Home » Internet » Helt igennem grønt it-isenkram!
Helt igennem grønt it-isenkram!

Helt igennem grønt it-isenkram!

Share

At have ”grønt” it-udstyr på programmet er et must for alle producenter i dag. Læs her om, hvad de har at byde på, og ikke mindst hvad du skal kigge efter, næste gang du skal ud at købe udstyr.

Når de store – og små – producenter af it-udstyr skal markedsføre sig, er det et krav at have produkter, som sparer strøm. Det har været undervejs i årevis, og når vi hos Datatid bliver inviteret til forskellige pressemøder, så er budskabet fra producenten altid: ”vi er grønne”. Det gælder uanset, om der er tale om vaskemaskiner, flad-tv’er eller it-udstyr.

Det er helt tydeligt, at det er etkonkurrenceparameter på linje med ydelse, design og alt andet som skal få os forbrugere til at vælge netop deres apparater.

Nogle gange får man indtryk af, at producenterne nærmest har dette punkt med, fordi de skal. Men det understreger blot vigtigheden, og det vil med garanti kun blive mere udbredt i fremtiden.

Som forbruger er det jo fint, for umiddelbart betyder alle de nye strømbesparende teknologier ikke, at produkterne bliver ringere, men enheder som er smarte og nye, og som samtidig er mere strømbesparende end deres forgængere. Så konkurrencen betyder en skjult rabat i form af en mindre elregning.

Bonus for os forbrugere

Nu er det jo ikke fordi, vi ligefrem skal have ondt af producenterne. De skal nok tjene penge alligevel.

Ingen tvivl om det – men vi vil påstå, at vi forbrugere alligevel står som dem, der vinder mest ved den nye trend. Hertil kommer jo, at vi skåner miljøet, og det er et punkt, hvor vi alle – både forbruger og producenter – har en forpligtelse.

Der er mange måder at lave it-udstyr mere strømbesparende på. Her er input og konkrete eksempler fra tre store producenter.

Se det som eksempler og ikke som en reklame for de enkelte virksomheder. De nævnte teknologier – eller tilsvarende – kan du også finde hos andre.

Acer: LED-skærme sparer op til 33 %

Acer er en meget stor leverandør til os private, og de har naturligvis en række produkter, som skulle give ekstra gevinst på din næste elregning.

[pt id=’2005434′ size=’large’ link=’file’]

 

En af dem er skærme med LED-teknologi. Det er jo ikke en teknik, som Acer er ene om at have. LED er den baggrundsbelysning, som man kan benytte i en LCD-skærm. Herunder også i tv-apparater.

Det er vigtigt at pointere, at når man taler om LED-tv-apparater eller LED-skærme, så er der stadig tale om LCD-teknologi. LED er lyset, som er bag LCD-panelerne.

De har en række fordele – herunder et bedre lys, som er mere rent, og som kan gengive for eksempel hvid mere rent og mere hvidt end traditionel teknologi.
Men en anden fordel er altså også, at du sparer strøm. Skærme med LED-lys kan i Acers tilfælde spare op mod 33 % strøm sammenlignet med modeller med traditionel baggrundsbelysning.

En anden måde at spare på er Powersmart, der – som navnet antyder – er en enhed, der sparer på strømmen på en smart måde. Således bruges der kun energi på de kredsløb, der skal bruge strøm – eller man kan sige, at de får kun det, de skal bruge og ”brænder” ikke noget unødigt af.

Det samme gælder opladning af batteri, strømforsyningen og så videre. Det er teknologier, som producenterne ikke vil afsløre så meget om. Men de fleste store har noget, der minder om det, der er beskrevet her.

HP: Tre hovedkategorier

Hos HP har man tre hovedområder p.t., som man fokuserer på, når talen går på grøn it til private.

[pt id=’2005435′ size=’large’ link=’file’]

 

1. Touchsmart pc

Denne serie er designet med mange smarte features, som vi også har konstateret ved en test, da den lige var landet på markedet. Men TouchSmart-pc’en, der, som navnet antyder, er en pc med trykfølsom skærm, er også specielt designet ud fra miljøhensyn.

Sammenlignet med en gennemsnits-pc med omtrent samme performance er energiforbruget mindsket med 86 kilowatt-timer. Men det er ikke kun strøm, man kigger på, når man skal være grøn.

Mange firmaer har fokus på emballagen, og i dette tilfælde er den lavet af 100 % genanvendeligt materiale.

Der bruges mindre papir og mindre plastskum. Maskinen er også mindre, da der er tale om en flad skærm med indbygget pc, som har 55 % mindre metal og 37 % mindre plast end i en standardskærm med pc – ifølge HP.

Desuden er den Energy Star-mærket. Et symbol på at apparatet er ekstra strømbesparende, som du kan læse om et andet sted i denne artikel.

2. Print med omtanke

Når du printer er der mange gode grunde til at tænke sig om. Her er det jo traditionelt blækforbrug og papir, vi tænker på. Men der er også strøm at spare. Mange printere har – eller bør have – en funktion, der sætter den på vågeblus eller slukker, når den ikke har været brugt længe.

