Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Hephaestus P1: Her får du hele pakken

P1 er det dyreste af de tre. P’et står for ”Performance” og antyder, at headsettet er tænkt til seriøse gamere.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Her får du faktisk alt, hvad de to andre har kombineret. Der er både RGB-lys, virtuel surround, vibrationer, køleplader og adgang til Hera-softwaren.

Headsettet er sort, men stort set identisk med E1 i design, dog er ørepuderne anderledes i deres udformning. De har et luksuriøst læderagtigt look, og så er de en anelse større i omfang, hvilket betyder, at de lige præcis når omkring undertegnedes relativt store ører, så de ikke sidder og presser på spidsen. Det betyder, at de er mere behaglige at bære over længere tid.

Fjernbetjeningen er også lidt anderledes. Udover muligheden for at aktivere eller deaktivere mikrofon, er der også en knap til at styre styrken af vibrationseffekterne. Ligesom på E1 er de dog generelt ret svage.

I Hera-softwaren kan du både styre RGB-lyset og lyden i detaljer. Lydscenen er dog lidt anderledes bygget, og til forskel fra Hebe M1 er der en 3D-funktion, som giver en større rumfornemmelse. Det fungerer udmærket.

Rumindstillinger og equalizer er der også, dog fungerer equalizeren ikke altid helt, som man kunne forvente. Blot en lille justering af en frekvens kan betyde en radikal ændring i hele lydbilledet.

Lyden ligger et fint sted imellem de to andre headsets. Du får mere bund end i E1, men klarheden fra dette headset bevares, så du både mærker lyden og har nemt ved at orientere dig. Vil du være fuldt dækket med funktioner, fin lyd og behageligt design, er dette headset det rette.