Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Helt trådløse in-ears [STORTEST]: Slip dit headset helt fri

Det vrimler frem med in-ears, der giver dig musik i ørerne helt uden ledninger. Der er dog stor forskel i lydkvalitet, pris og funktioner. Vi testede fire af de mest spændende modeller lige nu.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De helt trådløse in-ears begyndte at dukke frem sidste år, men her i efteråret har det for alvor taget fart med de små headsets, som giver dig musik fra mobilen i ørerne uden skyggen af en ledning.
Det betyder samtidig, at forskellen på priser og udvalget af funktioner er blevet væsentligt større, så der nu er mange spændende valgmuligheder derude.

En bille i øret

Man skulle ikke tro, at der er plads til megen variation i designet, når det gælder en lille dims som en in-ear-høretelefon. Ikke desto mindre er der forskel på de fire testdeltagere.

Jabra, Bragi og Beoplay læner sig op ad samme opskrift. Det er små klumper, der fylder den nederste del af øret ud, med en lille dut i enden, der går ind i øret. Jabra har en lille krog, der gør, at Elite Sport sidder ekstra godt fast og ikke falder ud under sport.

Krogen kan skiftes til forskellige størrelser, men er integreret i designet, så det er svært at bruge Elite Sport uden den. Og det er lidt ærgerligt, for de sidder rigelig godt fast i forvejen – ikke mindst fordi de skal klemmes exceptionelt godt ind i ørerne for give optimal lyd og minimere vindstøj – og krogen gør, at de ikke er specielt behagelige at gå med.

Ingen ører er dog ens, så for nogle mennesker vil de givetvis være det perfekte match.

Hos os sad de andre testdeltagere bedre. Bragi og Beoplay glider nemt og ubesværet ind i øret og sidder behageligt og ugenerende.

Sony har et anderledes design. Her skal kun øreproppen ind i øret og ikke resten af de små in-ears. De sidder i stedet uden for øret og ligner små biller med deres blanke ovale overflade. Om man kan lide looket er en smagssag, men de sidder behageligt.

Touch eller knapper

Sony har også ramt plet, når det kommer til betjeningen. Det er ikke nogen nem opgave at skabe en intuitiv og behagelig måde at styre så små apparater.

B&O forsøger med touch, mens Jabra og Bragi har fysiske knapper. Ingen af løsningerne er dog helt ideelle. Med touch er der risiko for, at man ved en fejl kommer til at berøre øredutterne og foretager en forkert kommando. Det sker ikke så let med fysiske knapper. Til gengæld er der risiko for, at du skubber øredutterne skævt i øret, når du trykker på en knap eller holder den inde, som det kræves af visse kommandoer.

Takket være Sonys særlige design har det dog været muligt at placere knapperne på siderne, uden for øret, så du nemt kan bruge dem uden at skubbe til øredutterne. De kunne godt have siddet lidt længere nede, for de dækkes faktisk lidt af øreflipperne, men ikke desto mindre er det en fin løsning.

Du kan skifte musiknummer og vælge forskellige lydtilstande, men besynderligt nok kan du ikke ændre volumen. Det kan du på de andre, der bortset fra dette tilbyder betjening til mere eller mindre de samme funktioner.

Jabra er dog lidt en undtagelse for her giver de små in-ears også direkte adgang til træningsfunktioner. Du kan starte, stoppe og pause tracking af din aktivitet og få oplæst en status på den. Elite Sport har indbygget pulsmåler og VO2max-måling, så du nøje kan registrere din træning. Via appen kan du lave programmer og gå i dybden med målingerne, og det er i det hele taget et imponeren-de gennemført fitness-univers, du bliver lukket ind i med Jabras in-ears.

Sonys øredutter er heller ikke fattige på funktioner. Det er de eneste af de fire testdeltagere, der tilbyder aktiv støjreduktion, så du kan sidde i ro og lytte til musik på flyet eller togturen. Det er ikke den bedste noise cancelling, vi har hørt, men den tager ikke desto mindre den værste støj.

Du kan også vælge at bruge de indbyggede mikrofoner til at lukke lyd ind, hvis du eksempelvis går på gaden og gerne vil kunne høre, hvad der sker omkring dig. WF-1000X er endda i stand til automatisk at skifte tilstand afhængigt af, hvad du laver, sådan at én tilstand aktiveres, når du går, en anden, når du sidder i bussen, en tredje, når du er på kontoret osv. Det fungerer fint og via den tilhørende app kan du selv vælge, hvilken tilstand der skal aktiveres hvornår.

Bragi og Beoplay er mere simple i deres funktionalitet. Muligheden for at lukke lyd ind får du dog også her, og Beoplay har desuden en intutiv EQ-funktion i form af Tonetouch-cirkel, som du finder i Beoplay-appen.

Luftig lyd

Lyden hos Beoplay er dog glimrende, helt uden du behøver at pille ved noget som helst. Her får du et flot og velafbalanceret lydbillede med fin plads til alle deltaljer i musikken.

Jabra klarer sig også rigtig godt, når du har klemt øredutterne ordentlig ind. Her er behageligt overskud og luft i lydbilledet, så musikken kan ånde og kommer optimalt til udtryk.