Se også:  Acer ConceptD 500 [TEST]: Nu er den stationære pc spændende igen

Således også med HP’s nye Officejet Pro printere, som vi har omtalt i et tidligere nummer af Datatid. Her er driftsomkostningerne langt lavere end på tidligere modeller.

Omkostningerne på strøm på for eksempel en Officejet Pro 8500 (monolaser sammenligning alene) er mellem 500 og over 1.500 kroner mindre end andre. Sammenligningen viser tre års typisk drift sammenlignet med konkurrenter. Og sådan kan man blive ved med andre modeller.

Pointen er, at HP og andre printerproducenter tænker meget på denne type løsninger. Canon har for nyligt introduceret hurtigere opstart og andre tiltag i deres multifunktionsprintere, som også samlet betyder en besparelse, du kan mærke over et års brug.

3. Grønne bærbare

En måde at gøre den bærbare mere grøn målt alene på strømforbrug gøres ved at få bedre og længere batterilevetid. Det siger sig selv, at batterier, der skal oplades tit, ikke giver god økonomi og i øvrigt er irriterende i brug.

En af metoderne, som HP har introduceret for nyligt, er batterier med såkaldte Sonata-celler. De klarer dels op til 1.000 opladninger, og dels har de tre til fem gange længere batterilevetid end de meget brugte lithium-ion-batterier.

Helt generelt er det godt at kigge efter bærbare med lang batterilevetid, da det jo har helt åbenlyse fordele. Men der er altså også forskel på batterierne og deres levetid, som er værd at spørge ind til, før du hiver Dankortet op af lommen.

Fujitsu: Vælg efter behov

Helt generelt er anbefalingen fra alle, at skal du tænke i miljø og strøm, så er den bærbare, den du bør vælge. Men så enkelt er det ikke.

[pt id=’2005437′ size=’large’ link=’file’]

 

Du bør vælge ud fra dine behov, som Steen Grønbeck fra Fujitsu forklarer: ”Angående hele diskussionen omkring bærbar vs. stationær så er det vigtigt at pointere, at jeg ikke foretrækker det ene frem for det andet.

Faktisk vil en bærbar for det meste være det mindst strømforbrugende under drift. Min pointe er blot, at man skal vælge det mest miljørigtige produkt efter, hvad ens behov er.

Faktum er dog, at en stationær pc med strømbesparende komponenter er nede at bruge under 40 watt i idle mode, hvilket er ret imponerende. Netops er endnu lavere, og når vi snakker tynde klienter, så er forbruget under en bærbars.

Mit budskab er, at grøn it er andet end strømforbrug under drift, selvom dette er et utroligt relevant og nyttigt parameter – men igen, kun et enkelt parameter ud af en helhedsbetragtning. Et eksempel kunne være de nye netbooks, som opfylder Energy Star, der forbruger lidt strøm, men har begrænset funktionalitet.

De kommer ikke til at holde mange år, før de vil blive udskiftet. Og dette er naturligvis ikke CO2-neutralt. Budskabet om at købe eksempelvis en Svanemærket pc eller notebook eller skærm som man ved, overholder de strenge miljøkrav, er utroligt relevant. Mht.

CO2-forbrug så har Gartner bl.a. sagt, at 70 % af CO2-forbruget for en pc fremkommer under produktionen og transporten af produktet”.
Steen Grønbeck forklarer, at der er mange definitioner på grøn it.

For nogle er grøn it udelukkende strømforbrug, intet andet end det der kan måles på bundlinjen. ”Vores betragtning er, at grøn it er energibesparende udstyr, hvor hele produktets livscyklus er taget i betragtning.

Her skal alt tages i betragtning, lige fra produktion til ibrugtagning til bortskaffelse, inklusive kemikaliebrug og udledning af giftige stoffer. Vores pc’er og notebooks er miljømærkede, fordi vi fokuserer på bæredygtighed gennem hele pc’ens livscyklus – lige fra materialevalg til produktion og transport og dernæst genbrug af pc’en.

I takt med at vi udvikler bedre og hurtigere pc’er, kasserer og udskifter brugerne dem også i stigende grad, og det udgør en risiko for vores miljø. Det er vigtigt, at vi gør en forskel på dette område”. Slutter produktchef Steen Grønbeck.

Se efter dette, næste gang du køber pc

Rådene herunder er fra Elsparefonden – Datatid har taget de vigtigste, du bør tjekke.

Dette er minimumskrav, som pc’en skal overholde. Faktisk kan mange nyere computere uden problemer overholde disse krav. Men der er ”syndere”, og derfor bør du kigge dig godt for. Et godt tilbud på en computer kan blive dyrt i længden, hvis den er en strømsluger.

1.

Gå efter bærbare computere og fladskærme. De bruger typisk under halvt så meget strøm, som sta-
tionære computere og billedrørsskærme. Men har du brug for en stor arbejdsstation, skal den naturligvis være stationær. Her bør du gå efter dem, som er mest strømbesparende.

Se også:  Vælg den perfekte skærm til grafisk arbejde og fotoredigering

2.

