Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Helsingør er den første danske 5G pilotby

Så er der tændt for det danske 5G-net. I hvert fald når det gælder et pilotprojekt i Helsingør Kommune, hvor TDC Net, Ericsson og borgmester Benedikte Kiær for nylig trykkede på startknappen. Inden udgangen af 2020 er 5G i drift over hele landet.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Udrulningen af 5G er i fuld gang, og et af de steder, hvor der virkelig er blevet sat skub i opsætningen af nye master, er Helsingør, hvor TDC Net og Ericsson i starten af december holdt fælles launchparty.

Helsingør er således den første danske by, hvor et større 5G pilotprojekt nu er udrullet til glæde for såvel virksomheder som borgere. Det vil dog først være i løbet af foråret, at det afsløres, hvad kriterierne er for at komme med, så da administrerende direktør Andreas Pfisterer fra TDC NET, Arun Bansal, President of Europe and Latin America i Ericsson og borgmester Benedikte Kiær fra Helsingør Kommune i fællesskab trykkede på den røde knap, der aktiverede det nye 5G-net, var det mere en symbolsk handling.

Da denne artikel blev skrevet, manglede de sidste operatørlicenser for det danske 5G-net ligeledes at falde på plads, men der er ikke nogen tvivl om, at Danmarks mobile fremtid hurtigt både kommer til at se meget anderledes og meget bedre ud, når spektrum-auktionen finder sted i andet halvår 2020.

Lad os starte med det helt lavpraktiske. De andre operatører er naturligvis også i gang, men fra TDC Net oplyser kommunikationschef Peter Glüsing Pedersen, at når man nu alligevel er i gang med at sætte 5G-master op, benytter man samtidig lejligheden til at udskifte alt 2G-, 3G- og 4G-udstyr. Det er nemlig ikke sådan, at alle de tidligere teknologier forsvinder med 5G. Slet ikke.

5G hvor det giver mening

Der afvikles stadig masser af tjenester på de andre teknologier, og selv om 5G naturligvis er en imposant storebror, vil der fortsat være masser af sammenhænge, hvor det slet ikke giver mening at anvende 5G. Groft sagt kan man sige, at i de services, hvor intelligensen ligger ude i skyen, giver det rigtig god mening at anvende 5G, mens en simpel sensor til temperaturmåling eller trafiktælling snildt kan drives af de tidligere teknologier.

Det bliver altså ikke en enten/eller, men en både/og verden, hvor nyt og gammelt vil eksistere side om side. Når det er sagt, er der sikkert nogen, der vil spørge, om hvorfor det haster sådan med at komme i gang med 5G?

Den 12. december trykkede Arun Bansal, President of Europe and Latin America i Ericsson, administrerende direktør Andreas Pfisterer fra TDC NET og borgmester Benedikte Kiær fra Helsingør Kommune i fællesskab på den røde startknap, der aktiverede det nye 5G-net.

”Der er ikke nogen tvivl om, at 5G på sigt vil få enorm betydning som fundament for fremtidens digitale infrastruktur og ikke mindst byde på helt nye tjenester, som vi kun lige har set konturerne af. Men samtidig er det væsentligt at påpege, at 5G ganske enkelt er en nødvendighed, for hvis ikke vi tilføjer 5G, vil vi som samfund ganske enkelt løbe tør for båndbredde inden for ganske få år.”

Det siger Lars Nielsen, der er Head of Strategy & Technology, IoT & New Business i Ericsson med ansvar for markederne i Europa og Latinamerika. Selv om 5G byder på højere hastighed, er det frem for alt den markante kapacitetsforøgelse, der er vigtig.

Hele landet dækket i 2020

Det estimeres, at 5G vil være udrullet nationalt ved udgangen af 2020, men allerede nu er mere end 300 master opstillet. De mest markante fordele er højere hastighed, større kapacitet, mindre signalforsinkelse, større stabilitet samt større sikkerhed i form af avanceret kryptering.

Dertil kommer muligheden for såkaldt Slicing, hvilket betyder, at nettet kan deles op i separate segmenter, som ikke forstyrrer eller belaster hinanden. Det betyder, at en virksomhed kan lave separate net for eksempelvis administration, produktion og distribution. Yderligere en fordel er optimal dækning såvel indendørs- som udendørs, hvilket betyder, at 5G i mange sammenhænge vil afløse Wi-Fi.

Født til Smart City-koncepter

Det er Søren Nørgaard Madsen, der er IoT & Smart City Strategist i TDC Erhverv, ganske enig i. Sammen med Lars Nielsen mødte Alt om DATA ham på en konference om fremtidens Smart Cities arrangeret af Smart City Cluster Denmark, Smart City Cybersecurity Lab, Erhvervsstyrelsen og Gate 21, der er et non-profit partnerskab mellem regioner, kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner, som arbejder sammen på tværs for at skabe grøn omstilling og vækst i Greater Copenhagen. Netop fremtidens Smart City-koncepter vil blive en af de store drivere for udrulningen af 5G, og her bliver den højere kapacitet en væsentlig parameter.

5G vil blandt andet kunne bruges til en række helt nye services indendørs. Blandt andet vil autonome droner kunne flyve rundt efter lukketid og inspirere et varelager.

”Når vi får sensorer, der f.eks. skal melde om alt fra trafiktælling til om, at nu er det tid at salte vejene, vil vi se en massiv vækst i antallet. Med 5G bliver vi i stand til at kunne håndtere millioner af devices på blot få kvadratkilometer, så set i lyset heraf er den store kapacitet i 5G en simpel nødvendighed,” siger Søren Nørgaard Madsen og føjer til, at han betragter 5G som en helt naturlig evolutionær teknologiforlængelse.

