Hvis du anvender Windows 10, som langt hovedparten af alle Windows-brugere gør i dag, kan du med USBDrive-Log-programmet få præsenteret log-oplysninger for alle tilsluttede USB-drev. Programmet kan afvikles uden at blive installeret, og du får en lang række oplysninger om logningshistorikken – herunder dato for tilslutning og frakobling, størrelse på drev, producent, model og serienummer, samt hvilken formatering der er anvendt på drevet. Et lille program, ja, men ret nyttigt.
__________________________________________________________________________
Dette nummers foretrukne program AquaSnap Personal, er et alternativ til Windows 10’s indbyggede Aero Snap-funktion, hvor Windows-vinduer kan arrangeres ved at ”fastgøre” dem til siderne af skærmen. Man kan især drage fordel af AquaSnap, hvis man sidder bag en 4K-skærm eller anvender flere skærme. Her skal det dog påpeges, at den gratis version ikke understøtter flere skærme samt enkelte andre avancerede funktioner. Den gratis udgave er også kun beregnet til personligt brug.
Det smarte er, at hvis man ønsker det, kan man ved at downloade den gratis version straks afprøve den professionelle version i et begrænset tidsrum. Man kan selvfølgelig også undlade det. Programmet kan tilrette vinduer, det kan bruges til at strække vinduer, og vinduernes gennemsigtighed kan justeres. Det er også muligt at ryste et vindue for at sikre sig, at dette vindue forbliver øverst i rækken af vinduer. Vil man kunne bevæge flere sammenhæftede vinduer simultant, skal man dog investere i Pro-versionen.