Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Her er diskene til dit digitale liv

Den eksterne harddisk er svær at undvære, når man vil gemme og have nem adgang til mange, tunge filer. Der findes diske til ethvert formål. Her hjælper vi dig med at finde den rigtige harddisk blandt de tre hovedtyper.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Harddisken er uundværlig del af det moderne liv. Der er ikke blot en harddisk i din computer, men også i din mobil og tablet (dog uden roterende disk) – samt skjult i skyen på nettet, hvor du måske gemmer og i hvert fald henter data. Uden alle de informationer, vi lagrer på harddiske alle mulige steder, kunne vi slet ikke fungere her i 2013. Hverken derhjemme eller på jobbet.

Derfor kan det næppe undre, at der stadig er stor interesse for harddiske, selvom vi befinder os i en net-orienteret tid, hvor man skulle tro, at fysiske medier var passé.

Vi kan faktisk ikke få harddiskplads nok. Derfor er der masser af grokraft i markedet for eksterne diske af enhver art.

Find vejen til din type

De bærbare typer er normalt udstyret med diske i størrelsen 2,5”, hvilket svarer til den diskstørrelse, som er normal i bærbare computere. De stationære eksterne modeller har typisk en diskstørrelse på 3,5”, hvilket pudsigt nok er det samme som normaldiske i stationære computere.

Som udgangspunkt er prisen pr. gigabyte lavere, når du vælger en 3,5”-disk sammenlignet med en 2,5”-disk, og 3,5”-disken har større kapacitet. Samtidig overfører de store, eksterne harddiske data hurtigere. Men de stationære harddiske er selvfølgelig ikke så handy som de bærbare, og den fordel har gjort de bærbare meget populære de senere år.

En helt tredje kategori er netværksharddiskene. De kaldes også for NAS, hvilket er en forkortelse for Network Attached Storage. NAS-diske vinder frem. Selv brede detailkæder som Fona fører produkttypen i dag. Det er der gode grunde til. NAS-disken kobles på hjemmets trådløse netværk, så alle computere med netadgang også har adgang til disken. Så har alle familiemedlemmer et praktisk backup-medie, som altid er på. Men først og fremmest har de en fælles disk til fotos, film og musik, som alle kan få adgang til. Mange NAS-enheder tillader også adgang fra smartphones eller tablets.

Ulempen ved NAS er hastigheden, der ikke er så høj over det trådløse netværk som via en USB-forbindelse. Så skal der overføres store filer til en NAS, er det en god idé at sætte den til at udføre arbejdet i baggrunden.

Mange vælger derfor en løsning, hvor man har en NAS til alle fællesfilerne og en personlig disk tilsluttet pc’ens USB-port, hvor man kan tage en backup uden at skulle vente mange minutter.

USB flytter data

I det hele taget dominerer USB-kablerne, når det handler om kablet dataoverførsel. Der findes mange andre systemer som er gode – herunder Firewire og Thunderbolt, som især Apple og nogle professionelle maskiner benytter. Fordelen ved sidstnævnte er, at det giver en lynhurtig forbindelse, og at enheder kan sættes i serie, så du kan slutte en disk til pc’en og endnu en disk til den første disk. Der findes også en del pc-skærme, som har indbygget Thunderbolt-tilslutning.

Men USB-forbindelsen har sejret. Den er billigere, og i 3.0-versionen hurtig nok. Selvom Thunderbolt på papiret er hurtigere, har vi ved flere lejligheder målt, at de to overførselsteknologier i praksis er næsten lige hurtige.

Harddisken finder nye ”makkere” i disse år. Den er ikke kun til pc’er. Smartphonen og tabletten er kommet til, og i dag kan mange smart-tv'er forbindes til en harddisk, så du kan optage film og serier direkte. Tjek på emballagen, om den disk, du vil købe, kan bruges sammen med dit tv. Ikke alle kan.

Datatid har testet 12 harddiske, delt op i tre kategorier: bærbare eksterne, stationære eksterne og netværksdiske (NAS). Læs testene her.

Datatid har testet 12 harddiske, delt op i tre kategorier: bærbare eksterne, stationære eksterne og netværksdiske (NAS). Læs testene her.

Bærbare harddiske:

Buffalo Ultra-Portable & Lightweight
Freecom XXS Leather
Freecom Mobile Drive Mg
WD My Passport Ultra

Stationære harddiske:

WD MyBook

Freecom Hard Drive Sq
Buffalo Media Hard Drive
Verbatim Store ´n´ Save

NAS (netværksharddiske):

Freecom Silverstore 2-Drive NAS
Buffalo Terastation 4400
WD Live Duo NAS
Synology DiskStation DS213j