Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Her er 4 forrygende programmer, der er helt gratis

Her er fire spændende programmer udvalgt af redaktionen på AOD. Find links til disse og mange andre programmer under fanebladet ”Gratis software” på aod.dk.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 QuickDictionary
Oversæt løbende med smart app

QuickDictionary kan være interessant for dig, hvis du læser e-bøger på engelsk eller engelsksprogede artikler og informationer på internettet.

Der er tale om en Android-app, som anvendes til hurtigt at slå ordets betydning op og til at få ordet oversat til dansk. Selv om man er ferm til engelsk, støder man på begreber, som man ikke helt kan decifrere. Med QuickDictionary slipper du for at forlade teksten. Når den rette tilladelse er givet, har du nemlig øjeblikkelig adgang til ordforklaringen.

Hent QuickDictionary her.

__________________________________________________________________

2 Darktable
Fotografens digitale fotoalter

Darktable, som er dette nummers foretrukne program, er et open source-program, der henvender sig til fotografer, herunder måske især ivrige amatørfotografer. Programmet er ikke kun meget funktionsrigt, men det kan fås til både Windows, macOS og Linux.

Darktable sigter mod at processere fotos i raw-format, men kan bearbejde fotos i andre formater såsom jpeg. Programmet er grundlæggende opdelt i to faner, lighttable og darkroom, men der er flere funktionaliteter som slideshow og tethering under et yderligere faneblad.

Lighttable viser informationer om billedets herkomst samt tags og andre nyttige oplysninger. Under fanebladet Darkroom (mørkerum) kan du manipulere med billeders fremtoning i videste forstand.

Programmet kræver en del kendskab til fotografi og begreberne bag de forskellige effekter samt terminologien bag billedbehandling. Brugergrænsefladen er ikke menudrevet, men består af tematiserede faneblade med hver sine manipulationsområder. Meget overvældende og kræver lidt tålmodighed.

Hent Darktable her.

3 Jpegview
Hurtig billedfremviser

JPEGView er et gammelkendt billedfremvisningsprogram til Windows, der her kommer med opdateringer fra 2021. Programmet er meget basalt. Der er ingen kompliceret menustruktur at skulle tage stilling til.

Når du starter programmet, ser du først et vindue, hvor du vælger, hvilke billeder der skal åbnes. Herefter ser du billedet inklusive basale billedredigeringsmuligheder. Programmet er hurtigt i brug.

Hent Jpegview her.

__________________________________________________________________

4 HE - Hardware Read & Write Utility
Systeminformationer for nørder

HE Hardware Read & Write Utility er et systeminformationsprogram, der virkelig går i dybden med informationer om alt muligt angående din pc. Programmet indeholder desuden en række funktioner, der retter sig mod ingeniører.

Programmet er en skattekiste for den teknisk uddannede og interesserede person. Man skal dog huske at være forsigtig, når man anvender programmet, da man i særlige tilfælde får adgang til at ændre på hardwareindstillinger.

Dette kan medføre – hvis du gør noget forkert – at din computer ikke længere virker. Der er ingen brugervejledning. Hvis du ved, hvad du gør, er programmet en guldgrube. Ellers skal du nøjes med at kigge.

Hent HE - Hardware Read & Write Utility her.