At den markant lavere latency – altså signalforsinkelse – så også er en nødvendighed i forhold til styring af f.eks. selvkørende biler og trafiklys, er åbenbar. Det bliver ganske enkelt digital infrastruktur i realtid.

Vi får også bedre IoT-dækning

5G-universet vil blive en både/og verden, hvor ny og gammel teknologi kommer til at arbejde side om side og dermed opfylder behov lige fra det lille til det store dataflow. Eksempelvis kan nævnes, at NB IoT og CAT M1 standarderne vil fortsætte og komme på alle danske master, hvilket betyder langt bedre dækning i forhold til Internet of Things-enheder.

Grundlæggende rummer 5G-teknologierne Massive Machine Type Communications til styring enkle sensorbehov, Ultra Reliable Latency Communications til styring af f.eks. autonome biler samt Enhanced Mobile Broadband, der er fundamentet for den markant forbedrede kapacitet.

Både inden- og udendørs

Sammen med 5G vil vi nemlig også se en udbredelse af såkaldt Edge Computing, hvilket betyder et distribueret net af servere og andre teknologier, der skal sørge for så at sige at speede hastigheden op hele vejen gennem signalkæden. Det vil betyde, at vi kommer ned på signalforsinkelse, der er så lav som 1 millisekund.

Derved vil 5G også kunne danne fundament for en række højkritiske funktioner inden for eksempelvis sundhedssektoren, hvor man får meget bedre muligheder for eksempelvis fjernoperationer. Men også inden for en række andre brancher, eksempelvis industrien vil de nye muligheder blive taget imod med kyshånd.

Under pilotfasen i Helsingør regner man med en latency på ned til 10 millisekunder. Når nettet er fuldt udbygget og suppleret med Edge Computing, vil man kunne nå helt ned på 1 millisekund, hvilket blandt andet giver mulighed for fjernkirurgi.

Blandt andet i produktionsvirksomheder, hvor 5G, ifølge Lars Nielsen, i mange tilfælde vil afløse en eksisterende Wi-Fi-infrastruktur. En stor fordel er nemlig god dækning både indendørs- og udendørs, hvorfor der vil være mulighed for både at forbedre eksisterende løsninger og strikke helt nye løsninger sammen, som skal kunne fungere både i fabrikshallen og udenfor.

Ligeledes giver den forbedrede dækning mulighed for helt ny funktionalitet, f.eks. autonome droner, der efter arbejdstid kan flyve rundt mellem lagerreolerne og opdatere varelageret. Desuden giver 5G ikke blot højere hastighed og kapacitet, men er også væsentlig mere stabil.

5G vil vokse eksplosivt

Ifølge en analyse fra Ericsson vil der i 2025 være 2,6 mia. 5G-abonnementer verden over. I dag er tallet ca. 13 mio., hvilket kun er en brøkdel af de estimerede 8 mia. mobilabonnementer verden over.

Ifølge Ericsson er halvdelen på LTE/4G-nettet, mens 25 pct. er på 3G og andre 25 pct. på 2G. I løbet af blot 5 år vil bestanden af 5G-abonnementer altså være vokset til 25 pct. på globalt plan – måske endda mere i takt med den generelle tilvækst i brugen af mobil kommunikation.

Det kniber med innovationen

Fordelene i 5G burde være åbenlyse for enhver. Men Lars Nielsen og Søren Nørgaard Madsen er en smule nervøse for, at udviklingen går for langsomt i Danmark. Flere andre steder i verden er 5G-net i fuld brug, og selv om pilotprojektet i Helsingør er et skridt i den rigtige retning, efterlyser de, at det offentlige og de private virksomheder i langt højere grad indgår partnerskaber og skaber flere projekter, hvor teknologien kan prøves af. Ganske som intentionen er i ”5G handlingsplan for Danmark”, som den tidligere regering præsenterede i det tidlige forår.

Jakob Willer, der er administrerende direktør i teleselskabernes branchesamarbejde, Teleindustrien, er ganske enig.
”Jeg tror på 5G til rigtig mange formål, men det er i innovationen, at udviklingen for alvor skal drives frem. Derfor gælder det også om hurtigst muligt at identificere de rigtige forretningsmodeller.

Forretningsmodeller, der blandt andet skal blive til fordel for dansk landbrug og dansk industri. I den sammenhæng kunne jeg godt tænke mig, at det offentlige for alvor træder i karakter og støtter samt hjælper. Det burde være en helt naturlig opgave. Især i en tid, hvor vi er så fokuseret på grøn omstilling. Der er ikke nogen tvivl om, at på den front kan ny teknologi komme til at spille en markant rolle,” siger Jakob Willer.

Helsingør er den første pilotby

Pilotprojektet i Helsingør Kommune er muligt, fordi Energistyrelsen har givet en midlertidig adgang til frekvensområdet 3,5 GHz, så man i samarbejde med Ericsson, kan teste hastigheder på helt op til 1,1 Gbit/s. Der er opsat nyt 2G-, 3G-, 4G- og 5G-udstyr på 40 master rundt omkring i Helsingør Kommune.

Men før TDC og andre danske teleselskaber for alvor kan åbne for 5G til virksomheder og forbrugere, skal Energistyrelsen afholde frekvensauktion over 3,5 GHz og 26 GHz, som er de frekvensbånd, der er udset til at danne det centrale fundament i 5G-nettet.