Hvis du vil rode med den basale clock-frekvens, har du brug for ram, som kan håndtere det. Der er meget varm luft, når vi taler om hukommelseshastighed; den er tæt forbundet med processorhastigheden, så prøver du at overstige den, opnår du kun lidt eller får rodet rundt med timingsekvenserne. Generelt er mere eller bedre kvalitets-ram at foretrække end nok så hurtig ram.

De ekstra ting

I/O-systemerne (input/output) i et gaming-bundkort svarer til andre bundkort. Der er som regel gjort mere ud af lydsystemerne, og så er der selvfølgelig RGB-lysene. Du har også brug for masser af såkaldte PWM-fan headers, tilslutningsporte til ventilatorer; mindst to eller tre, helst flere.

Dette er et gaming-setup. De mange RGB-lys afslører det, og de er flotte, men tilfører ellers ikke noget som helst til din gaming.

Disse er billige at tilføje, og producenterne er generelt generøse. Har du mod på vandkøling, finder du også på mange bundkort dedikerede stik til pumper. Nogle har også hybridporte til ventilatorer eller pumper, som systemet selv detekterer, og med ekstra ben til en temperatursensor. Med intelligente ventilatorer kan du oprette brugerdefinerede profiler, slukke ventilatorer under bestemte temperaturer og tænde dem i konfigurerbare mønstre.

Hvad mere skal du se efter? Stort set de samme ting som med et standardbundkort, der er blot mere at holde øje med. Gaming-bundkort sælges som top-udstyr, og producenterne kaster deres bedste ting i high-end versionerne; mange har adskillige USB-C, USB 3.1 (2. generation) og dual BIOS-konfigurationer (som kan være meget nyttigt, når du skal pille i indstillingerne).

Generelt er gaming-bundkort også godt skruet sammen. Grafikkortsoklerne er forstærkede for at understøtte de tunge kort, og ram-soklerne ofte mere robuste. Brugerne af bundkort til spil har tendens til at fjerne og indsætte hardware oftere end i en almindelig kontor-pc. Køling har også fine forhold. Bundkortene er rettet mod entusiaster, ikke kontorfolk, så der er en sund rivalisering mellem producenterne om at levere lige dét ekstra.

På et punkt skiller gaming-bundkort sig ud fra alle andre, nok så stærke bundkort: De ser godt ud. En spille-pc med det hele er nemlig både en personlig, såvel som en funktionel opsætning. Meget af det er lir, nogle designs er fantasifulde og giver ikke noget i praksis, men det er heller ikke meningen. Det handler om at fremvise sit ypperste grej.

Gaming eller gennemsnit?

Så er et spil-bundkort pengene værd? Nogle kan serveres som top-udstyr, men er neden under meget af det samme som alle andre bundkort. Prisforskellen er fordampet i løbet af de seneste par år (delvist på grund af, at prisen på standardbundkort stiger) og har nået et punkt, hvor det er svært at spare 300 kroner eller mere ved i stedet at gå efter det mest kedelige, anonyme bundkort, du kan finde. Kører du chips ved almindelig hastighed og er du ikke interesseret i et større batteri af flotte lys, kan du måske barbere lidt af din bestykning.

Et alsidigt 5V RGB-stik, hvor hvert LED-lys digitalt styres fra. Det bruger den samme basale blok som ældre stik med fire ben.

I gang med overclocking

At komme i gang med overclocking er lidt billigere med AMD. Alle Ryzen-chips er ulåste, i modsætning til Intel, som låser de fleste. Et solidt budget-bundkort ligger på omkring 700 kroner, men de giver mindre plads, så tingene bliver presset sammen, og du mister nogle sokler.

Fordobler du budgettet, bliver udvalget enormt, og du får et anstændigt sæt SATA-porte, PCIe- og M.2-slots. Over 2500 kroner befinder du dig dog i en verden, hvor fordelene mindskes. Den mulige effekt af overclocking bliver mindre og mindre.

De bedste bundkort har en imponerende liste af funktioner. Nogle af funktionerne er overflødige (såsom 3D-printbare kabel-strømper). Du bør i stedet rette opmærksomheden mod VRM. Her vil din overclocking blive belønnet, og du får mest ud af din opsætning.

Se efter funktioner, der understøtter det, for eksempel flere termiske sensorer, gode, solide køleenheder og masser af tilslutningsporte til ventilatorer. Overclocking er ikke det skrækscenarie, det før var for mange gamere. Moderne bundkort gør det nemt, fra BIOS til hukommelseskredsløbet. Gaming-bundkort er kommet langt i de seneste par år, og de bedste af dem giver dig alt, hvad du behøver af coolness – nu også med lys på.

Antal baner

Der er en grænse for banerne til dine SATA, USB, M.2 og PCIe. Grænsen defineres af processor- og chipsæt-kombinationen, som har et fast antal High Speed Input/Output-baner, svarende til PCIe-baner. Det er delvist op til designerne af bundkort, hvordan disse linjer er forbundet, så hvad du får, er ikke standardiseret, eller helt hvad det ser ud til.

Intels Z390, Z370 eller H370 har 30 HSIO-baner. Din CPU, hvis du ikke kører et X-serie-monster, giver 16 mere. CPU-banerne går direkte til det primære grafikkort. På et gaming-bundkort går de til to passende adskilte x16 PCIe-sokler, så hvis du kører en opsætning med to kort, får hvert kort en x8 fra CPU’en. Ryzen-chips har 20 ekstra baner, så det rigtige bundbord kan også køre et M.2-kort fra processor-banerne.

