Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Håbløse robotter i duel

Hebocon er en konkurrence for robotter, der dyster i en form for robotsumobrydning. Men i modsætning til alle andre konkurrencer, handler det om at have den dårligste deltager.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Som navnet måske nok kan lede tanken i retning af, er denne konkurrence et japansk koncept. Og faktisk er det japanske ord Heboi, som konkurrencenavnet er afledt af, japansk for ’teknisk dårligt’ eller ’lav kvalitet’.

Robotterne er derfor ikke i sig selv meget værd, og de fleste kan hverken gå eller køre, men nærmest kun vralte eller vælte og er nærmest uden nogen praktisk mulighed for nyttig anvendelse overhovedet. Tværtimod bestræber konstruktørerne sig på at gøre dem så skøre og fjollede som muligt. Og af samme grund er robotterne også fyldt med charme.

Derfor er Hebocon en konkurrence, der er en oplagt udfordring til ”opfindere” med fantasi og gå-på-mod, men som måske ikke har tekniske forudsætninger nok til at frembringe en duelig robot, der reelt kan bruges til noget som helst. Sådanne deltagere har måske selv lidt heboi i sig og giver op på halvvejen, men som konkurrencereglerne til gengæld smart er skruet sammen, er det ingen hindring for at lave en fremragende robot til Hebocon.

robotter3 En ”grøntsagsrobot”, der muligvis nok kan skræmme dedicerede kødspisere langt væk.

Papegøjestrik og sækkeløb

I det hele taget er Hebocon til for at opfordre mænd og kvinder til at kaste sig ud i noget, de ikke er særligt gode til, om det så er papegøjestrik, sækkeløb eller robotbygning. Det handler om at stå ved, at du har mod til og på at kaste dig ud i noget nyt og nyder det, imens du også har det sjovt.

Stifteren af Hebocon hedder Daiju Ishikawa, der tidligere havde arbejde på onlinemediet Daily Portal Z, der dækker gør-det-selv-projekter af enhver art og ikke mindst har øje for humoren i det daglige og almindelige. Sideløbende med de mange projekter, der kom godt i vej og fik succes, begyndte Daiju Ishikawa også at dække projekter, der forløb knap så godt for ikke at sige rene fiaskoer. Han siger selv, at det faktisk var mere interessant og sjovere at dække forskellige fejlslagne ting, og det gav ham ideen til at starte den vanvittige robotkonkurrence Hebocon i sin hjemby Tokyo tilbage i juli 2014.

Hebocon var en stor succes, og en film lavet om arrangementet fik udmærkelse af juryen ved Japan Media Arts Festival. Derfra tog det fart, og Hebocon-konkurrencer er siden blevet afholdt i hele verden. Derfor blev det nødvendigt med en officiel og international manual, der definerer reglerne for, hvordan en kamp mellem robotterne skal foregå, og hvad kriterierne er for at vinde (og ikke mindst tabe).

robotter2 En dansk Hebocon-katterobot til skue på Roskilde Festival 2016.

Hebocon vækker minder om dengang, da robotter ikke kun var komplicerede men også klodsede maskiner, der ikke altid lige virkede lige godt, og hvor den ene del efter den anden let kunne falde af – hvilket jo netop var med til at gøre dem søde og charmerende. I dag, hvor enhver har en robotstøvsuger i hjemmet og en digital assistent i mobilen, er det derfor en befriende oplevelse at overvære to Hebocon-robotter opbygget af bananer eller en tekop med vibrator, som gør, at den kan hoppe lidt op og ned i indædt kamp mod hinanden.

I det hele taget er underholdningen det helt centrale i Hebocon, og det er faktisk meget vigtigere at få salen til at le end at sejre over sin modstander. Også derfor ser Daiju ikke sin robotkonkurrence som en ingeniørdisciplin, men snarere som et stykke poesi, der tydeligt afspejler sin skaber og kreatør.

robotter En ombygget båndafspiller, der (vist nok) angriber sine modstandere ved at køre ind i dem.

Også danske fjollerobotter

Medarrangøren Patrick Jarnfeldt understreger, at det er vigtigt ikke at gøre det vanskeligere end at såvel unge som gamle næsten uden videre kan lave deres egne maskiner. At barren er sat lavt, betyder at alle kan være med og derfor kan hente en succesoplevelse første gang, de laver deres egen robot. Han håber også, at konkurrencer som denne kan få flere til at gå ind i computerspilbranchen, som er i stor vækst og mangler folk.

Hebocon-konkurrencerne har også spredt sig til Danmark, hvor Copenhagen Game Collective afholdt den første Hebocon Danmark-dyst i 2016 i forbindelse med Copenhagen Games Festivallen. Siden har Hebocon Denmark også holdt turneringer og workshops på festivaler og forskellige andre events.

For nylig duellerede de søde og charmerende robotter i Danmark i september, hvor Hebocon Danmark blev afholdt i forbindelse med Spilfestival 2017 i Huset KBH, der i samme anledning blev forvandlet til en spil-festival fyldt med kreative projekter.

Forinden havde Hebocon afholdt workshop og konkurrence om titlen ”Most Crappy Robot”. Til sådanne events møder kreativitet og teknologi fiasko og ufuldkommenhed, siger Patricj Jarnfeldt, og det gør folkene bag Hebocon stolte. 