Gå efter computere og skærme med laveste el-omkostninger i hele levetiden. De mest effektive koster under halvt så meget på elregningen som de mest strømforbrugende. Du kan se og selv beregne totalomkostninger på www.elsparefonden.dk/it.

3.

Sørg for, at computere og skærme er indstillet til at gå i sleep efter 5 til 30 minutter uden aktivitet ved hjælp af computerens strømstyring i kontrolpanelet. Dette finder du i Windows, hvor det kan styres og sættes meget præcist.

4.

Brug elspareskinner, som sørger for automatisk at slukke tilsluttet udstyr (skærm, printer m.v.) ved sluk af computeren, eller når computeren ikke har været brugt i en periode.

5.

Brug eventuelt særligt server-software, som kan slukke for computere på netværk, når de ikke bruges.

6.

Vær opmærksom på, at docking-stationer til bærbare computere har standbyforbrug og bruger ekstra strøm i tændt tilstand. Spørg til forbruget, og vælg et produkt med et lavt standby-forbrug.

Energy Star – miljøbevidst it

At bruge Elsparefondens hjemmeside og generelle retningslinjer er en rigtigt god idé. En anden god idé er at se efter Energy Star-mærket på produkter.

[pt id=’2005436′ size=’large’ link=’file’]

 

Energi Star er et fælles, europæisk program for energieffektivt kontorudstyr. At kunne skrive at et produkt er Energy Star-certificeret betyder, at producenten skal kunne klare en række forskellige krav til at være energieffektive.

Det, du skal være opmærksom på, er, at der findes mange forskellige standarder. Kravene er jo strengere nu end for bare få år siden. Derfor deles Energy Star op i forskellige certificeringer, for eksempel 4.0, 5,0 og så videre.

På Energy Stars hjemmeside kan du finde oversigt med producenter og produkter, der opfylder de forskellige krav.

Som med Elsparefondens kan du sagtens bruge denne hjemmeside som inspiration eller til at indsnævre ”feltet” af produkter, du skal ud at vælge imellem, hvis du vil have dem, der er mest energieffektive.

Energy Star gælder mange typeprodukter – herunder også store servere, printere og andet it-relateret udstyr.

Dvale eller dyb søvn

Nu er det ikke fordi, vi tror, din computer kan nå den dybe søvn – men man kan godt sammenligne de to tilstande af dvale, computeren kan indstilles til med din søvn.

Den ene er et ”powernap”, den anden dyb søvn.
Sæt computeren på Standby, og programmer og alt du har kørende, gemmes i hukommelsen. At sætte computeren på standby er en god idé, når du skal til computeren hurtigt igen. Standby er nemlig hurtigere end dvale, og du skal ikke starte forfra.

Dvale er den dybe søvn, og det tager længere tid at starte computeren op igen. Men du kan til gengæld slukke for strømmen uden at miste dokumenter eller andet.

Sådan indstiller du til standby/dvale

Skulle du være i tvivl om, hvordan du indstiller din computer til dvale eller standby, er her fem trin, der viser, hvordan du gør. Dette gælder for Windows XP. Det samme kan du finde under Windows Vista.

1. Højreklik på skrivebordet, og vælg Egenskaber.

2. Vælg fanebladet Pauseskærm.

3. Indstil Pauseskærm til Ingen. Hvis du har valgt en pauseskærm, kan computeren ikke gå i dvale eller standby og vil bruge fuld effekt.

4. Klik på knappen Strømforsyning.

5. Indstil følgende, og klik på OK-knappen, når du er færdig: Systemstandby (på batteri – ikke på stationær): Efter 15 minutter. Systemstandby (på strøm): Efter 30 minutter. Sluk for skærm: Efter 5 minutter. Sluk for harddiske: Efter 5 minutter. (Eller hvad der passer dig).

Grøn it er mere end mærkninger

Energy Star-mærket, som også Elsparefonden læner sig op ad, har en mærkning af energieffektivt udstyr.

[pt id=’2005438′ size=’large’ link=’file’]

 

Denne er ekstrem brugbar til at måle produktets strømforbrug, men kan ikke stå alene, da den ikke måler produktets samlede ”grønne egenskaber” ud fra en livscyklus. Når du skal navigere i den ”grønne jungle”, er det derfor vigtigt at holde dig for øje, om du kigger på produktets samlede grønne egenskaber.

Eksempelvis ydelsen holdt op mod energiforbruget og igen sammenlignet med hvilke stoffer, der er brugt i produktet. Svanemærket er her en utroligt nyttig vejviser, når vi taler produktets grønne kvaliteter set ud fra en livscyklus’ betragtning.

Et Svanemærket produkt skal nemlig leve op til en lang række krav, som ser på andre faktorer end strømforbrug, navnlig: råmaterialer, indhold af tungmetaller, brug af farlige, kemiske stoffer og mulighed for genanvendelse og minimering af affald.

Mærket lever samtidig op til internationale krav (Energy Star) om lavt energiforbrug. Den amerikanske EPEAT mærkning måler også mange andre miljøkrav, der næsten er magen til Svanens.


TAGS
Acer
energibesparende
fujitsu
grøn
pc

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S