Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Harman Kardon Citation Oasis DAB: Hej Google: Snooze!

Harman Kardon Citation Oasis DAB er som en kraftigt opdateret clock-radio. Den imponerer i den grad allerede efter et par vækninger.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den gamle clockradio er død, og mange af os vågner ved hjælp af telefonen. Det kan du stadig gøre med Harmans Oasis Dab, for den kan nemlig samtidig oplade din smartphone, hvis du lægger den ovenpå. Den ekstra feature er blot en snert af alle de muligheder, som Oasis Dab tilbyder. Den 21,5 centimeter ovale sag håndterer Bluetooth, AirPlay 2 og Chrome-cast med indbygget assistent. Så du kan bede den tie stille, når den vækker dig. Og ja, den har også DAB-radio, som navnet antyder.

I praksis fungerer Oasis Dab som en normal smart højttaler, der ovenikøbet er nydeligt bygget med stof hele vejen rundt. Foran sidder et lille display og øverst touchknapper. Her finder du også en trykknap i form af den nødvendige ”snooze”-knap, der også dublerer som start-stop-knap til musikken.

Opsætningen via Google Home tager lidt tid, blandt andet med at komme ind i alle indstillingerne. Det smarte er, at du kan slukke for Wi-Fi om natten samt tænde og slukke for mikrofonen til Google Assistent.

En god detalje er batteriet, så du er sikker på at blive vækket, selv om der er strømsvigt. Harmans bud på en clockradio er ret vild faktisk, og lydkvaliteten er godkendt, men vi har også at gøre med Harman Kardon, der godt ved, hvordan lyd skal strikkes sammen. Der er ikke stor, voluminøs lyd, men en ret homogen og fin ”sound”. Mulighederne er mange, men især vække-funktionen, opladeren til din smartphone og den gode lyd trækker op. Det ændrer ikke ved, at prisen på omkring 1600 kr. er ret pebret og gør Oasis Dab til lidt af et entusiastprodukt.

For: Avanceret clockradio, trådløs opladning

Imod: Høj pris, tager tid at lære at kende

Samlet vurdering: 4/6 stjerner