Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Her er de bedste gratis-programmer lige nu

Her er fire spændende programmer udvalgt af redaktionen på AOD. Find links til disse og mange andre programmer under fanebladet ”Gratis software” på aod.dk.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Tjekbil:
Tjek bilinfo med nummerpladen

Tjekbil er en app til Android-enheder. De modne af os – med grå tindinger – vil måske huske tilbage på en tidlig fase i ungdommen, hvor det var moderne at skrive registreringsnummeret ned på de biler, vi stødte på. Det var ikke andet end tidsfordriv.

Med Tjekbil-appen derimod får du adgang til et hav af oplysninger om ethvert tænkeligt registreringsnummer. Det er interessant, hvis du overvejer at købe en brugt bil. Der er information om alskens specifikationer, eventuel pant, forsikringer m.m.

Hent Tjekbil her.


2 Shotcut:
Videoredigering med muligheder

Hvis du er til videoredigering, er Shotcut et velegnet open source-program med masser af features. Programmet, der kan afvikles under Windows, Mac og Linux, findes også i en portabel udgave, så du altid kan have programmet med dig. Det er dette nummers fortrukne program, da du får en lang række muligheder for at opnå det optimale slutprodukt.

Programmet kan til at begynde med virke lidt anstrengende, da indlæringskurven er temmelig stejl. Det gælder især, hvis du ikke tidligere har arbejdet med videoredigering. Shotcut understøtter de sidste nye video- og audioformater samt en lang række billedformater. 4K-videoopløsning understøttes også. Programmet er desuden uafhængigt af systemcodecs.

Der er et meget stort antal videofiltre til rådighed. Du kan også fade audio ind og ud samt fade til og fra sort på videosiden. Endvidere har du adgang til tre farvehjul til justering af videoens farver. Audiodelen understøtter mono, stereo og 5.1-surround. Her findes der også en del filtre til justering.

Hent Shotcut her.

3 Autoruns:
Se, hvad der starter med Windows

Microsofts Autorun-program ser måske ikke ud af alverden, men det er et effektivt værktøj, hvis du virkelig vil til bunds i, hvilke programmer, tjenester og drivere mv. der går i gang, når Windows starter. Du vil også kunne se, hvad integrerede Windows-programmer åbner af for eksempel tjenester.

Du kan få vist alt på en gang eller med de integrerede faneblade få oplysninger om enkelte deltyper. Få det ultimative overblik.

Hent Autoruns her.


4 Sublime Text:
God teksteditor til dine egne programmer

 

Hvis du er programmør, så har du brug for et godt tekstredigeringsprogram til formålet. Sublime Text kan dog med fordel også anvendes til andre tekstbaserede formål. Programmet kan desuden hentes til Windows, Mac og Linux. Sublime Text understøtter en lang række programmeringssprog, og som noget nyt også Transscript, JSX og TSX. Programmet har en behagelig brugergrænseflade.

Anvendelsen af simultane faneblade gør det lettere at overskue ens projekter. Der er kontekstbevidst autoudfyldning baseret på eksisterende kode i det pågældende projekt. Syntaksdefinitionerne er blevet forbedret, og grafikkortet kan hjælpe med til at rendere brugergrænsefladen.

Hent Sublime Text her.

/////

Er gode programmer og det rette styresystem vigtige for dig?
Magasinet AOD er spækket med viden, tips og trin for trin-vejledninger.
Få et nyt magasin hver tredje uge med tests og indsigtsartikler