Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Harman Kardon MultiBeam 700: Elegant løsning med stor lyd

Masser af god lyd – og en fin rumfornemmelse takket være en god diskantgengivelse.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Harmans MultiBeam-lydbar leveres uden subwoofer og er reelt en nydelig løsning til et hjem, hvor en stor subwoofer ikke gør sig godt - ligesom den dyrere testdeltager fra Dali. Det, der udmærker Harman, er et design, der dels er nydeligt med frontstof, og dels rummer plads til forholdsvis store højttalerenheder, der vender mod fronten og siderne, så man får en ganske fin surroundlignende effekt. Det er et kompromis, som det jo er med lydbarer, men et gennemtænkt et af slagsen.

Stemmer står meget klart, tydeligt og velopløst. Der er masser af fornemmelse af rum, som skyldes en god diskantgengivelse. Surroundfornemmelsen kan være god – det afhænger noget af, hvordan din stue er indrettet. Er der ikke mange meter til sidevæggene, formår de sidevendte enheder at kaste lyden ud og rundt via væggene, og effekten er hjemme. Er der til gengæld lang afstand til sidevæggene, er effekten knap så tydelig, men lyden har en præcis og rummelig gengivelse, der har fin retningsbestemmelse, så du let kan høre, hvor i lydbilledet personer og andet befinder sig.

Klar til multirum

Bassen er overraskende til stede, uden dog at buldre igennem. Den gode bas skyldes en lille basrefleksport på bagsiden af lydbaren. Og da denne jo oftest er tæt placeret til en væg, udnytter den, at væggen fungerer som en form for forstærker. Ret effektivt, faktisk. Lyden er markant bedre end fra det noget billigere Denon-sæt, men vi savner alligevel en subwoofer til lige at give lidt fylde og varme.

Se aktuelle priser på Harman Kardon MultiBeam 700 her.
MultiBeam kan indgå i Harmans multirumssystem og er utroligt let at sætte op – både med Android og iOS. Hele opsætningen sker i en app på mobiltelefonen, og du kan straks streame musik.

Til ren musiklytning er MultiBeam 700 som andre lydbarer ikke det bedste valg, men til baggrundsmusik sammen med for eksempel andre højttalere fra fabrikatet er den et fint supplement.

Alt målt og vejet – herunder det fine design – får Harmans lille lydbar så mange plusser, at den får en klar anbefaling. Her får du fornuftig valuta for pengene.