Asus’ ROG Maximus XI-bundkort har komiske navne som Hero og Apex. Dette her hedder Extreme. Fra 4000 kroner og op er det for kræsne
gamere med mod på overclocking.

Alt andet afhænger af kortets chipsæt. En fuldt kablet M.2-sokkel har brug for fire baner, et SATA-drev har brug for to, USB et. For at tilføje fleksibilitet ombyttes nogle PCIe-baner og kører forskellige ting. Så hvis du tilslutter alt muligt, vil noget af det ikke fungere.

Hvad, der deles, er ofte ikke helt klart og kræver research. Find onlinemanualer for flere detaljer. Har du planer om flere M.2-kort eller et RAID-system, skal du kontrollere, om det hele vil køre. Forholdene er mindre restriktive på HEDT-systemer; her har du baner i overskud til tredobbelte eller firedobbelte grafikkort, og du kan tilføje flere M.2-kort for at sætte fart på. Gaming-bundkort skal give fart over feltet, så M.2 og flere PCIe er standard. Planlæg med øje for udvidelser og få så meget SSD-plads, du kan.

Lyden af god lyd

Næsten alle bundkort har indbygget lyd; tiden, hvor du måtte tilføje et dedikeret lydkort, er for længst forbi. Selv basale kort giver en anstændig lyd, selvom kortproducenterne mener noget andet. Gaming-bundkort kan ofte prale med high-end-lydsystemer, men er de det værd?

Lydkvalitet kvæles af interferens. Enhver med forstand på high-end lyd kan tage et kig ind i et pc-kabinet og ryste på hovedet. Det er simpelthen det forkerte sted for ordentlig high-end lyd. Nogle ordentlige EMI-afskærmninger, højkvalitets-kondensatorer og omhyggeligt anbragte komponenter kan til dels forbedre tingene.

Lydens underafdeling, afskærmet fra interferens og med egne sæt af kondensatorer for at udjævne ydelsen.

Det er her, du skal begynde. Herefter begynder vanskelighederne. Mange kort praler af deres monterede lydchips, for eksempel Realtek ALC1150 og ALC1220s. Disse skal parres med en anstændig indbygget forstærker. Kig efter høje signal-til-støj-forhold; du skal have 110 dB eller mere for en korrekt ren lyd.

High-end lyd kræver anstændige højttalere. Der er ingen mening i at vælge et bundkort på grund af dets lydsystem, hvis dine højttalerne lyder som bunden af en blikdåse. Hvis du går efter højimpedans-hovedtelefoner, skal du have en indbygget forstærker, der kan levere tilstrækkelig strøm, ellers får du kun stilhed.

Bedre bundkort har fancy lydhardware, og medmindre du planlægger at køre et komplet 7.1-kanalsystem i et kontrolleret miljø, er det rigeligt til spil, hvor komprimerede 16-bit-samples er på menuen. Vil du gå ud over dette, kræver det et eksternt lydkort, hvilket er en helt anden historie.

Sæt spot på

Hvad er en fancy spillemaskine uden en masse RGB-lys? Mange bundkort har i forvejen et væld af lys, men med RGB-stik kan du virkelig sætte gang i festen med flere lyskabler. Firbenede RGB-stik har tre individuelle ben for hver af farverne, så de kan tændes efter behov, og en jordforbindelse. Dette stammer fra hjemmets RGB-belysning.

Gigabyte har brugt et fembenet stik med et ekstra ben dedikeret til hvide LED’er. Firbens-systemer bruger 12V og er generelt analoge; variable spændinger leverer 256 niveauer for hver farve, men alle lysdioder i den farve på et kabel tændes på én gang.
Såkaldt adressérbare RGB-stik, ARGB, har tre ben: strøm, jord og en kontrollinje.

Et 12V RGB-stik og kabel med hjælpsom farvekodning. Mere kraftfuldt end nyere 5V ARGB-lys, men ikke så funky.

Disse bruger 5V og er digitalt styrede, så de individuelt kan styre hver diode på et kabel med en langt mere funky effekt. Den lavere spænding betyder, at du ikke har strøm nok til et langt kabel. For eksempel et langt, blinkende kabel omkring skrivebordet. Her må du nøjes med en halv meter.

Placeringen af ben er ens, så det er muligt at tilslutte ”forkert” type i stikket (forudsat at ARGB-stikket ikke har et ben mindre), eller bruge en adapter. Hvis du sætter et 5V-kabel i et 12V-stik, kan det blive brændt af. Heldigvis er lyskabler temmelig billige.

Alle større bundkort-producenter har deres eget mærke af RGB-kontrolsystemer: Asus har Aura, Gigabyte har RGB Fusion, og MSI har Mystic Light Sync. Deres partytricks er ens; de inddeler dine lys i zoner og anvender konfigurer-bare lyseffekter, herunder pulserende glimt ledsaget af lyde eller endda med indikering af processorens temperatur. Kompatibel ARGB-komponenter, såsom grafikkort og fans, kan også deltage i festen.

RGB-belysningsfunktionerne i dit gaming-bundkort bør dog helt ærligt ikke stå øverst på listen over overvejelser; de er bare lidt ekstra lir. Anstændige bundkort har som minimum et par ARGB-stik; nogle op til et halvt dusin.

Vil du have mere, kan du altid tilføje en dedikeret controller, såsom NZXT Hue 2 (fire kanaler og kabler til 550 kroner). Der er også budgetsystemer fra omkring 170 kroner, eller du kan tilføje en strøm-adapter, der opdeler et enkelt RGB-stik i flere, som så kan bade alt i lys. Og hvorfor ikke?