Lyden hos Bragi er lidt mere presset, men dog behagelig nok, mens WF-1000X er en anelse flad i lyden. Der skulle dog være en EQ-funktion på vej til appen. Den kan forhåbentlig løfte oplevelsen en smule.

Der er ingen af testdeltagerne, der falder fuldstændig igennem på lyden, men Beoplay tager ikke desto mindre stikket sikkert hjem her. Når det gælder telefonsamtaler, er Sony dog stærkest.

Oplader i æsken

Alle fire headsets kommer i små æsker. Det gør de ikke kun, for at du nemmere kan holde styr på dem, men også for at du kan få ekstra strøm til de små dimser, når du er på farten. Der er nemlig indbygget batteri, så de lader op, så snart du lægger dem i æsken – eller det vil sige, at det er der i alle på nær Bragis. Her har man sparet det væk.

Til gengæld leverer dette headset den bedste batteritid. Du får op til seks timers musik på en opladning. Bundskraberen er Sony med kun tre timer. Her kan du hive seks timer ekstra ud af æsken, som dog er lidt af en klods og ikke helt nem at klemme øredutterne ned i.

Beoplay og Jabra ligger midt imellem med 4-4,5 timer plus to ekstra opladninger i de mere diskrete æsker, hvor øredutterne nemt glider tilrette ved hjælp af magneter.

Et spørgsmål om behov

Selvom der er tale om en relativ ny type produkt er børnesygdommene allerede ved at være væk. Man kan stadig opleve problemer med forbindelsen – i største grad hos Sony og Jabra – hvor man kan være nødt til at aktivere øredutterne separat for at få lyd igennem, men det er i småtingsafdelingen og til at leve med.

Kvaliteten er generelt glimrende, og udvalget af funktioner er imponerende i betragtning af, at vi har med så små enheder at gøre.

[irp]

Netop alsigheden i funktioner gør da også, at der ikke nødvendigvis er ét af disse headsets, der vil være det rette for alle. Dyrker du fitness, er Jabra Elite Sport det rette valg, mens den, der bruger headsettet til pendlerturen eller rejsen, kan have mest glæde af Sony WF-1000X.

Det headset, der leverer den bedste allround-oplevelse, er dog Beoplay E8. Design, komfort og betjening er upåklagelig, lyden er lækker og batterilevetiden i orden for et headset af denne type. Prisen er dog rigelig pebret.

Kan du leve med lidt mindre luksus, så er det væsentligt billigere Bragi-headset værd at overveje. Det ligger sig på mange måder op af Beoplay i stil og features og leverer en helt igennem behagelig oplevelse, som de fleste vil være tilfreds med.

B&O Beoplay E8

Beoplay E8 betjenes med touch på overfladen.

Forbindelse: Bluetooth 4.2

Holdbarhed: Støvsikre og stænksikre

Funktioner: Transparency mode, tre forskellige niveauer

Styring: Touch

Batterilevetid: 4 t. + 6 t. i etuiet

Vægt: 7 g + 45 g i etuiet

Pris: 2299 kr.

Kvalitetsindtryk: 4.5/5

Brugervenlighed:  3.5/5

Funktioner: 3/5

Ydelse: 4/5

Pris: 2.5/

Samlet vurdering: 4/5

Sony WF-1000X

WF-1000X har knapper på
siderne af hver øredut.

Forbindelse: Bluetooth 4.1

Holdbarhed: Støvsikre og stænksikre

Funktioner: ANC, Ambient Sound, Adaptive Sound Control

Styring: Knapper

Batterilevetid: 3 t. + 6 t. i etuiet

Vægt: 6,8 g + 70 g i etuiet

Pris: 1999 kr.

Kvalitetsindtryk: 4/5

Brugervenlighed: 4/5

Funktioner: 5/5

Ydelse: 3.5/5

Pris: 3/5

Samlet vurdering: 4/5

Bragi The Headphone

Bragi kan lukke omgivelsernes lyde ind, når du trykker på en af de tre betjeningsknapper.

Forbindelse: Bluetooth 4.0

Holdbarhed: Ingen certificeringer

Funktioner: Transparancy mode. Passive noise isolation

Styring: Knapper Batterilevetid: 6 t. + 0 t. i etuiet

Vægt: 6 g + 38 g etui

Pris: 1399 kr.

Kvalitetsindtryk: 3.5/5

Brugervenlighed: 3.5/

Funktioner: 3/5

Ydelse: 3/5

Pris: 4/5

Samlet vurdering: 3/5

Jabra Elite Sport v2

På Elite Sport sidder gummivinger til at holde øredutterne ekstra godt fast i ørerne, når du træner.

Forbindelse: Bluetooth

Holdbarhed: Vandtæt (IP67), stødsikker, svedafvisende

Funktioner: Pulsmåler VO2max, accelerometer, Transparency Mode

Styring: Knapper

Batterilevetid: 4,5 t. + 9 t. i etuiet

Vægt: 4 g + 69 g etui

Pris: 1999 kr.

Kvalitetsindtryk: 4

Brugervenlighed: 3.5

Funktioner: 5

Ydelse: 3.5

Pris: 3

Samlet vurdering: 3.5